Mogens Andreasen fra Aarhus Universitet har netop modtaget 62.543 kroner fra Riisfort Fonden. Bevillingen skal gå til et projekt, som skal undersøge, hvorfor en fedtrig diæt hjælper epileptikere til færre anfald.
28.10.2014 |
Omkring 50.000 danskere lider af epilepsi. Af dem har 30 procent ringe gavn af den medicinske behandling. Siden 1990’erne har man i stigende grad forsøgt sig med diætbehandling til de pågældende patienter, især til børn. Den mest udbredte behandling er den ketogene diæt, som er en meget fedtrig diæt.
Den ketogene diæt medfører nogle generelle ændringer i glukosemetabolismen, udover en ophobning af ketonstoffer. Hvorfor disse ændringer hæmmer de epileptiske anfald hos mange patienter er endnu uvist. Derfor vil Mogens Andreasen, med bevillingen fra Riisfort Fonden, undersøge, hvordan ændringer i glukosemetabolismen påvirker epileptiske anfald i hjernevæv fra rotter.
”Studier har vist, at diæten medfører generelle ændringer af glukosemetabolismen (nedsat glycolyse, øget oxidativ fosforylering), hvoraf hæmning af glykolysen synes at kunne mindske krampeanfaldene. Sidstnævnte iagttagelse er dog ikke velunderbygget med kontrol af andre faktorer, og sammenhængen mellem specifikke metaboliske ændringer og nedsat anfaldsfrekvens er fortsat ukendt,” forklarer Mogens Andreasen.
Mogens Andreasen håber at komme et svar nærmere med projektet ”Anti- and pro-convulsive mechanisms induced by 2-deoxy-D-glucose (2-DG) treatment in hippocampus proper”.
Diæten virker ved, at kroppen tror, der er tale om en fastetilstand. Normalt forbrænder hjernen sukkerstoffer, men når kroppen tror den faster, omstiller hjernen sig fra sukkerforbrænding til fedtsyreforbrænding. Når fedtsyrer bliver nedbrudt i kroppen, dannes der ketonstoffer som har vist sig at have en hæmmende virkning på epileptiske anfald.
Lektor Mogens Andreasen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7718
ma@biomed.au.dk