Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Blokade ophævet tirsdag morgen

Universitetsledelsen har bedt politiet om at ophæve blokaden.

25.11.2014

Foto: Anders Trærup

Foto: Anders Trærup


Aarhus d. 25. november 2014

Universitetsledelsen på Aarhus Universitet har set sig nødsaget til at inddrage politiet for at bringe den blokade til ende, som de studerende fra ”Et Andet Universitet” indledte onsdag morgen den 19. november.

Det er en uholdbar situation, at medarbejdere på universitetet bliver nægtet adgang til deres kontorer og dermed forhindret i at varetage deres arbejde fyldestgørende.

På et møde med blokadevagterne fra Et Andet Universitet mandag morgen på dag seks i blokaden gjorde universitetsledelsen det klart, at den ønskede blokaden opløst samme dag. Denne opfordring blev klart afvist af blokadevagterne, der fastholdt, at blokaden af rektoratsgangen med dens forskellige kontorer og mødelokaler ville fortsætte, indtil reformkravene fra regeringen var taget af bordet.

På den baggrund bad vi politiet om at bringe den ulovlige blokade til ophør.

Politiet har meddelt Aarhus Universitet, at det er foregået i fred og fordragelighed tidligt tirsdag morgen. Tidspunktet og forløbet af aktionsformen er alene politiets beslutning.

Blokaden har forløbet stille og roligt. Blokadevagterne har udvist respekt og ordentlighed i forhold til de berørte medarbejdere og de bygninger, de har opholdt sig i.

Vi har tradition for at tage pænt imod de studerende og lytte til argumenterne. Det er også sket denne gang. Et Andet Universitet er blevet tilbudt at kunne blive i bygningen og markere sine synspunkter i rektoratsbygningen på den betingelse, at gæster og universitetets øvrige medarbejdere og studerende skulle kunne færdes i bygningen ugeneret. Det tilbud ønskede Et Andet Universitet ikke at tage imod.

Venlig hilsen

Universitetsledelsen

Administrativt, Studerende, Ekstern målgruppe, Universitetsledelsens Stab, Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Politik og strategi, Videnskabelig medarbejder, Studier