Det er en hyldest til fremtidens forskningstalenter, når Aarhus Universitet 6. oktober uddeler Jens Christian Skou-prisen, men også en advarsel mod at skære i de frie forskningsmidler.

05.10.2016

Af Allan Flyvbjerg, direktør ved Steno Diabetes Center Copenhagen, dekan ved Health, Aarhus Universitet indtil 30.09.2016. 

Torsdag den 6. oktober uddeles Jens Christian Skou-prisen for første gang på Aarhus Universitet.

Prisen gives til en yngre forsker inden for sundhedsområdet, som har vist sig at være ekstraordinært talentfuld inden for sit forskningsfelt og kreativ og produktiv i sin forskning.

Prisen er ikke alene indstiftet for at hædre fremtidens forskertalenter.

Den skal i lige så høj grad afsætte et varigt æreslys ved navnet Jens Christian Skou, som i 1997 fik Nobelprisen i kemi for banebrydende forskningsarbejde inden for cellebiologien.

Jens Christian Skou opdagede den såkaldte natriumkaliumpumpe, men det tog en årrække, før forskerverdenen som sådan forstod omfanget af opdagelsen. Og det tog hele 40 år, før den udløste den ærefulde Nobelpris.

Jens Christian Skou har da også siden udtalt, at han aldrig havde fuldført sit arbejde med de forhold, der gælder i dag. Hans projekter var formentlig endt i bunken med "ikkestøtteværdige projekter".

»Da jeg påstod, at et enzym kan transportere ioner, sagde folk, at jeg vrøvlede. Jeg havde aldrig fået penge til at undersøge med det nuværende system,« sagde Jens Christian Skou i 2008 i et interview.

Skou er en forsker, der kan undre sig på en frugtbar måde, få en god idé og udforske dens muligheder med lange serier af eksperimenter og i et udbygget samarbejde med forskerkolleger.

I slutningen af 1950' erne var Aarhus Universitet i en opbygningsfase med ca. 2.000 studerende. Skou var lektor i medicinsk fysiologi og holdt de ugentlige forelæsninger i fysiologi, og han eksaminerede næsten alle studerende i fysiologi ved første del. Og så forskede han.

Jens Christian Skou forskede på den "gammeldags" måde, hvor det var nysgerrigheden og ønsket om at forstå, hvordan verden hang sammen, der drev processen. Der var ikke nogen nagelfast projektbeskrivelse, og der var ikke noget klart formuleret "outcome". Der var ikke krav om at publicere delresultater, ikke et krav om et bestemt antal publiceringer, ej heller et krav om at bruge en stigende del af sin tid på at søge eksterne forskningsmidler.

For Skou bestod arbejdet på instituttet i at tage en kittel på og eksperimentere i laboratoriet, indtil han blev afbrudt. Alle andre aktiviteter som kontorarbejde, møder, studerende og gæster var forpligtelser, der afbrød det vigtige; arbejdet med reagensglas, frøer, krabber, hajer, centrifuger, membranpræparater og måleinstrumenter.

Faktisk vidste Skou ikke konkret, hvad han gik efter, da han begyndte sit projekt. Han vidste bare, at her var noget vigtigt, som måtte afsøges. Og det tog ham adskillige år og mange fejlskud, før han endelig gjorde sin opdagelse.

Da Jens Christian Skou som 90-årig blev interviewet i Aarhus Universitets egen avis, sagde han: »Man glemmer, at det er med forskning som med olieboring: Den platform, der producerer olie, skal selvfølgelig have de nødvendige midler, men alle ved, at brønden en dag er tom. Derfor skal der hele tiden bores efter nye brønde med den risiko, at der ikke er noget at hente.« Den snart 98-årige Jens Christian Skou står stadig for det synspunkt, at det er ødelæggende for forskningen, at forskere må bruge megen tid på at søge om eksterne midler til deres arbejde, og at de på forkant skal definere, hvad de ønsker at finde - i stedet for med åbent sind at forsøge at løse verdens mysterier. For det er på den måde, at de store opdagelser sker.

I dag er tiden en anden, og blandt andet på grund af nedskæringer i den offentlige forskningsstøtte er en stigende andel af dansk forskning fi-nansieret via private forskningsbevillinger.

Universiteter og bevillingsgivere indgår en pagt om at skabe et produkt, som kommer samfundet til gode. Kommerciel forskning er meget vigtigt, men man må ikke glemme, at det er forskningens fødekæde, man ødelægger, hvis den gode frie forskning kommer til at mangle. Det er derfor, at der skal være mulighed for, at talentfulde videnskabsmænd og -kvinder får mulighed for at udfolde deres nysgerrighed. Som Jens Christian Skou gjorde det i 1950' erne.

Forskningens fødekæde er central for den fortsatte udvikling af Danmark som stærk forskningsnation. Det har afgørende betydning for vækst og innovation, at der konstant er en spirende underskov af perspektivrige forskningsidéer og talenter, der kan præges og modnes på vores universiteter og i industriens udviklingsmiljøer.

Yngre forskere, som undres og er nysgerrige, er essentielle for, at forskningen i Danmark knopskyder og udvikler sig. Men det kræver, at der er politisk vilje og penge til at satse på de unge talenter, som sidder med idéer til banebrydende opdagelser, der måske bliver til noget. Måske ikke.

Det, man kan frygte, er, at der ikke kommer flere danske Jens Christian Skou'er og ikke flere danske nobelpristagere. I de senere år er den frie forskning sat under et hårdt politisk pres. I indeværende finansår har Det Frie Forskningsråd, som prioriterer og fordeler penge til fri forskning, oplevet en markant besparelse på 25 procent.
Besparelserne på den frie forskning i 2016 tvang rådet til at skære ned på forskningsmidlerne til finansiering af den excellente topforskning og talentudvikling i Danmark.

Det er slut med uddelingen af bevillinger inden for to af det såkaldte Sapere Aude-programs tre dele: forskningstalentprogrammet og topforsker-programmet. Sapere Aude-programmet giver de mest talentfulde forskere i Danmark de bedste betingelser for at gennemføre forskning på højt, internationalt plan og er en vigtig platform for danske eliteforskere som afsæt til internationale forskerkarrierer.

Som formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, udtalte tidligere i år, er det især »talentplejen i dansk forskning«, som bliver ramt af besparelserne.

Det er en katastrofekurs for dansk forskning. Fri forskning skal betragtes som en investering, der bidrager til excellent forskning med stor betydning for samfundet.

Flere forskningsprojekter styrker topforskningen i Danmark og medvirker til at sikre den fortsatte udvikling af en stærk og konkurrencedygtig dansk økonomi.

Når statsministeren siger, at det er erhvervslivet, der støber fundamentet under vores samfund, så må han ikke glemme, at mange forskningsprojekter, som er finansierede af frie forskningsmidler, er hjørnestene i det fundament. Særligt er den frie forskning central for en række forskningstunge og verdensomspændende virksomheder inden for eksempelvis medicoog lægemiddelindustrien. I nogle tilfælde er der direkte forbindelse fra forskningsresultat til produkt, andre gange realiseres forskningens samfundsmæssige effekt ad mere indirekte og sammensatte veje.

Den forskningstunge industri i Danmark er ikke tjent med et smalt grundlag under den offentlige, langsigtede forskning. Vækst og udvikling skal stå på skuldrene af banebrydende opdagelser af den slags, der typisk udspringer af den ikkestrategiske grundforskning.

Den frie forskning er en grundsten i vores samfund, som skal leve af viden og de gode idéer. Og her hører overraskelserne hjemme.

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten 5. oktober 2016.