Ph.d.-studerende Cecilie Siggaard Jørgensen er i år blandt modtagerne af de eftertragtede EliteForsk-rejsestipendier, der uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun forsker i børneinkontinens, og legatet skal bruges til at besøge internationale samarbejdscentre.
06.05.2021 |
Op mod 15 % af alle børn i skolealderen tisser i sengen om natten, og det har store konsekvenser for deres trivsel og selvværd. Cecilie Siggaard Jørgensen, der er ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin, har i samarbejde med forskere fra iPSYCH og deCODE genetics på Island som de første i verden lokaliseret nogle af generne bag børneinkontinens, også kaldet sengevædning.
En stor del af børnene responderer ikke på de nuværende behandlingsmetoder. At blive klogere på genetikken og mekanismerne bag børneinkontinens er afgørende for at kunne udvikle ny og bedre behandling. Det arbejder Cecilie Siggaard Jørgensen på i et stort klinisk studie samme med internationale kolleger. Rejselegatet på 200.000 kr. giver hende bl.a. mulighed for at besøge samarbejdscentrene, der ligger i Kina, Polen og Belgien, og sikre, at de kliniske forsøg udføres fuldstændig ens i alle lande.
Kontakt
Ph.d.-studerende Cecilie Siggaard Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mobil: 61 16 16 06
Mail: cecilie.siggaard@clin.au.dk
Omtalen er baseret på pressemateriale fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.