Danmark og den tyske besættelsesmagt havde ikke samme mål. Derfor er det misvisende at tale om samarbejdspolitik, mener professor Palle Svensson.

26.08.2013 | Helge Hollesen

Fotograf: Ove Smedegaard

Af Helge Hollesen

”Selv om man vil kritisere de danske politikere for, at de først brød med den tyske besættelsesmagt i august 1943, og selv om man tager afstand fra den politik, som de førte, så bliver denne politik ikke til et samarbejde med tyskerne.”

Det mener Palle Svensson, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han synes, det er misvisende at tale om samarbejdspolitik.

”Et samarbejde forudsætter jo, at parterne har et fælles mål, og at det er frivilligt. Er forholdet derimod et resultat af tvang og uomgængelighed, og parterne varetager forskellige mål, vil jeg kalde det forhandling,” siger Palle Svensson, og slår fast, at danskerne og tyskerne havde helt forskellige målsætninger.

”Danskerne ville forsvare det danske parlamentariske demokrati, mens tyskerne ville denne styreform til livs. De accepterede den kun for at opnå flest mulige fordele i form af leverancer af fødevarer og andre danske produkter for de mindst mulige omkostninger, såvel økonomisk som militært,” siger Palle Svensson.

Regeringen kunne ikke vælge frit

Palle Svensson mener ikke, at den danske regering og de toneangivende danske partier i de første år af besættelsen frit kunne vælge mellem enten at forhandle med besættelsesmagten eller overlade magten til tyskerne og/eller de danske nazister.

”I princippet kunne de selvfølgelig have ophørt med at fungere som dansk regering den 9. april, men de vurderede, at konsekvenserne ville være uoverskuelige og potentielt uantagelige. Derfor gik politikerne ind på at få det bedst mulige ud af de påtvungne forhold,” vurderer Palle Svensson.

Flertallet af danskerne støttede regeringens forhandlingspolitik, som blev formuleret af den danske udenrigsminister Erik Scavenius.

”Den definerede det dansk-tyske forhold som en neutral forhandlingsmekanisme med fokus på den danske stats interesse i at undgå krigens ulykker og fastholde så meget af suveræniteten som muligt,” forklarer Palle Svensson.

Ingen fælles målsætning

”Begrebet samarbejdspolitik blev udviklet i den illegale presse i agitationen mod regeringen og Rigsdagens politik. Det ligger i begrebet, at denne politik i praksis var en hjælp til tyskerne, og at den ikke altid blev presset frem, men at den blev ydet frivilligt,” siger Palle Svensson.

”Men den danske regering forfulgte ikke de samme mål som den tyske besættelsesmagt. Den søgte at give de mindst mulige indrømmelser over for de tyske krav, og den gjorde det nødtvunget, så længe det overhovedet kunne forsvares over for de værdier, som regeringen stod for,” mener Palle Svensson. 

Frem mod bruddet i august 1943 blev det stadig vanskeligere at gennemføre den politik.

”Da viste det sig med al ønskelig tydelighed, at den danske regering og besættelsesmagten ikke havde nogen fælles målsætning. For den danske regering var der ikke længere noget tilbage af ”Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet”, som den ved besættelsen havde valgt at beskytte gennem forhandlinger,” siger Palle Svensson.