Dette malende engelske udtryk bliver ved med at dukke op i baghovedet, når jeg tænker på regeringens udspil om udflytning af uddannelser. Jeg kan simpelthen ikke forstå det.

Jo, der er sikkert uddannelser, der kan lægges ud mere decentralt. Lærerne og pædagogerne, som regeringen har særlig kig på, er formentlig eksempler på noget, der gjort klogt kan give positive resultater. De har jo i hvert fald før ligget mere decentralt end i dag.

Jeg tror bare, det er sværere med universitetsuddannelser, fordi det nu engang er det forskningsbaserede, der karakteriserer et universitet. Derfor handler det ikke bare om at oprette x antal pladser. Man skal have miljøet med. Hele miljøet. Da ikke mindst i en tid, hvor vores komplekse samfund og problemstillinger fordrer interdisciplinært samarbejde, er det endnu væsentligere med en vis volumen.

Volumen, ressourcer og faglig tyngde

Kan man forestille sig, at Cambridge eller Oxford University blev bedt om at udflytte for eksempel 15 uddannelsespladser, sådan som Aarhus Universitet nu er blevet bedt om at flytte 15 af 86 tandlægepladser til Hjørring? Ikke rigtig vel?

Hele filosofien på disse universiteter, der indiskutabelt er anerkendt som værende nogle af verdens bedste, er samspillet med de andre studerende og ikke mindst med undervisere og forskere i verdensklasse også på tværs af fag og fagligheder. Det er i hvert fald det, de selv anfører som hemmeligheden bag de fornemme internationale placeringer. Der er volumen. Der er ressourcer. Der er faglig tyngde. Så institutionerne er i stand til at tiltrække de bedste hoveder inden for et felt.

Den slags er selvforstærkende. Og det er altså den slags, danske universiteter skal konkurrere med i den stadigt skærpede kamp om de bedste hoveder, de bedste faglige miljøer og i sidste ende de bedste og mest kvalitative resultater, som er fundamentet for, at vi i Danmark skaber den innovation, der skal til, hvis vi skal klare os godt økonomisk og velstandsmæssigt også om 10, 20, 30 år.

Imod Christiansborgs egsnpolitik

Hvilken nøgtern analyse giver regeringen grundlag for at foreslå, at vi smører smørret endnu tyndere? Otte universiteter spredt ud over endnu flere kommuner i et land med blot 5,8 millioner indbyggere er altså ikke den hyper-centralisering, som det lyder til, når regeringen holder pressemøde.

I stedet for at smøre smørret tyndere, synes jeg sådan set snarere, der på visse områder kunne være brug for at samle fag. Jeg ved godt, det går aldeles mod regeringens og Christiansborgs egnsudviklingspolitik. Men ikke desto mindre: Hvor mange forskellige steder skal man for eksempel kunne læse fransk eller filosofi på universitetsniveau i vores lille Kongerige?

I stedet for flere grønthøstere og stadig tyndere miljøer er der brug for en mere strategisk diskussion. Uha da, det er jo en svær diskussion. Ja, det er det, men skulle vi ikke tage og tage den?

Det fordrer, at Christiansborg stiller den type opgave til de decentralt styrede institutioner, for de eksisterende rammevilkår og bevillingssystemer inviterer på ingen måde til, at universiteterne af sig selv skærer kagen anderledes. Og det er i hvert fald ikke den type mere strukturelle drøftelser, regeringens udspil lægger op til, når man - uden forudgående dialog - meddeler, at man vil beskære optaget med "op til" ti procent - en beskæring universiteterne kan undgå ved at udflytte uddannelser til hvor som helst, bare det er uden for de fire store byer.

Altså det må jo næsten uundgåeligt ende med enten nogle udtyndede fag eller med nogle ganske dyre udflytninger, hvis det er hele miljøer, man vælger at flytte. I den virkelige verden er det simpelthen svært at se, hvordan øvelsen kan ende i mere og ikke mindre kvalitet.

Folkeskolereformen må mane til forsigtighed

Forhandlingerne om udspillet begynder allerede i denne uge. Man kan kun opfordre til, at de partier, der skal lægge stemmer til regeringens udspil, ikke gør sig opgaven for let.

Den netop overståede, stærkt kritiske evaluering af folkeskolereformen burde mane til en vis forsigtighed i forhold til, at Christiansborg "synes" dette eller hint. Som minimum må man kunne forvente, at tingene hænger bare en lille smule sammen.

Hidtil har der været enighed om, at vi skal have universiteter i international klasse, forskning af højeste internationale kvalitet og forskningsbaserede uddannelser af høj internationale kvalitet. Hvis det er målet, er sognerådspolitik altså ikke midlet.

Ønsker partierne sporskifte i dansk universitetspolitik?

Normalt er alle glade og stolte, når det lykkes at tiltrække europæiske og internationale bevillinger og ikke mindst topnavne til danske universiteter, hvad faktisk lykkes fornemt i disse år. Fordi vi véd, at forskning af højeste karat er med til at sikre vækst og velstand til alle.

Det er vel også derfor, at de asiatiske og ikke mindst de kinesiske universiteter i disse år opruster og klarer sig stadig bedre i konkurrencen om de øverste pladser i de internationale rankings. Hvorimod Norge, der har brugt universitetspolitikken til at føre distriktspolitik i landet med de store afstande, ikke klarer sig nær så godt.

Der er forskellige veje, man kan gå. Men ønsker partierne et egentligt sporskifte i dansk universitetspolitik? Har man tænkt konsekvenserne igennem? Og måske allervigtigst: Kunne det tænkes, at der var andre, mere presserende opgaver at udfordre universiteterne på i disse år? For eksempel samspillet til erhvervslivet. Evnen til at bringe viden i spil. Bestræbelserne på at samarbejde mere både på tværs af fag og fakulteter og sågar på tværs af institutioner, sådan som universiteterne selv har budt ind med i forbindelse med den grønne forskningsstrategi.

Der er så mange udfordringer, det vil være afgørende for Danmark, at vi får tacklet rigtigt. Så hvor bruges ressourcerne - de faglige, de økonomiske og de ledelsesmæssige - bedst i den kommende tid? Den slags spørgsmål bør forhandlerne stille sig selv i de kommende uger. Og gør de det, er det svært at tro, at svaret skulle blive det samme som S-regeringens.