Den danske debat om børnecheck og velfærdsturisme afspejler de udfordringer, som mange EU-lande står med. For nogle medlemslande har svaret på dem været en ”Danmarkisering” som værn mod øget europæisering. Men løsningen er et mere integreret og demokratisk EU, mener professor Thorsten Borring Olesen.

13.05.2014 | Helge Hollesen

Samarbejdet i EU er nu kommet så langt i overnational retning, at en række af medlemsstaterne er begyndt at tage ved lære af Danmark for at gardere sig mod EU’s indflydelse.

”I de seneste årtier har vi i stigende grad oplevet det, jeg kalder en ’Danmarkisering’, hvor staterne søger at bevare kontrollen med omfanget af den europæiske integration,” siger professor Thorsten Borring Olesen. Han har i en ny artikel undersøgt to sideløbende men modsatrettede processer, der præger udviklingen i EU.

”På den ene side bliver medlemslandene stadig mere europæiserede. Det giver på den anden siden nogle udfordringer, som betyder, at nogle lande forsøger at bevare så meget national suverænitet som overhovedet mulig,”, forklarer Thorsten Borring Olesen. 

Europæiseringen er en trussel i hverdagen

Redskaberne til at bevare den nationale suverænitet har EU’s medlemslande blandt andet fundet i Danmark, der har tradition for folkeafstemninger og indførelse af forbehold i forhold til den europæiske integration.

”Også modellen med et Europaudvalg i Folketinget, der udstikker mandater for ministrenes forhandlinger i EU, har inspireret andre lande til at have tilsvarende udvalg,” forklarer Thorsten Borring Olesen.

Den sideløbende europæisering og danmarkisering har betydet, at EU i en lang periode har udviklet sig med to skridt frem og et tilbage.

”Men den model  ser ikke ud til at være gangbar længere. I dag er de to processer på konfrontationskurs, fordi europæiseringen nu er blevet så dyb, at mange borgere og politikere ikke længere kun  ser det overnationale projekt som en teoretisk trussel, men som en praktisk trussel, som rammer ned midt i hverdagen,” mener Thorsten Borring Olesen.

Mere demokrati er nødvendigt i EU

Årsagen til den konfrontation er, at europæiseringen nu berører kerneområder i nationalstaterne.
”Samarbejdet har for eksempel stor indflydelse på, hvordan vi organiserer vores velfærdsstat,” påpeger Thorsten Borring Olesen med henvisning til debatten om børnechecken og mere generelt velfærdsturisme.

EU må opfinde sig selv på ny for at løse det problem, mener Aarhus-professoren.
”Når EU har betydning for essentielle politikfelter i medlemsstaterne, er det nødvendigt at demokratisere hele opbygningen af EU,” siger Thorsten Borring Olesen.

Det kunne bl.a. betyde partier, der stiller op i hele Europa ved valg til EU-parlamentet, en folkevalgt EU-kommission, og at folkeafstemninger afholdes på europæisk og ikke nationalt plan.

Thorsten Borring Olesen mener også, at afstemninger om ændringer af EU-traktaten kunne organiseres, så der skulle et flertal på fælles europæisk plan til for at forkaste et traktatforslag. så man undgår, at befolkningen i et enkelt land kan afgøre hele Europas skæbne, som irerne gjorde det i 2008.

Her stemte et flertal på 53 procent af irerne nej til Lissabon-traktaten. Det var dog kun godt hver anden stemmeberettigede, der deltog i afstemningen, så traktaten blev reelt forkastet af kun 27-28 procent af den irske befolkning, konstaterer Thorsten Borring Olesen.

Det realistiske er en bremse på europæiseringen

I dagens EU er der dog ikke meget, der tyder på, at det går i den retning, professoren efterlyser.

”Det mest realistiske er nok, at medlemsstaterne forsøger at bremse for europæiseringen. Det er, hvad man lige nu i en række EU-lande kan få de europæiske borgere med til,” erkender Thorsten Borring Olesen og tilføjer:

”Problemet er bare, at de europæiske nationalstater hver for sig betyder så lidt i den globale økonomi. Når  nationalstaterne har mindre magt, skyldes det ikke bare EU, men også globaliseringen. Man kan derfor spørge  hvor Europa mon vil være, hvis det om 20-30 år præsenterer sig som 35 individuelle lande?,” spørger Thorsten Borring Olesen.

Han forudser, at de, der vil vende tilbage til nationalstaten og et fædrelandenes Europa, vil finde ud af, at de ikke kan bruge det til ret meget, sådan som verden i dag er indrettet.

”Udviklingen udspiller sig globalt og transnationalt, og staterne kan ikke gemme sig bag toldmure og finanskontroller, som de gjorde i 1950’erne og 60’erne, lige som europæerne må vænne sig til, at der ikke automatisk er en amerikansk politibetjent, der kommer til undsætning, når det brænder på. De forhold er der alt for lidt fokus på i den danske debat,” siger Thorsten Borring Olesen.

Kontakt

Thorsten Borring Olesen,

Professor i historie, Institut for Kultur og Samfund

histbo@hum.au.dk

8716 2208  

5121 1348.