Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

De største talenter skal udfordres på universiteterne

Med udviklingen af en ny model vil Aarhus Universitet sikre, at de mest motiverede studerende får de bedste muligheder for at skærpe deres faglighed og udfolde deres talent.

09.05.2016 | Berit Eika

Berit Eika, prorektor, Aarhus Universitet

Venstre-regeringen har signaleret, at den på et tidspunkt vil søsætte et eliteudspil, der skal give de mest talentfulde studerende bedre vilkår for at udnytte deres potentiale fuldt ud.

Aarhus Universitet bakker fuldt op om den tankegang. Vi har igennem en længere årrække gjort os erfaringer med forskellige typer eliteprogrammer, og vi har planer om at etablere flere i fremtiden.

Når vi taler om elite herhjemme, så bliver top-universiteter som Oxford og Cambridge ofte fremhævet for deres evne til at udfordre og udvikle de største talenter blandt deres studerende.

Danske universiteter har selvsagt ikke de økonomiske ressourcer til at kopiere de verdensførende universiteter uden videre. Men vi har talentmassen blandt de studerende, og vi har forskningsmiljøer af høj klasse. Så vi er parat til at lade os inspirere. Eksempelvis af de internationale top-universiteters tanker om at systematisere talentplejen allerede på tidlige stadier i de studerendes uddannelsesforløb.

På Aarhus Universitet har vi gennem flere år netop arbejdet med at udvikle en model, som er tilpasset danske universitetsvilkår.

Den såkaldte Aarhus-model skal garantere, at de mest motiverede studerende får de bedste muligheder for at skærpe deres faglighed og udfolde deres talent.

Aarhus-modellen er et spor med ekstra aktiviteter, hvor den gruppe studerende, som kan og vil geare fagligt op, får mulighed for at følge et særligt elitespor og i sidste ende få et eksamensbevis med "særlig udmærkelse". Det skal ske, samtidig med at de følger det ordinære studieprogram, hvor de på baggrund af deres talent-aktiviteter kan være med til at hæve niveauet yderligere.

Elitesporene bliver tilrettelagt på særlig højt niveau, så de styrker den samlede uddannelses kvalitet og relevans for arbejdsmarkedet. Et ekstraspor kan for eksempel indeholde studieaktiviteter som ekstra kurser, udvalgte forskningsaktiviteter, case competitions, virksomhedssamarbejde, projekter, mv.

De særlige talent-aktiviteter skal have et omfang på mindst 30 ECTS for bacheloruddannelser og 20 ECTS for kandidatuddannelser, hvis de skal udløse udmærkelse på eksamensbeviset.

Aarhus Universitet stræber efter en bred talentdefinition, som også omfatter de studerende, der ikke nødvendigvis har planer om en forskerkarriere. Det kan f.eks. være unge med talent for ledelse, innovation eller entreprenørskab. I de forskellige talentspor spiller de studerende op mod forskere, iværksættere, formidlere, ledere eller andre fagpersoner, som selv har gået vejen. Studerende i talentprogrammet bliver også knyttet tæt til aftagere, så vi løbende sikrer relevansen såvel som kvaliteten.

Uanset hvilken form for talentpleje, vi satser på, så handler det i bund og grund om, at alle studerende skal have mulighed for at blive maksimalt fagligt udfordret.

I Danmark har vi diskuteret fordele og ulemper ved det historisk store universitetsoptag - og dermed den transformation til masseuniversitet, som samfundets højeste uddannelsesinstitution har gennemgået. Diskussionen har dog ofte handlet om, at vi skal opretholde kvalitetsniveauet. Det kan vi ikke stille os tilfredse med – og det kan vores unge talenter heller ikke.

I den hjemlige universitetsdebat har der endnu ikke været sat tilstrækkeligt med ord på den forpligtelse, vi har over for de særligt dygtige og motiverede. De har også krav på at blive maksimalt fagligt udfordret i deres studietid. Vi ser det med andre ord som universitetets opgave at hæve den faglige barre for dem, som hurtigt når målene i det ordinære pensum. 

Politik og strategi, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Alle AU-enheder