Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

De studerende får større indflydelse på uddannelsesmøderne

De studerende får nu en plads ved mødebordet, når uddannelserne på Health afholder de årlige statusmøder og den femårlige uddannelsesevaluering.

20.12.2016 | Lise Wendel Eriksen

De studerende bliver repræsenteret ved mødebordet på udvalgte uddannelsesmøder. Foto: Lars Kruse

Fakultetsledelsen har netop vedtaget at udvide deltagerkredsen i de nævnte uddannelsesmøder til også at omfatte studienævnets næstformand. Det sker efter positive evalueringer fra to gennemløb af kvalitetsårshjulet og efter gode erfaringer med studenterrepræsentation fra universitetets øvrige fakulteter.

Det er forventningen, at de studerende kan bidrage med værdifulde perspektiver i diskussionen af uddannelsernes kvalitet og udvikling, og at den øgede studenterinvolvering også vil gavne de studerendes engagement i de efterfølgende handleplaner.

I mødernes deltagerkreds sidder prodekanen for uddannelse, institutleder, studieleder (og uddannelsesleder), uddannelseschef, CESU (uddannelsens kontaktperson) og nu også studienævnets næstformand.

For uddannelserne under det sundhedsvidenskabelige studienævn vil der også deltage studerende fra de uddannelser, som næstformanden ikke selv er studerende på. Det sundhedsvidenskabelige studienævn omfatter kandidatuddannelserne i optometri og synsvidenskab, sygepleje, den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og masteruddannelsen i klinisk sygepleje.

Kontakt

Prodekan for uddannelse Charlotte Ringsted
Health, Aarhus Universitet
Mobil: 93 50 82 22
Mail: charlotte.ringsted@au.dk

Uddannelse, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder