Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Cardiology-2-Go skal hjælpe fagfolk i en snæver vending

Ph.d.-studerende Daniel Fyenbo fra Institut for Klinisk Medicin har udviklet et digitalt hjælperedskab til kolleger og medicinstuderende, der beskæftiger sig med kardiologien.

20.11.2020 | Nanna Jespersgård

For Daniel Fyenbo har det været lærerigt og tankevækkende at finde ud af, hvor mange hjælpere, der faktisk er, når man begynder at aktivere sit netværk. De mange billeder kommer fx fra et firma i Østrig. Foto: Jonathan Bjerg Møller, AU-Health.

Født som idé på en jazzbar i New Orleans. Udviklet med hjælp fra kolleger i Aarhus. Skrevet med hjerteblod i Brabrand efter vagterne på hospitalet. Udstyret med et omfattende billedmateriale fra Østrig. Og nu – efter flere års knokkelarbejde – tilgængelig via Amazon og Apple Books.

Sådan lyder fem centrale nedslag i historien om den interaktive e-bog Cardiology-2-Go, som Daniel Fyenbo står bag. Han læge og ph.d.-studerende på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Cardiology-2-Go er målrettet medicinstuderende samt yngre læger, sygeplejersker og andre, der i teori og praksis diagnosticerer og behandler hjertesygdomme, herunder blandt andet sygdomme i kranspulsårerne, medfødte hjertefejl, hjertesvigt samt hjertets elektrofysiologi.

I klinikken og ved eksamenslæsningen

”Som bogtitlen antyder er Cardiology-2-Go designet til at blive brugt ’on-the-go’,” forklarer Daniel Fyenbo, der kender behovet for et hurtigt tjek-opslag både fra sin studietid på medicinuddannelsen og fra sin efterfølgende introduktionsstilling som reservelæge på Hjertesygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

”Jeg blev selv læge i 2018 og har løbende haft brug for at slå ting op i en tidspresset klinisk hverdag – det har alle yngre læger og sygeplejersker. Lad os fx sige, at min patient på 60 år har funktionsudløste brystsmerter og åndenød, og at jeg på ekkokardiografien finder en svær forsnævring af aortaklappen – det vi kalder for aorta-stenose,” lyder et eksempel fra Daniel Fyenbo, der griber sin iPhone for at demonstrere Cardiology-2-Go’s funktionalitet:

”Lad os sige, at jeg er usikker på behandlingsstrategien, og derfor åbner jeg e-bogen, klikker på hjerteklap-sygdomme i indholdsfortegnelsen, der leder mig videre til kapitlet, hvor jeg klikker på aorta-stenose og scroller ned til behandlingsafsnittet. Få klik, klart svar – endda med mulighed for at se forskelle mellem amerikanske og europæiske guidelines,” siger Daniel Fyenbo med et skævt smil.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser den ud, forsiden til e-bogen Cardiology-2-Go, som de sidste år har været Daniel Fyenbos con amore-projekt. Foto: Jonathan Bjerg Møller, AU-Health. 

Selv er Daniel i øjeblikket særlig optaget af elektrofysiologi, herunder effekten af langtidsbehandling med en særlig type avanceret pacemaker, som også er genstand for Daniel Fyenbos ph.d.-studie hos klinisk professor Jens Cosedis Nielsen. Den pacemaker, som han særligt undersøger, er kendetegnet ved tre elektroder, en såkaldt biventrikulær pacemaker, som tilbydes patienter med svær hjertesvigt. Desværre har op til 30-40 procent af patienterne ikke gavn af behandlingen, og derfor skal  Daniel Fyenbo i første omgang forsøge at belyse hvorfor.

Syn for sagn – med foto og video

Cardiology-2-Go er udstyret med et omfattende billedmateriale på over 100 klassiske hjertediagrammer (EKG’er), ekkokardiografier og andet AV-materiale som CT-billeder, røntgenbilleder, lungeultralyd, ventrikulografier og illustrative figurer. Det betyder, at man som bruger kan se et eksempel på en ultralydssekvens af hjertet ved en given sygdomstilstand – eller finde et klassisk EKG af den mistænkte sygdomstilstand, så man har et sammenligningsgrundlag, når man står med en patient, man er i tvivl om.

”Det har været ekstremt interessant og lærerigt at finde ud af, hvor mange hjælpere, der faktisk er, når man aktiverer sit netværk. De mange billeder kommer fx fra et firma i Østrig, 123Sonography, som kun har interesse i at hjælpe mig, fordi de kan se ideen i projektet, tror på det og tilfældigvis kender de to læger og forskere, jeg har udgivet bogen i samarbejde med,” siger Daniel Fyenbo med henvisning til sine Health-kolleger Jens Sundbøll og Morten Schmidt, som kender østrigerne fra arbejdet med en anden sundheds-app.

På en jazzbar i New Orleans

Det var da også Jens Sundbøll, som tilbage i 2016, plantede det første frø til Cardiology-2-Go-samarbejdet. Det skete, da Daniel Fyenbo som medicinstuderende på kandidatuddannelsen præsenterede et forskningsprojekt på American Heart Association’s store hjertekongres i New Orleans i Louisiana.

”Jeg mødte Jens på kongressen, hvor han talte om sit arbejde med e-bogen Intern Medicin, som han havde skrevet med sin kollega Morten Schmidt, og som jeg selv og mange andre medicinstuderende i Danmark var flittig bruger af.  Herfra opstod så ideen om at udvikle en international ’ditto’ inden for kardiologi,” fortæller Daniel Fyenbo. Han husker stadig den aften i november – på en jazzbar i Bourbon Street – hvor de første tanker til e-bogen blev nedfældet på en serviet.

I dag – efter flere år med idéudvikling, tilløb og skrivearbejde – er Daniel Fyenbo glad for, at han kastede sig ud i bogprojektet.

”Jeg har lært så meget undervejs. Om mit fag, om at formidle letforståeligt og skimbart i ord og billeder - og om at overkomme op- og nedture. Jeg vil tro, at jeg har skrevet fire-fem aftener om ugen det sidste år, og det kræver altså, at man vil det, og at éns omgivelser er med på den,” siger Daniel Fyenbo med slet skjult henvisning til sin kæreste, som heldigvis er der endnu.


Mere om Cardiology-2-Go

  • Den interaktive e-bog favner det kardiovaskulære curriculum bredt og indeholder 23 kapitler om alt fra EKG-tolkning og ekkokardiografi til forebyggelse af hjertesygdom, hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser og blodpropper i hjertet.
  • E-bogen gennemgår systematisk de forskellige sygdommes definitioner, forekomster, årsager, mekanismer, symptomer, udredningsmetoder samt behandlingsmuligheder og prognoser.
  • Til slut i hvert kapitel findes referencer til internationale behandlingsvejledninger, medicinske online-værker og videnskabelige artikler.
  • Udgiver er firmaet StudySmart ApS, som Health-forskerne Jens Sundbøll og Morten Schmidt står bag.
  • E-bogen kan downloades på Apple Books (til iOS) og Amazon (til Android) mod betaling og var allerede to uger efter udgivelsen den bedst sælgende e-bog på Apple Books i Danmark.
  • Daniel Fyenbo regner ikke med at blive rig på udgivelsen. En del af pengene tilfalder Apple og Amazon, og sammenholdt med tidsforbruget skal der sælges rigtig mange eksemplarer, før indtjeningen står mål hermed

Kontakt

Ph.d.-studerende Daniel Fyenbo
Institut for Klinisk Medicin v/Aarhus Universitet
Mail: daniel.fyenbo@clin.au.dk
Mobil: +45 4014 2318

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Health