Besættelsestiden var også en værdikamp mellem danske, demokratisk sindede politikere over for danske kommunister, Stalin og Sovjetunionen, siger politologen Mette Skak

23.08.2013 | Lillian Hasslund

Fotograf: Lars Aaroe

Af Lillian Hasslund

Vi skal passe på med at se besættelsestiden som en endimensional værdikamp mellem demokrati og diktatur i skikkelse af nazismen, advarer lektor Mette Skak, Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, Institut for Statskundskab.

Under overfladen pågik nemlig også en værdikamp mellem danske, demokratisk sindede socialister – Socialdemokratiet – og Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, Stalin og Sovjetunionen.

Eksistenskamp mellem socialister og kommunister

Siden Lenin i 1919 oprettede Komintern (Kommunistisk Internationale), havde der i Danmark været en eksistenskamp mellem demokratisk sindede socialister og revolutionære, antidemokratiske kommunister. Den politiske kamp fortsatte hele vejen op i mellemkrigstiden.

I årene efter den tyske besættelse den 9. april 1940 begyndte danske sabotagebevægelser at dukke op. Og efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941, havde de mest slagkraftige af dem rod i det danske kommunistparti.

En vigtig forudsætning for at forstå, hvorfor den danske modstandsbevægelse blev styrket  i 1943, er at Stalin i maj det år officielt nedlagde Komintern, påpeger Mette Skak.

”Det gjorde han for at skjule Sovjetunionens hensigt om at skabe kloner af det sovjetiske system i Europa – og i det hele taget for at berolige og narre USA og Storbritannien.”

Danske politikere under pres

Ved valget til Rigsdagen i marts 1943 var der en meget bred opbakning på 94 procent til samarbejdspartierne og kun to procent til nazisterne. Men allerede i april 1943 begyndte en voldsom strejkebølge som arbejderklassens protest mod netop samarbejdspolitikken. Strejkebølgen så ud til at blive dirigeret af kommunistiske tillidsmænd, og den betød, at de danske politikere kom under pres.

Da regeringen mistede grebet om danskerne

God grund til forsigtighed

Mette Skak advarer mod at gøre sig til en dommer over samarbejdspolitikken,

”De danske politikere havde adskillige hensyn, de skulle afveje mod hinanden. Derfor mener jeg også, det vidner om et enfoldigt syn på, hvad der var på spil under overfladen, da den daværende statsminister  Anders Fogh Rasmussen i 2003 sagde, at han fandt det forkasteligt, at de danske politikere samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.”

”Tværtimod førte de demokratiske politikere så at sige en tofrontskrig. På den ene side mod nazismen, på den anden side mod DKP og Sovjetunionen. Historikeren Bo Lidegaard har også gjort opmærksom på det dilemma. Der var gode grunde til at være forsigtig og ikke sætte alt ind på ”kun” at bekæmpe nazisterne, understreger Mette Skak.

Mindre farligt at udfordre Tyskland

Alligevel finder hun det rigtigt, at de danske politikere brød med samarbejdspolitikken i august 1943.
”Det var strategisk klogt oven på Tysklands nederlag ved Stalingrad. Her blev det klart, at Tyskland ikke længere havde fat i den lange ende. Derfor blev det mindre farligt for de danske politikere at udfordre besættelsesmagten, siger Mette Skak.

De danske politikere var også nødt til at bryde med tyskerne på ét eller andet tidspunkt for at være klar til at gå ind i efterkrigstidens verdensorden, og det blev så i august 1943.

”Alligevel lykkedes det jo i oktober 1943 at gennemføre den store jødeevakuering. Det er én af de ting, der gør, at man som dansker kan holde ud at tænke på besættelsestiden,” slutter Mette Skak.

Mette Skak har i øvrigt i 2012 sammen med Jesper Jørgensen m.fl. skrevet bogen Komintern og de dansk-sovjetiske relationer. Den er udgivet af Arbejdermuseet og ABA.

Læs mere om besættelsen på danmarkshistorien.dk