Aarhusianske forskeres undersøgelse af kroppens reaktioner på hiv-virus har ført til ny forståelse af immunforsvarets kamp mod hiv. Opdagelsen er et vigtigt skridt på vejen til fremtidig udvikling af nye behandlingsmetoder mod hiv.
28.10.2013 |
Når et menneske smittes med hiv, sætter virusset sig i cellerne i immunforsvaret. Herfra kan virusset sprede sig i kroppen og samtidig nedbryde vigtige dele af kroppens forsvarsværk. Netop hivs evne til at undgå at blive elimineret af kroppens immunforsvar – i modsætning til mange andre typer virus – er et af hovedproblemerne omkring dette udbredte virus. Men nu har aarhusianske forskere fundet ud af, hvordan kroppens eget forsvarsværk bliver aktiveret, når hiv-virus inficerer en celle, og hvordan det er med til at beskytte mod ukontrolleret virus-vækst. Den nye viden kan potentielt bruges til at hjælpe immunsystemet til at forsvare sig bedre mod hiv.
Hos hiv-smittede har man registret en grad af ”overaktivering” af immunsystemet, som bidrager til udviklingen af AIDS. Men der har hidtil manglet viden om, hvordan immunsystemet er i stand til at spore hiv-virusset, og helt præcist hvilke positive og negative reaktioner, det afføder i immunsystemet. Her bidrager den aarhusianske undersøgelse med ny, fundamental viden.
”Det er lykkedes os at finde det protein i cellerne, som genkender hiv-infektionen, samt den del af virusset, som bliver opdaget. Samtidig kan vi påvise, hvordan genkendelsen aktiverer de første forsvarsreaktioner i kroppen og dermed hæmmer virusset i at udvikle cellen til en ukontrolleret virus-produktionsmaskine. Denne viden udbygger vores forståelse af sygdomsmekanismerne ved hiv-infektion og åbner op for en række nye studier, som kan føre os tættere på forbedret behandling,” fortæller lektor på Aarhus Universitet, Martin Roelsgaard Jakobsen.
Forskere verden over har i mange år arbejdet med at udvikle medicin, der hæmmer kroppens produktion af virus. Den nye undersøgelse er afgørende, fordi den som en af de første på området, fokuserer på det såkaldte innate immunsystem. Denne del af immunforsvaret er medfødt og er det første, der aktiveres, når vi angribes af en infektion. Den anden del af immunsystemet – det adaptive – aktiveres først senere og er også det system, som kan påvirkes af vacciner. Hiv-forskningen har derfor næsten udelukkende været fokuseret på det adaptive immunsystem i forsøget på at udvikle en hiv-vaccine.
De nye resultater tyder dog på, at en del af løsningen til bedre behandling skal findes i det innate immunsystem.
”Hvis vi bliver i stand til at forstå immunsystemets beskyttende såvel som skadelige aktiviteter under en hiv-infektion, kan vi potentielt udnytte den viden til at bremse de skadelige funktioner og stimulere de beskyttende aktiviteter. Jo mere viden vi har, jo bedre er vi klædt på til at kunne udvikle nye anti-virale behandlinger, og resultaterne fra dette studie er bestemt et skridt i den rigtige retning, siger Martin Roelsgaard Jakobsen.
Kilder: Statens Serum Institut, WHO og AIDS-Fondet
Lektor Martin Roelsgaard Jakobsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7269
Mobil: 2615 3369
mrj@immunology.au.dk
Professor Søren Riis Paludan
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7843
Mobil: 2899 2066
srp@microbiology.au.dk