Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Biomedicin-forskeres firma får 20 millioner til muskelforskning

Tre danske fonde investerer nu millioner i biotekfirmaet NMD Pharma, som er stiftet af Ole Bækgaard Nielsen, Thomas Holm Pedersen og Claus Olesen fra Institut for Biomedicin. Målet er at udvikle medicin, der kan behandle uhelbredelige neuromuskulære sygdomme. Bevillingen kommer også instituttet til gavn.

13.06.2016 | Mette Louise Ohana

På verdensplan lider 200.000-300.000 mennesker af ALS. Der findes ingen helbredende behandling af sygdommen.

På verdensplan lider 200.000-300.000 mennesker af ALS. Der findes ingen helbredende behandling af sygdommen.

15 års grundvidenskabelig muskelforskning på universitetet er nu bragt i spil uden for murene gennem de tre forskere og deres firma NMD Pharma, som de stiftede for et par år siden på baggrund af positive resultater i laboratoriet. Deres håb er, at de kan udvikle ny medicin til mennesker, der er ramt af neuromuskulære sygdomme som fx den dødelige sygdom ALS (Amyotrofisk lateral sklerose). Sygdommen lammer musklerne, fordi de nerveceller, der styrer musklernes bevægelser, svigter og går til grunde.

Håbet om at finde en medicinsk behandling, der kan få patienternes muskler til at fungere igen og måske endda forlænge patienternes levetid, deles af Lundbeckfonden Emerge, Novo Seeds og CapNova, som med deres millionbevilling har sikret starten på det videre arbejde. En egentlig behandling har dog lange udsigter, da metoden endnu ikke er klar til at blive afprøvet på mennesker.

Forskerne fortsætter med at arbejde på deltid på Institut for Biomedicin, som stiller udstyr og lokaler til rådighed til gengæld for en samarbejdsaftale, der også giver universitetet en indtægt fra projektet. Dermed er projektet et godt eksempel på samarbejde mellem universitetet og erhvervslivet, som Claus Olesen, der også fungerer som en af Healths erhvervsambassadører, har til opgave at fremme.


Yderligere oplysninger

Professor Ole Bækgaard Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7714
Mobil: 6020 2674
obn@biomed.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen