Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

CrowdsWhoCare lukkes trods succes

Crowdfunding- og crowdsourcing-platformen CrowdsWhoCare lukkes efter lidt over et år til trods for flere succesfulde projekter.

09.12.2016 | Niels Skjødt

Dorthe Stricker, Crowdfunding manager, CrowdsWhoCare

I september 2015 lancerede INNO-X Healthcare i samarbejde med fonden MTIC crowdfunding- og crowdsourcing-platformen CrowdsWhoCare. Formålet med platformen var at forbinde innovationsprojekter inden for sundhedsområdet med personer som ønskede at støtte projekterne, enten økonomisk eller med tid og kompetencer. Platformen var den første i Danmark med dette i fokus.   

Lukker trods positive resultater

Siden lanceringen har resultatet af platformen været fire projekter med fuld opbakning og man har rejst værdier for over 1 mio. kroner. Derudover fik to projekter som ikke lykkedes at nå 100% støtte på platformen så meget opmærksomhed og netværk at de alligevel fik en masse rygvind at komme videre på. Men nu bliver platformen lukket ned. Ifølge Dorthe Stricker, crowdfunding manager ved CrowdsWhoCare, skyldes lukningen to faktorer, “vi er ikke lykkedes med at sikre et økonomisk bæredygtigt grundlag for platformen og vi har ikke formået at skabe landsdækkende opbakning til den. Målet var at alle regionerne skulle støtte op om CrowdsWhoCare, men det er kun Region Midtjylland, der har givet den nødvendige opbakning. Så derfor har vi valgt at lukke platformen.”

Smækker ikke med døren

I stedet for at smække med døren på vej ud, har folkene bag CrowdsWhoCare valgt at afholde et seminar om crowdfunding og crowdsourcing inden for sundhedsområdet. “Vi har gjort os masse erfaringer og fået en masse ny viden om emnet, og i projektets ånd vil vi gerne dele denne viden med alle, som skulle være interesseret”, fortæller Dorthe Stricker. Seminaret bliver afholdt til februar 2017, og der vil være en række oplægsholdere med ekspertviden om blandt andet sundhedsinnovation, deleøkonomi og alternative finansieringsmuligheder.

Skulle du være interesseret i at deltage på seminaret, kontakt da Dorthe Stricker på cm@crowdswhocare.com

Administrativt, Alle grupper, Innox, Innox