Offentligt ph.d.-ansatte er fremtidens forskere og har stor betydning for samfundets udvikling, skriver ph.d.-skoleleder Lise Wogensen Bach. Men én ting er deres bidrag til samfundet – noget andet er samfundets ønsker om at bruge dem.

23.10.2015

Af Lise Wogensen Bach, ph.d.-skoleleder og prodekan, Aarhus Universitet, Health

Debatten om nytten af ph.d.er på arbejdsmarkedet ruller igen – forslaget til Finanslov 2016 er under behandling, og ét af forslagene er, at der næste år bliver 1,4 milliarder kroner mindre til forskning.

Det kan betyde uddannelse af færre nye ph.d.er – fremtidens forskere.

På den sundhedsvidenskabelige ph.d.-skole ved Aarhus Universitet, Health, holder vi derfor skarpt øje med de politiske strømninger.

Vi holder også øje med både positive og kritiske røster fra arbejdsgiverne – særligt, når synspunkter om "fejlinvesteringer" og "dårlig kvalitet af sundheds ph.d.er" dukker op i den offentlige debat.

Fejlinvestering eller nødvendighed?
Som en af landets største ph.d.-skoler har vi løbende omkring 600 indskrevne ph.d.-studerende. Heraf er mere end halvdelen (54 %) læger, og de færdige ph.d.er bliver for de flestes vedkommende ansat i sundhedsvæsenet, mens enkelte får job i private virksomheder.

Nogle kalder det en fejlinvestering, at globaliseringsmidlerne ikke har resulteret i en større andel af ph.d.er i det private.

Men i min optik er der grund til at fremhæve, hvordan og hvor meget de offentligt ansatte ph.d.er kan bidrage til samfundets generelle udvikling.

Det gælder ikke mindst i sundhedsvidenskaben, hvor jeg er forankret.

Kvalificeret grundlag i debatten
Jeg ser sundhed og velfærd som en forudsætning for vækst, som de offentligt ansatte ph.d.er i mine øjne er med til at styrke.

Og på Aarhus Universitet, Health, er vi nu systematisk gået i gang med at skabe et kvalificeret grundlag for debatten om ph.d.erne:

– Vi har sat en lokal undersøgelse i gang af ph.d.-uddannelsens betydning for lægers og sygeplejerskers professionsudøvelse.

Det sker for at belyse de arbejdsopgaver, den del af vores ph.d.er udfører i sygehusvæsenet, sammenlignet med kandidater uden en ph.d.

– Vi er i gang med at undersøge, i hvor høj grad de ph.d.-studerendes arbejde bidrager til den danske forsknings tyngde.

– Vi har på baggrund af en international evaluering af de danske ph.d.-skoler taget hul på en proces, der har hele processen fra rekruttering af studerende til færdige ph.d.er under lup.

Både forskere og aftagere bidrager, og sammen skal vi formulere en styrket forskeruddannelse frem mod 2020.

Hvor er den værdipolitiske diskussion?
Men ét er ph.d.ernes bidrag til samfundet – noget andet er samfundets ønsker om at bruge dem.

Set med et sundhedsvidenskabeligt blik er der således en iboende værdipolitisk konflikt i den aktuelle omfordeling af ressourcer fra Det frie Forskningsråd til fordel for Innovationsfonden – en omfordeling, der faktisk truer mulighederne for Danmarks kommende forskere.

Midler, der uddeles fra Innovationsfonden, er målrettet projekter, hvis fokus i høj grad er umiddelbart anvendelsesorienteret og målrettet udvikling af nye produkter, der skal skabe flere arbejdspladser og økonomisk vækst i den private sektor.

Det vil i min branche sige udvikling af for eksempel ny medicin, fortrinsvis rettet mod allerede syge mennesker.

Men ville det ikke være etisk mere forsvarligt at prioritere forebyggelse, selv om det umiddelbart indebærer et mindre økonomisk vækstpotentiale, men til gengæld vil gavne på længere sigt?

Forebyggelse er traditionelt set ikke et område, der optager private virksomheder.

Mange offentligt ansatte ph.d.er bidrager med viden, der styrker befolkningens sundhed og velfærd. Dermed mindskes behovet for dyre sundhedsydelser og sikrer på længere sigt økonomisk vækst.

En værdipolitisk diskussion er vanskelig at komme udenom, når vi diskuterer sundhed, velfærd og vækst og dermed også den sundhedsvidenskabelige ph.d.-uddannelses fremtid.

---

Debatindlægget er bragt i Altinget d. 27. oktober.