Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dansk opdagelse baner vejen for mere effektiv kolesterolmedicin

Forskning fra Aarhus Universitet kaster nyt lys over, hvordan kroppen omsætter dårligt kolesterol. Opdagelsen kan føre til ny og potentielt mere effektiv medicin.

26.09.2017 | Mette Louise Ohana

Åreforkalkning i blodåre

Forhøjet niveau af det dårlige LDL-kolesterol øger risikoen for tidlig død af blodprop i hjertet, og behovet for medicin, der hjælper kroppen til at fjerne det fra blodet, er stort.

Over 600.000 danskere er i behandling med kolesterolsænkende medicin. 98 pct. af dem bliver behandlet med statiner, som bremser kroppens egen produktion af kolesterol, så kolesteroltallet falder. Dog medfører statiner også, at kroppen danner mere af et skadeligt protein – det såkaldte PCSK9 - der modarbejder statinernes effekt. Nu har ny forskning fra Aarhus Universitet afdækket, på hvilken måde PCSK9 nedbryder LDL-receptorer, som er et slags modtagemolekyle, der optager det dårlige LDL-kolesterol i fra blodet i leveren.

Opdagelsen gør det muligt at udvikle potentielt mere effektiv og også billigere PCSK9-hæmmende medicin, som er det nye håb inden for kolesterolbehandling.                          

”Statiner redder mange menneskeliv hvert år, men medicinen har den uheldige konsekvens, at levercellerne begynder at lave mere PSCK9. Vi har nu afdækket, hvordan PCSK9 fanges af specifikke molekyler i leveren kaldet heparan sulfate proteoglykaner (HSPG), hvilket efterfølgende leder til nedbrydningen af LDL-receptoren. Konsekvensen er mindre LDL-receptor i leveren, højere LDL-kolesterol i blodet og øget risiko for en blodprop i hjertet. Hvis den proces hæmmes, beskyttes LDL-receptoren fra nedbrydning, og kolesterolmængden i blodet falder,” fortæller en af forskerne bag resultatet Camilla Gustafsen, adjunkt på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Med opdagelsen har forskerne leveret en brik, der har manglet i puslespillet for at forstå PCSK9, og det åbner op for udviklingen en ny type medicin, der potentielt kan virke langt bedre end statiner.

Forskningsresultatet er netop blevet offentliggjort i det internationale, videnskabelige tidsskrift Nature Communications. 

Potentiale for bedre og billigere medicin

Der findes allerede PCSK9-hæmmende medicin på markedet, men pga. høje omkostninger tilbydes det kun patienter, der har særlig høj risiko, samt dem, som ikke har gavn af eller ikke tåler statiner. På baggrund af den nye viden om PCSK9 er de aarhusianske forskere derfor også gået i gang med at udvikle ny medicin, der nu er klar til de første tests på patienter.

”Udviklingen af PCSK9-hæmmere er en af de største biomedicinske succeshistorier i nyere tid, og det er gået enormt stærkt med at få grundforskning omsat til medicin takket være intens forskning i hele verden. Men der er stadig sider af PSCK9-proteinet, som vi ikke har forstået til bunds. Den nye opdagelse viser, at der er potentiale for at skabe mere effektive PCSK9-hæmmere, end der findes i dag, og til en lavere pris, så det bliver tilgængeligt for mange flere på linje med statiner,” siger en anden af hovedkræfterne bag forskningsprojektet Simon Glerup, der er lektor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Den første type af den nye medicin skal først igennem omfattende tests og kan tidligst tilbydes patienter om fem år. 


Hjerte-kar-sygdomme i tal

  • Over 600.000 danskere er i behandling med kolesterolsænkende medicin. 98 pct. bliver behandlet med statiner.
  • Over 460.000 danskere lever med en hjerte-kar-sygdom.
  • Knap 160.000 danskere har åreforsnævring i hjertet.
  • Hvert år dør over 12.000 danskere af en hjerte-kar-sygdom, hvilket gør sygdommen til den næsthyppigste dødsårsag i Danmark 

 Kilde: Hjerteforeningen og Medstat.dk 


Bag om forskningsresultatet

Studietype: Grundforskning

Finansiering: Sapere Aude programmet under Danmarks Frie Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden, Hjerteforeningen, European Research Council og Deutsche Forschungsgemeinschaft.

Samarbejdspartnere: Institut for Molekylær Biology og Genetik, Aarhus Universitet, Uppsala Universitet og Max Planck Instituttet.

Interessekonflikter: Opdagelsen er patenteret af Aarhus Universitet og bliver udviklet i samarbejde med selskabet Draupnir Bio, der er stiftet af forskerne Simon Glerup, Camilla Gustafsen og Peder Madsen fra Aarhus Universitet.

Læs den videnskabelige artikel ”Heparan sulfate proteoglycans present PCSK9 to the LDL receptor” i Nature Communications.  


Kontakt

Lektor Simon Glerup
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 51 22 17 27
Mail: glerup@biomed.au.dk

Adjunkt Camilla Gustafsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 26 17 96 16
Mail: gustafsen@biomed.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen