Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bevilling sikrer forskning i bivirkninger ved corona-vaccine

Dorte Rytter og Bodil Hammer Bech, begge lektorer på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed, skal undersøge bivirkninger, der kan relateres til de nye vacciner mod COVID-19. De står i spidsen for et tværfagligt forskningsprojekt, BiCoVac, som har fået to millioner kroner fra Trygfonden.

08.04.2021 | Sabina Bjerre Hansen

Dorte Rytter (til venstre) og Bodil Hammer Bech står sammen med kolleger fra bl.a. Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse bag det nye forskningsprojekt. Foto: AU Foto og privat.

Skyldes mine symptomer den corona-vaccine, jeg fik i forrige uge? Sådan spørger mange formentlig sig selv i deres søgen efter en årsagssammenhæng, hvis de oplever hovedpine, muskelsmerter eller andre – og mere alvorlige – symptomer på sygdom i perioden efter det lille prik i skulderen.

Når man introducerer et stort vaccinationsprogram, som vi gør i Danmark lige nu, vil der ifølge Dorte Rytter altid være nogle vaccinerede, der udvikler symptomer omkring vaccinationstidspunktet, og det kan give mistanke om bivirkninger. Et tidsmæssigt sammenfald mellem symptomer og vaccine kan dog blot skyldes tilfældigheder. Og det er netop det, Dorte Rytter, Bodil Hammer Bech og deres forskerkolleger nu undersøger.

Forskerne inviterer én million tilfældigt udvalgte danskere mellem 16 og 64 år til at deltage i undersøgelsen, der består af i alt tre spørgeskemaer. På baggrund af besvarelserne kan forskerne bestemme hyppigheden af symptomer i den generelle befolkning og undersøge, om symptomerne optræder hyppigere blandt vaccinerede end blandt ikke-vaccinerede.

Kontakt

Lektor og ph.d. Dorte Rytter
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 60 38 12 98
Mail: dr@ph.au.dk

Lektor og ph.d. Bodil Hammer Bech
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 23 35 21 67
Mail: bhb@ph.au.dk

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen