Vil du hjælpe en talentfuld kollega til at udvikle sig fagligt og personligt? Eller savner du selv sparring til at udvikle din karriere som underviser og forsker? Så meld dig som mentor eller mentee i AU’s mentorordning Styrk Talentet!
08.10.2020 |
Mentorordningen Styrk Talentet! matcher ansatte på adjunktniveau med mere erfarne kolleger på lektor- eller professorniveau. Melder du dig som mentor eller mentee, får du mulighed for at give eller få sparring, samtidig med at du udvikler dit professionelle netværk.
Annette Skovsted Hansen, lektor ved Institut for Kultur og Samfund er en af dem, der har meldt sig som mentor, og som har været mentor flere gange.
”Som mentor får jeg mulighed for at møde spændende og idérige mennesker, og det giver mig både et godt netværk og større indsigt i, hvad der sker på andre institutter og fakulteter. Jeg bliver meget inspireret af de samtaler, jeg har med de unge forskere – både om deres udfordringer, og hvilke løsninger der kan være,” siger hun.
Annette Skovsted Hansen ser udviklingen af selvtillid som noget af det vigtigste, unge forskere skal støttes i.
”Jeg oplever, at jeg kan støtte dem i at være åbne over for alternative muligheder, når døre er lukkede eller skal åbnes. Og ofte ved mine mentees godt, hvad der skal til, for at de kan udvikle deres muligheder. De formulerer selv løsningerne, og jeg gentager dem bare, så de kan høre dem.”
Har du lyst til at dele ud af dine erfaringer til en forskerkollega og bidrage til den fortsatte udvikling af et attraktivt arbejdsmiljø på AU? Så meld dig som mentor. Det er både fagligt udfordrende og giver en stor personlig tilfredsstillelse.
Vil du have hjælp til at udvikle og optimere din professionelle profil? Ønsker du vejleding i strategisk prioritering af din arbejdstid og dine opgaver? Eller vil du have gode råd og idéer til, hvordan du gør dig mere synlig og begår dig i forskningsmiljøet? Så meld dig som mentee.
Tilmeldingen er åben til og med den 17. november 2020.