Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bevilling støtter forskning i moderkagekræft

Lone Sunde fra Aarhus Universitet har modtaget 590.000 kroner af Riisfort Fonden til at analysere arvemateriale (DNA) fra moderkagekræft i blodprøver. I et pilotprojekt har Lone Sundes forskningsgruppe allerede vist, at det er muligt at se DNA fra moderkagekræft i en blodprøve.

08.05.2018 | Helle Horskjær Hansen

Lone Sunde og hendes forskerteam undersøger gener, der kun bruges, hvis de er nedarvet fra enten faren eller moren. Generne spiller en vigtig rolle, blandt andet i forhold til abort, barnløshed og en speciel form for cancer, der udvikles fra celler i moderkagen.

Lone Sunde og hendes forskerteam undersøger gener, der kun bruges, hvis de er nedarvet fra enten faren eller moren. Generne spiller en vigtig rolle, blandt andet i forhold til abort, barnløshed og en speciel form for cancer, der udvikles fra celler i moderkagen.

Årligt bliver 10-20 kvinder i Danmark ramt af kræft i moderkagen, på verdensplan drejer det sig om 40.000 kvinder. Formålet med Lone Sundes projekt er at forbedre behandlingen for disse kvinder ved at analysere DNA fra kræften i blodprøver.

Moderkagekræft kan stamme fra en normal graviditet eller en såkaldt molagraviditet. Ved en molagraviditet er fostret ikke levedygtigt. Kræft efter en molagraviditet kan helbredes med en mildere kemoterapi og derfor er det vigtigt at vide, hvor kræften stammer fra for at vælge den bedste behandling.

Moderkagekræft har en stor blodforsyning, og en vævsprøve medfører risiko for blødning, så det er sjældent at disse prøver bliver taget. På nuværende tidspunkt kan man ikke lave en genetisk analyse uden en vævsprøve, derfor kan oprindelsen af kræftknuden kun skønnes.

Ved at identificere DNA-markører i blodprøven, der stammer fra kræften og sammenligne med markører i patienten, hendes partner og i tidligere graviditeter, vil Lone Sunde udfordre metodens evne til at bestemme oprindelsen af kræften.

Hun håber, at resultaterne vil føre til en mere individuel kræftbehandling og at det på sigt er muligt at tilbyde en bedre metode til diagnostik sygdomsovervågning for patienter med moderkagekræft. Erfaringer fra moderkagekræft vil også kunne overføres til andre kræftformer.

Kontakt

Professor MSO Lone Sunde
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 4014 4364
ls@biomed.au.dk




Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder