15.06.2016

Af Allan Flyvbjerg, sundhedsdekan ved Aarhus Universitet, Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger og Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen

Når vi taler om lægemangel i Danmark, kommer det hurtigt til at handle om forladte lægepraksisser i Vestjylland eller sygehuse, som må afvikle deres akutfunktioner, fordi der mangler speciallæger i bemandingen. Det er en kæmpe udfordring, som Sundhedsstyrelsen skal tage højde for, når den fremskriver behovet for uddannelsespladser. I den seneste lægeprognose fra marts 2016, blev der også fremvist en tilgang af flere pladser på medicinstudiet, så der fra 2025 bliver uddannet ca. 1.250 læger årligt. I forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, er vi relativt pænt dækket ind med læger til behandling og forebyggelse.

Ud over at finde løsninger, så også borgere i yderområderne får fuld valuta for det gule sundhedskort, og alle sygehusafdelinger har fuld drift, bør Sundhedsstyrelsen huske på, at et af Danmarks største eksporterhverv, lægemiddelindustrien, også bruger medarbejdere med lægefaglig uddannelse.

Lægemiddelindustriens eksportkurve har været støt stigende gennem en årrække og passerede i 2015 de 85 milliarder på årsbasis. Lægemiddelvirksomhederne bruger akademikere i udvikling og produktion, og en analyse fra Lægemiddelindustriforeningen viser et behov for op imod 3.000 medarbejdere med en lang videregående uddannelse, hvoraf en ikke uvæsentlig del er sundhedsakademikere, herunder læger. De har gennem studietiden vekslet mellem teoretisk undervisning og klinik, og ydermere har flere stiftet bekendtskab med forskning. Det er dette mix af lægefaglig viden og erfaringer, som er særligt attraktive i lægemiddelvirksomhederne.

Imidlertid bliver lægemiddelindustriens behov overset, når der regnes på, hvor mange læger, der skal uddannes i Danmark. Primært fordi, der overhovedet ikke laves en egentlig efterspørgselsprognose, hvorved man reelt danner et billede af, hvor mange læger, vi skal anvende til patientbehandling, men også fordi man ikke skeler til behovet fra industrien.

Væksten i lægemiddelindustrien er sket hurtigt inden for det seneste tiår, men forklaringen på at behovet er overset skal måske også findes i sammensætningen af Prognose- og Dimensioneringsudvalget, hvor arbejdet med at beregne antallet foregår. Alligevel er udvalget bemærkelsesværdigt fritaget for deltagere fra universiteterne og lægemiddelindustrien, som i denne sammenhæng spiller en betydelig rolle. Både som uddannelsessted og som stor-aftager.

Vi har ingen grund til at betvivle udvalgets kompetencer til at balancere antallet af uddannede læger til patientbehandling, men der er generelt set behov for at undersøge efterspørgslen efter lægelig arbejdskraft mere dybdegående og reelt. Og hvorfor ikke invitere de, der uddanner dimittenderne, og en så vigtig aftager som lægemiddelindustrien med ind i arbejdsværelset for at få nuanceret hele billedet af efterspørgslen af læger i Danmark?

Alternativt risikerer vi, at lægemiddelindustrien udfordrer det offentlige sundhedsvæsen og bejler til den beskedne pulje af færdiguddannede kandidater og lokker med interessante karriereveje samt ansættelser, som trumfer løncheck og vilkår i den offentlige kittel. Det vil hverken være fair eller klogt. For det er en fælles opgave at sikre veluddannede læger til alle aftagere.

Universiteternes opgave er simpel, men yderst essentiel. Universiteterne skal sikre de studerende de bedste uddannelsesmuligheder for derved at uddanne dygtige læger og skabe fundamentet for dygtige klinikere.

Det vil også være med til at gøre op med de yngre lægers bekymring for stavnsbinding. I dag er det vanskeligt for yngre læger at prøve erhvervslivet af, da de risikerer at overskride femårsfristen, som de skal sikre deres speciallægeuddannelse inden for. Fem-års-fristen bliver således en hindrende faktor for læger i lægemiddelindustrien.

Det er naturligvis relevant at stille det overordnede spørgsmål, om vi risikerer at uddanne for mange læger og dermed til arbejdsløshed. Lægemiddelindustriens succes og behov for sundhedsakademisk arbejdskraft er selvsagt afhængig af, hvordan markederne udvikler sig. Men i lyset af et betydeligt usikkerhedsmoment i den nyeste prognose samt samfundets generelle råb på flere lægefaglige ydelser forekommer det som en uendelig fjern forestilling at stå med en overkapacitet på lægefronten. Befolkningen bliver ældre, vi kan behandle flere lidelser, og vi får stadig flere behandlingsmuligheder. Det er godt for patienterne. Og det er godt for lægemiddelindustrien. Men det er naturligvis altid relevant at forholde sig til, om vi ud fra et samfundsmæssigt synspunkt har råd til at uddanne endnu flere læger. Medicinstudiet er en af de dyreste uddannelser på universitetet. Spørgsmålet er på den anden side, om vi har råd til at lade være?

På bundlinjen er det uhensigtsmæssigt, at Sundhedsstyrelsen kun ser snævert på sundhedsvæsenets interesser, når det gælder dimensioneringen af uddannelsen. Det lægelige arbejdsmarked er større end det, og der kaldes på læger andre steder fra. I det lys giver det mening at sikre en større diversitet i sammensætningen af prognoseudvalget og minde om, hvad målet er. Nemlig at sørge for, at Danmark har nok læger til gavn for borgernes sundhed, men også til via arbejde i lægemiddelindustrien at bidrage til den samlede samfundsøkonomi.

Debatindlægget er bragt i Politiken 16. juni 2016