Der er ikke nogen tvivl. Vi lever i en verden med biodiversitetskrise. Naturlige økosystemer forsvinder, og arter af planter, dyr og svampe uddør i rekordfart, fordi vi mennesker udnytter naturen. Men hvor vigtig er biodiversitet egentlig? Videnskaben har ikke bevis for, at færre arter truer menneskets overlevelse, så behøver du overhovedet at tage hensyn? AU-forsker mener, at vi ikke kan være andet bekendt og efterlyser en ny politisk dagsorden.

22.01.2015 | Mathilde Holm Rasmussen

Mennesket er den helt store synder, når det handler om naturens mangfoldighed. Det er ene og alene vores skyld, at flere og flere plante-, dyre-, og svampearter forsvinder, og når vi dyrker landbrug og planter skove, giver vi ikke plads til, at naturen kan udfolde sig. I dag uddør arterne 100-1.000 gange hurtigere end normalt. Resultatet er, at vi nu nærmer os et stadium, som forskere kalder for den 6. masseuddøen.

Vi har en etisk forpligtelse

Sidste masseuddøen var, da dinosaurerne forsvandt for 65 millioner år siden. Men forskellen fra dengang til nu er, at den 6. masseuddøen ikke skyldes asteroider og supervulkaner, men derimod mennesker, som ikke frigør plads til den vilde natur.

Der mangler videnskabelig evidens for, at tabet af biodiversitet truer menneskets overlevelse, men det er ifølge Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, ikke grund nok til at vende det døve øre til. Han mener, at vi som en del af naturen har en etisk forpligtelse til at passe på den.

”Vi er nødt til at se på det grundlæggende forhold, at vi har fået livet i gave, og det fører nogle etiske forpligtelser med sig. Naturen var her længe før os, og vi er sat i verden som en del af den. Derfor bør vi tænke os godt om, før vi fortrænger de andre beboere på jorden og overveje, om det ikke var mere meningsfuldt at finde måder at være her sammen på,” siger han.

Biodiversitet kræver plads

Mennesker er gode til at udnytte naturen til eget behov og er blevet dygtige til at omforme økosystemer til tjenesteydelser. Men i takt med at vi bliver dygtigere til at fremme naturens nyttige funktioner, og at vi samtidig bliver flere mennesker, forsvinder mangfoldigheden omkring os, fordi vi bruger pladsen på noget andet.

I Danmark er næsten alle arealer disponeret til andre primære formål end vild natur. Selv skovene, overdrevene, moserne og hederne, som vi tænker på som natur, er beliggende i landzone og er grundlæggende reguleret og indrettet til landbrug og skovbrug. Hvis vi vil skabe mere biodiversitet, er vi nødt til at skabe plads til det, mener Rasmus Ejrnæs.

Tabet af biodiversitet er sørgeligt – ikke farligt

”Vi mennesker bilder os ind, at naturen er nyttig, men i virkeligheden er det kun en lille håndfuld arter, som er nyttige – arter, som ikke er truet. Alle de truede arter er vi nødt til at beskytte ved at give dem plads uden at forvente at få noget igen,” siger Ejrnæs.

Bestøvning hævdes ofte at være et eksempel på, at biodiversiteten er nyttig, og at vi mennesker ikke kan undvære den. Virkeligheden er ifølge Ejrnæs dog en anden, og afgrødernes bestøvning har ikke så meget med biodiversitet at gøre, som vi gerne vil tro. Afgrøderne bestøves af tamme honningbier med hjælp fra nogle få af de mest almindelige vilde bier. De fleste af vores 283 arter af vilde bier spiller ingen nævneværdig rolle for bestøvningen. Tværtimod kan de tamme honningbier endda være en trussel mod de mange truede arter af vilde bier, som i forvejen har det svært, fordi der ikke er plads til deres levesteder i heder, enge og overdrevslandskaber.

”Biavlere ser nok sig selv som nogen, der samarbejder med naturen, men det passer ikke. De udnytter naturen for at kunne høste, og det er absolut ikke biodiversitet,” siger Rasmus Ejrnæs.

Biodiversitet på den politiske dagsorden

At give plads til biodiversitet står ikke øverst på hverken politikernes eller mediernes dagsorden, men hvis vi vil stoppe den 6. masseuddøen er politikerne nødt til at tage opgaven alvorligt, mener Rasmus Ejrnæs.

Men ifølge Christoffer Green-Pedersen, professor på Institut på Statskundskab på Aarhus Universitet, er der imidlertid en god grund til, at biodiversiteten ikke fylder meget i det offentlige rum.

”Biodiversitetskrisen er jo en gammel nyhed. Vi har i mange år hørt biologer tale om de mange truede dyrearter. Samtidig går biodiversitet ind under klima- og miljøpolitik, og her er klimaforandringerne helt klart øverst på dagsordenen, fordi det er noget aktuelt, der skader vores samfund her og nu,” siger han.

At videnskaben kun kan konstatere, at arter forsvinder, og at det sker med en unaturlig høj hastighed, kan være en anden grund til, at biodiversitetskrisen ikke står øverst på dagsordenen, mener Christoffer Green-Pedersen.

”Så længe det ikke er noget, der decideret kommer til at påvirke vores samfundsstrukturer og overlevelse, er det klart, at det ikke er det, der bliver snakket mest om på Christiansborg. Måske det kunne hjælpe, hvis medierne lagde pres på ved at sætte fokus på de etiske forpligtelser, som Rasmus Ejrnæs taler om,” siger han.

Og ifølge Rasmus Ejrnæs ligger det største problem da også helt klart i politikernes opfattelse af biodiversitet.

”Desværre tror politikerne stadigvæk, at naturens eksistensberettigelse består i, at den er nyttig for os mennesker. De betragter biodiversitetskrisen som et miljøproblem på linje med miljøfremmede stoffer, forurening af vand og luft og klimaændringer, og så er det klart at det kommer nederst på to-do listen. Hvis man i stedet tog udfordringen med at afsætte noget plads til en rig og mangfoldig naturen alvorligt, kunne man nå et kæmpespring fremad uden at det behøvede koste alverden,” siger han.