Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Danske forskere finder nyt gen som årsag til sjældent syndrom

En dansk familie med to kvinder, som er født uden livmoder, har givet forskere en unik mulighed for at lede efter sammenhænge, der kan forklare sjældent syndrom.

22.08.2019 | Lars Elgård Pedersen, AUH

Foto: Colourbox

Mayer-Rokitansky-Küster-Hauser (MRKH) syndrom er en medfødt misdannelse, som rammer 1 ud af 5000 kvinder og indebærer, at kvinden ikke har nogen livmoder. Ved MRKH syndrom ses ofte samtidig misdannelser i andre organer – hyppigst er misdannelse af nyrerne, der påvises hos en tredjedel af patienterne. Kvinderne har normal kromosomsammensætning og udvikler sig i øvrigt normalt.

Årsagerne til MRKH syndrom har indtil for nyligt været ukendte, men man har mistænkt genetiske forandringer som den vigtigste årsag til syndromet.

Men den genetiske kortlægning af årsagerne til MRKH syndrom er vanskeliggjort af, at syndromet langt oftest forekommer som enkelttilfælde uden andre tilfælde i patientens familie. Derfor vil familiære tilfælde af syndromet være interessante i forskernes søgen efter nye genetiske årsager.

Den mulighed opstod, da man i Danmark fandt en sjælden familie med to kvinder, der begge har MRKH syndrom og kun én nyre. I familien er der endvidere to mænd med manglende nyrer. Forskere fra Aarhus Universitet samt Aarhus og Aalborg Universitetshospitaler har foretaget en omfattende kortlægning af arvemassen i DNA fra i alt otte familiemedlemmer, og de har ledt efter genvarianter, som de fire slægtninge med misdannelser har til fælles. Hos familiemedlemmer med misdannelser fandt forskerne en variant i genet GREB1L.

- Vores undersøgelse er den første til identificere en variant i GREB1L hos patienter med MRKH syndrom, og den er den mest omfattende genetiske undersøgelse af en enkelt familie med MRKH syndrom til dato, siger Morten Krogh Herlin, der er læge og ph.d. studerende på Aarhus Universitet og Børn & Unge Aarhus Universitetshospital og har stået i spidsen for undersøgelsen, som er gennemført i tæt samarbejde med læger og molekylærbiologer fra Aalborg Universitetshospital.

I 2017 var forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet med til at identificere genet GREB1L, som årsag til dobbeltsidig manglende nyreanlæg hos fostre, og dyreforsøg har bekræftet, at genet er afgørende for dannelsen af både nyrerne og kønsorganer. GREB1L skal nu undersøges i et større antal patienter med MRKH syndrom for at skabe mere viden om genet og dets betydning.

- Det er væsentligt at undersøge og forstå den genetiske baggrund for sjældne tilstande som MRKH syndrom. Først og fremmest for at kunne hjælpe patienterne og deres familier på den bedst mulige måde med information og rådgivning, siger Morten Krogh Herlin.

- Men sjældne sygdomme og syndromer giver også en unik mulighed for at identificere og forstå forskellige faktorers betydning for menneskets normale biologi og fysiologi - i dette tilfælde dannelsen af livmoderen og nyrerne - som ellers ville være vanskeligt at få indblik i.

I fremtiden vil patienterne måske kunne hjælpes med livmodertransplantation, som svenske læger har udført succesfulde forsøg med for nogle år siden, og så vil kendskab til genetikken hos den enkelte patient med MRKH syndrom kunne anvendes til ægsortering og fosterdiagnostik ved ønske om graviditet uden risiko for nedarvning af syndromet.

Undersøgelsen er publiceret i Human Reproduction, der er et førende tidsskrift indenfor gynækologi og reproduktion.

Bag om forskningsresultatet

Fakta

Læge og ph.d.-studerende Morten Krogh Herlin
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Børn & Unge
Mobil: +45 60 14 76 05
Email: m.herlin@clin.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe