Lektor, tandlæge og ph.d. Gustavo Nascimento fra Aarhus Universitet har været det meste af verden rundt for at dygtiggøre sig inden for sit forskningsfelt. Nu får han Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris på 75.000 kr. som anerkendelse for sin ihærdige indsats og for sine imponerende forskningsresultater.
02.09.2019 |
Gustavo Nascimento er uddannet tandlæge i Brasilien. Han har taget en del af sin specialistuddannelse i odontologisk folkesundhedsvidenskab i USA og tilbragt et år af sine ph.d.-studier i Australian. Og da han hørte om et postdoc-opslag i Danmark, tog han afsted.
Siden han blev uddannet tandlæge i 2009, har Gustavo Nascimento, som er ansat på Institut for Odontologi og Oral Sundhed i Aarhus, vidst, at han ville satse på en karriere inden for tandlægevidenskaben med odontologisk epidemiologi som omdrejningspunkt.
”Selvom kronisk tandkødsbetændelse er blevet forbundet med flere livsstilssygdomme, er der ingen stærke beviser for en årsagssammenhæng mellem tandsygdomme og systemiske sygdomme. Nuværende beviser stammer fra tværsnitsundersøgelser, der ikke tager højde for metodologiske aspekter af tandforskning. Og det er dette forhold jeg nu vil undersøge – bl.a. ved at supplere med nye studier, som kan overvinde potentielle begrænsninger fra de tidligere undersøgelser om emnet,” siger Gustavo Nascimento.
Ifølge Bagger-Sørensen Fonden, som er stiftet af tyggegummi-kongen af samme navn, får Gustavo Nascimento talentprisen for sin originale og særdeles produktive forskning i mekanismerne bag sygdommen kronisk tandkødsbetændelse (parodontose). En lidelse, som ofte kædes sammen med sygdomme som fx type 2-diabetes, leddegigt og inflammatorisk tarmsygdom.
Han har indtil videre publiceret 80 internationale peer-reviewed artikler, og han er vejleder for såvel kandidat- som ph.d.-studerende.
Gustavo Nascimento får overrakt prisen ved et arrangement på Munkebjerg Hotel i Vejle mandag den 2. september 2019.
Lektor, tandlæge og ph.d. Gustavo Nascimento
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 53 76 61 43
Mail: ggn@dent.au.dk