Ellen Jørgensen var kun 52 år, da hun en aften foran fjernsynet fortalte ægtefællen, at hun var skidt tilpas og ville gå tidligt i seng. Da han en time senere kom ind i soveværelset, var hun død.

Per Nielsen døde allerede som 61-årig. Han fik en psykisk sygdom i ungdomsårene og levede resten af sit liv med hjælp og støtte på et psykiatrisk bosted.

Ellen Jørgensen og Per Nielsen er opdigtede navne, men eksemplerne er velkendte i sundhedsvæsenet. Ellen og Per havde det til fælles, at de fik et meget kortere liv, end de burde have haft ifølge statistikkerne. Ellen ”skulle” være blevet 80 år, mens Per, i kraft af gennemsnitsalderen for mænd, ”burde” være blevet 75 år. Men ingen ved, hvorfor de to danskere mistede mange gode leveår.

Faktisk ved vi i Danmark meget lidt om, hvad folk dør af.

Det er nemlig sådan, at der i Danmark kun udføres ca. 2.000 hospitals- og retsmedicinske obduktioner om året, som svarer til mindre end 4 pct. af alle dødsfald. Antallet af sygehusobduktioner er halveret gennem de seneste otte år. Hvad angår de retsmedicinske obduktioner, som bliver rekvireret af politiet ved mistanke om drab, selvmord, ulykke eller ved pludselig og uventet død, er antallet i 2013 og 2014 de laveste i flere årtier.

Udfaldet er, at den historisk lave obduktionsrate giver et upålideligt dødsårsagsregister.

Det betyder blandt andet, at man, hvis man kigger i det danske dødsårsagsregister, fejlagtigt må konkludere, at der så godt som ikke er nogen danskere, der dør af forgiftning, ligesom nærmest ingen dør af for meget sammenblandet medicin eller af medfødte hjertefejl, som måske kunne have været behandlet.

Skæver vi til Finland, fortæller statistikkerne en ganske anden historie. Her bliver 30 pct. af alle døde obduceret. Ikke fordi man tror, der sker flere giftmord eller narkorelaterede dødsfald i Finland. Men fordi der er en ganske anden tradition for at forske i dødsfald, der kommer fremtidige generationer til gavn. Eller som det står over porten til sektionsstuerne, hvor de døde undersøges på Aarhus Universitet: »Hic gaudet mors sucurrere vitae« (Her gavner døden ved at komme livet til undsætning). På mere mundret dansk: Her lærer de levende af de døde.

Forklaringen på den store forskel mellem Danmark og Finland, hvad antallet af retsmedicinske undersøgelser af afdøde angår, skal findes i forskellig administrativ praksis og tradition.

I Finland undersøger man de mange døde, fordi systemet har et videnskabeligt og sundhedsmæssigt udgangspunkt: Man ønsker at vide, hvad folk dør af, så man kan agere forebyggelsesmæssigt, og så man kan handle, hvis f.eks. en bestemt type medicin medfører overdødelighed.

I Danmark er der til gengæld gennem en årrække sket en forskydning af praksis, så vi primært undersøger de døde, hvor der kan være mistanke om, at de er omkommet ved en forbrydelse. Hertil kommer gruppen af narkodødsfald, hvor obduktion er lovbestemt.

Udviklingen er sådan set naturlig nok, fordi det er det danske politi, der bestiller størstedelen af de danske obduktioner – og betaler for dem. Og politiet har jo ingen interesse i, om der er en arvelig hjertefejl i Ellen Jørgensens familie, som hendes voksne døtre kunne have haft gavn af at få besked om og måske kunne blive behandlet for i tide.

Det er heller ikke politiets opgave at finde ud af, hvorfor psykisk syge typisk får et langt kortere liv end alle andre, selv om der ikke nødvendigvis er noget i deres sygdom, der betinger det.

At lære af de døde er en videnskabelig opgave, men hvor rekvireringsretten desværre er kommet på de forkerte hænder.

Man kan så med rette spørge, hvorfor de rette hænder, retsmedicinerne og patologerne, ikke bare obducerer nogle flere danskere, så vi kan finde ud af, hvad vi reelt dør af i Danmark, og så vi kan handle derefter.

Men realiteten er, at trods den smukke sentens over porten til sektionsstuerne på Institut for Retsmedicin er den aktivitet, der foregår, fuldstændig afhængig af indtægtsdækket virksomhed. De retsmedicinske undersøgelser er myndighedsbetjening, som bestilles af politiet, og som betales af politiets kasse. Det er dybt bekymrende, at det ikke er samfundets interesser og borgernes sundhed, som bliver vægtet højest, når det skal besluttes, om der skal foretages en obduktion. Lægefagligt kan der være tungtvejende grunde til at obducere, selv om der ikke er tale om drab, ulykker eller andet strafbart.

Det nuværende visitationssystem til obduktioner i Danmark betyder, at vigtig viden om dødsårsag og arvelige sygdomme i den afdødes familie i mange sager går tabt, fordi hverken politiet eller sundhedsvæsenet prioriterer en obduktion.

Taget den kvalitetssikring i betragtning, som sker i sundhedsvæsenet, kan det også undre, at sygehusobduktioner er en hendøende gerning. Obduktionen er den ultimative kvalitetssikring i forbindelse med afslutningen af et behandlingsforløb. Hvorfor er der ikke mere interesse i at undersøge, hvorfor behandlingen svigtede, hvordan sygdommen udartede, eller hvad medicinen gjorde ved organerne?

De retsmedicinske obduktioner adskiller sig fra sygehusobduktionerne på flere væsentlige punkter. Når man foretager en retsmedicinsk undersøgelse, vil man bl.a. foretage en CT-scanning af afdøde samt foretage en række retskemiske analyser af blod og væv.

Det betyder, at den retsmedicinske undersøgelse – populært sagt – kan fortælle meget mere end lige det, man ledte efter, og efterlader mere forskningsmateriale, der senere kan indgå i en større sammenhæng, hvor man ser på og leder efter mønstre i større mængder data. De retsmedicinske undersøgelser giver altså et langt stærkere forskningsmæssigt udgangspunkt.

Men for det store flertal af danskeres vedkommende er denne ædle del af lægekunsten ved at være en reminiscens, og de fleste af os forbinder udelukkende retsmedicin med det, der sker i amerikanske krimier eller i det tragiske identifikationsarbejde efter naturkatastrofer, flyulykker eller retsopgøret efter folkedrab og andre krigsforbrydelser.

Vi tænker ikke over, at der går væsentlig forskning tabt, som kunne være til gavn for os selv, vores børn og vores efterkommere generelt.

Den udvikling bør ændres ved at sikre, at det juridiske og det sundhedsfaglige koordineres, så opgaverne bliver løftet der, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Det må ikke være politiets ressourcer, der skal være afgørende for, om der foretages obduktioner, som kan gøre os klogere på sygdomme, der ville kunne forebygges eller behandles.

Sundhedsvæsenet bør i højere grad prioritere at undersøge de dødsfald, som har samfundsmæssig interesse til gavn for os alle.

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten d. 30/10 2015