Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Biomedicin leverer tre unge nye Lundbeckfonden Fellows

For første gang kan tre forskere fra ét institut kalde sig Lundbeckfonden Fellows og med ti millioner kroner i ryggen dedikere de næste fem år til biomedicinsk forskning.

07.11.2017 | Helle Horskjær Hansen

Martin Roelsgaard Jakobsen, lektor, ph.d., Institut for Biomedicin.

Rasmus Otkjær Bak, adjunkt, ph.d., Institut for Biomedicin og Aarhus Institute of Advanced Studies, Aarhus University, Aarhus Universitet

Søren Degn, adjunkt, ph.d., Institut for Biomedicin.

De er blandt deres generations mest lovende sundhedsvidenskabelige forskere. Deres forskningsprojekter har potentiale til at revolutionere hver deres felt, og nu kan de skrive Lundbeckfonden Fellow på visitkortet. Med udnævnelsen følger et forskningsstipendiat på 10 millioner kroner.

I alt har Lundbeckfonden udpeget fem unge, veletablerede forskere til deres fellowships – de tre af dem er altså fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet:

Martin Roelsgaard Jakobsen, lektor, ph.d., Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Martin Roelsgaard Jakobsen vil undersøge, hvordan vi i højere grad kan udnytte det medfødte immunsystem til at bekæmpe kræft. Han skal blandt andet se nærmere på proteinet STING, der fungerer som en slags ringeklokke for vores immunsystem.

Når STING bliver aktiveret, sender det signaler ind til kernen i cellerne og fortæller, at der er fare på færde. Det får vores immunceller til at sætte et respons i gang, der skal bekæmpe den fare, der er til stede. Kan man manipulere STING til at øge sin aktivitet, kan man måske ikke bare bremse kræften, men få patientens eget immunforsvar til helt at fjerne den.

Rasmus Otkjær Bak, adjunkt, ph.d., Institut for Biomedicin og Aarhus Institute of Advanced Studies, Aarhus University, Aarhus Universitet

Rasmus Otkjær Bak vil bruge CRISPR-teknologien til at redigere gener i blodets stamceller og på den måde fjerne genetiske mutationer og kurere en række alvorlige blodsygdomme.

Han vil for det første forsøge at skabe et nyt værktøj, der gør genredigeringen af blodets stamceller mere effektiv, så der er flere korrigerede stamceller at sætte tilbage i patienterne.

For det andet er hans mål at finde en metode til at korrigere generne i blodets stamceller direkte i patienten. 

Søren Degn, adjunkt, ph.d., Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

Søren Degn vil undersøge, om vi kan føje en ny form for arv til vores liste over, hvordan vi kodes og påvirkes allerede fra undfangelsen. Han har nemlig fundet tegn på, at vi kan arve paragenetisk – det vil sige, at vores immunsystem i forstertilstanden lærer en række mekanismer fra vores mors immunsystem.

Det har især betydning for børn af mødre med autoimmune sygdomme. Børnene arver ikke altid selve sygdommen, men alligevel har deres immunsystem nogle af de samme fejl som moderens.

Kontakt

Martin Roelsgaard Jakobsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Tlf.: 87 16 78 46
mrj@biomed.au.dk

Rasmus O. Bak
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin og Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS)
Mobil: 93 92 91 00
bak@aias.au.dk

Søren Degn
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 22 14 17 03
sdegn@biomed.au.dk 

 

 

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Biomedicin, Health, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder