Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Campus forandrer sig

Dit gamle universitet udvider og får et helt nyt campusområde. Aarhus Universitet flytter i løbet af få år ind i hospitalsbygningerne på Nørrebrogade og har planer om at skabe en byintegreret campus med studieliv og aktiviteter døgnet rundt. Du har mulighed for at komme med dine ideer til den nye campus.

23.11.2016 | Ida Hammerich Nielson

Når Aarhus Universitet i 2019 rykker ind på Kommunehospitalets arealer på Nørrebrogade, markerer det et nyt og spændende kapitel i universitetets historie. Men hvad skal området rumme, og hvordan skaber universitetet en moderne campus, som integrerer byen og erhvervslivet? Disse spørgsmål vil Aarhus Universitet gerne have input til. Derfor opfordrer universitetet interne såvel som eksterne interessenter til at komme med deres idéer og forslag.

I forbindelse med campus 2.0-projektet har universitetet fået en lille informationsvogn, der efter en navngivningskonkurrence på AU’s Facebook-side nu hedder AUtocampus. Her kan universitetets mange brugere komme med input til, hvordan universitetets campusmiljø skal udvikles. Foto: Lars Kruse

De fleste aarhusianere kender kommunehospitalets røde bygninger på Nørrebrogade. Men om få år vil læger og sygeplejersker være udskiftet med studerende og forskere, når Aarhus Universitet flytter ind i bygningerne, der bl.a. skal rumme forskningsfaciliteter, studenterboliger, erhvervs- og innovationstiltag samt et helt nyt studie- og bymiljø.

”Vi ønsker at skabe et område, der bygger videre på den unikke og smukke campus, som vi allerede har – en campus, som også integrerer byen og erhvervslivet, og som både studerende, medarbejdere, borgere og erhvervsliv bruger og har lyst til at være en del af 24/7”, siger rektor Brian Bech Nielsen. 

Løbestier, bogudsalg og god kaffe
Universitetet samler løbende forslag fra interne og eksterne interessenter til, hvad den nye campus skal indeholde:

”Jeg har allerede hørt folk drømme om løbestier, som bugter sig mellem Universitetsparken og bygningerne på Nørrebrogade, forslag om mindre bogudsalg på campus samt ønsker om kulturelle tilbud og selvfølgelig god kaffe til både studerende og beboerne i området, siger rektor, Brian Bech Nielsen og fortsætter:

”Vi er endnu ikke gået i gang med detailplanlægningen af området, men med efterårets proces går vi nu så småt i gang med at lægge de første spor på vejen mod en fremtidssikret campus af høj international klasse. Jeg ser frem til at høre de mange gode idéer og forslag”.

Læs mere om campus 2.0 og kom med dine ideer: http://www.au.dk/om/nycampus/

 



Køberen af Kommunehospitalets arealer, FEAS, er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF), som siden sin etablering i 1987 har understøttet universitetets gradvise udvikling af campusområdet i Aarhus. Selskabet ejer i dag ca. 115.000 kvm på forskellige lokaliteter i Aarhus, heriblandt Nobelparken og adskillige bygninger i Katrinebjergområdet. Nu tilføjes endnu 110.000 kvm til porteføljen, som AU kan vokse naturligt ind i.

 


 


Samarbejde, Alumne, Ekstern målgruppe, Enhedsadministration