Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Corona-situationen har konsekvenser for studerende og medarbejdere på campus i Aarhus

Læs udmelding fra universitetsledelsen til alle studerende og medarbejdere om corona-situationens konskevenser for studerende og ansatte, som har deres daglige gang på campus i Aarhus.

08.08.2020 | Camilla Schrøder

Nedenstående udmelding er sendt direkte til alle studerende og medarbejdere 7/8

Kære studerende og medarbejdere – særligt alle i Aarhus

Regeringen har netop opfordret til, at der i Aarhus Kommune iværksættes en række tiltag gældende fra nu og 14 dage frem for at bremse det stigende lokale smittetryk. Det aktuelle udbrud i Aarhus er det mest omfangsrige, siden corona-smitten brød ud i Danmark i begyndelsen af året. Så der er al mulig grund til at tage situationen meget alvorligt.

Det har desværre meget ærgerlige konsekvenser for både studerende og medarbejdere, som har deres gang på campus i Aarhus:

Rusaktiviteter

Aarhus Universitet har efter regeringens opfordring besluttet ikke at afholde nogen form for rusaktiviteter for nye studerende i Aarhus – foreløbig frem til og med den 23. august. Det vurderes den kommende tid, hvordan rusaktiviteterne kan afholdes senere. De berørte studerende får direkte besked.

Eksamen

Læsesale og biblioteker bør i perioden kun benyttes af studerende, som har eksamener i august. Fremmøde sker under skærpet opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer om afstand og hygiejne.

Hjemmearbejde i videst muligt omfang

I det omfang, det er muligt, skal universitetets medarbejdere i Aarhus arbejde hjemmefra frem til og med den 23. august. Medarbejdere må gerne komme ind og hente udstyr og materiale, hvis der er behov for det. Det er nærmeste leder, der afgør, i hvilket omfang medarbejdere skal varetage arbejdet hjemmefra i den pågældende periode. Medarbejdere vil således høre fra nærmeste leder så hurtigt som muligt. Vi må endnu engang bede om forståelse og tålmodighed – den lokale ledelse skal have mulighed for at danne sig et overblik.

Ingen arrangementer de næste 14 dage

Alle arrangementer, der indebærer fysisk tilstedeværelse på en af universitetets lokaliteter i Aarhus Kommune, kan som udgangspunkt ikke afholdes. Det gælder foreløbig frem til og med den 23. august. Nærmeste leder kan, såfremt der er en særlig begrundelse, give tilladelse til at gennemføre et planlagt arrangement – i givet fald skal det ske med skærpet opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer om afstand og hygiejne.

Vi er særdeles kede af, at vi endnu en gang skal begrænse vores aktiviteter. Men med den nuværende smitteudvikling i Aarhus har vi et ansvar for at følge myndighedernes anbefalinger.

Vi håber, at vi med en hurtig og effektiv indsats kan bidrage til at dæmme op for smitten og at vi dermed så hurtigt som muligt kan vende fuldt tilbage til universitetet og igen fylde campus Aarhus med liv.

Følg med på coronasitet, som opdateres i den kommende tid.

Med venlig hilsen

Universitetsledelsen

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab