Igen og igen dukker der kritiske psykiatrihistorier op i medierne. Historierne afspejler et stort behov for handling.

20.10.2015

Af Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet

Den seneste tid har debatten om dansk psykiatri igen kørt i femte gear. I Politiken - og i sin nye bog ’Dødelige drab og organiseret fornægtelse’ - kommer professor Peter Gøtzsche med en sønderlemmende kritik af medicinforbruget til psykiatriske patienter. Samtidig har DR sat fokus på retspsykiatriske patienter, som der er blevet tre gange flere af på 14 år. Senest har en dugfrisk og meget omtalt rapport fra Sundhedsstyrelsen dokumenteret, at tre ud af de fem hyppigste årsager til ufrivillig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet skyldes angst, skizofreni og depression.

Disse er blot de nyeste eksempler på, hvordan psykiatrien igen og igen bliver genstand for mediernes projektørlys. Og det er sådan set godt. For på trods af de senere års fokus på området er psykiske sygdomme stadig som moderne pest: ignoreret og tabubelagt i familier, på arbejdspladsen og i dele af sundhedssystemet. Tallene taler for sig selv: Hver femte dansker har skjult psykiske vanskeligheder ved i stedet at angive en fysisk årsag til sygefravær og fire ud af ti har ofte skjult deres lidelse, undladt kontakt, jobsøgning og uddannelse på grund af psykisk sygdom.

Sundhedsstyrelsens rapport og de gentagne mediehistorier afspejler uden tvivl et meget stort behov for handling på området.

Psykiske lidelser er langt mere udbredte end man umiddelbart skulle tro. Forskning fra Aarhus Universitet har vist, at hver fjerde dansker på et eller andet tidspunkt i løbet af livet bliver ramt. På verdensplan lever flere end 450 millioner mennesker med en psykisk sygdom.

Konsekvenserne er enorme. Psykiske lidelser medfører store personlige konsekvenser i form af nedsat livskvalitet og arbejdsevne og social stigmatisering. Dertil kommer de fysiske konsekvenser. Op mod halvdelen af personer med psykisk sygdom udvikler kronisk fysisk sygdom som f.eks. overvægt, diabetes, hjertekarsygdom, og personer med psykiske lidelser dør, bl.a. af disse sygdomme, 15-20 år før den øvrige befolkning.

Også samfundsøkonomisk er psykiske lidelser en tung post. Ifølge ovennævnte rapport fra Sundhedsstyrelsen koster angst, depression og skizofreni 17,4 milliarder kroner alene i sygedage, førtidspension og tidlig død. Dertil kommer så udgifter til medicin og behandling. For slet ikke tale om de mange andre psykiske sygdomme.

Både patienter, pårørende og samfundet betaler altså en tårnhøj pris for en af Danmarks helt store folkesygdomme.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad vi så kan gøre ved det? For at komme frem til svaret på det, er det vigtig at se på hvilke forudsætninger, vi har for at kunne gøre det bedre i fremtiden.

Den tidligere regering tog heldigvis flere store skridt i retningen af bedre forebyggelse og behandling af psykiske sygdomme. Måske i erkendelse af, at vi dårligt har råd til ikke at gøre noget ved problemet. En omfattende psykiatriplan til 2,2 mia. kr. blev lanceret i 2014. Planen indeholdt seks overordnede og gode indsatsområder: 1. bedre forebyggelse og tidlig indsats, 2. en – i forhold til somatiske sygdomme - ligeværdig behandling af psykisk sygdom, 3. mindre tvang og magtanvendelse i psykiatrien, 4. bedre rehabilitering og sammenhæng, 5. bedre styring og opfølgning og endeligt 6. øget viden, forskning og faglige kompetencer.

Og godt begyndt er jo som bekendt halvt fuldent. Men også kun halvt. For det tiltrængte løft af psykiatrien kræver vedvarende politisk fokus og vilje til at ændre status quo. Det er derfor også bekymrende, at psykiatrien hverken er nævnt i regeringsgrundlaget eller i Venstres sundhedsudspil fra juni 2015. Psykiatrien er også kun kort berørt i regeringens netop udsendte rapport om ’Status på Sundhedsområdet’. Slutteligt har det psykiatriske område heller ikke en stor plads i de yderligere 1,5 milliarder, der for nylig blev afsat i økonomiaftalen for 2016 mellem regeringen og regionerne.

Erfaringer fra det somatiske område viser, at vedvarende politisk fokus er af helt afgørende betydning for forbedringer på et område. Så landets ledende politikere skal naturligvis går forrest i kampen for bedre forebyggelse og behandling af psykisk syge.

Men politisk fokus kan ikke alene forhindre nedslående statistikker og triste historier i medierne. Det handler i høj grad også om at lægge murstenene på det gode fundament, der er bygget med lanceringen af psykiatrihandleplanen sidste år. Det drejer sig basalt set om at omsætte flotte, politisk korrekte handleplaner til aktuel handling i det daglige arbejde i psykiatrien.

Et stort fremskridt vil være bedre sammenhæng i behandlingen. Indenfor mange somatiske sygdomme er vi kommet rigtig langt, når det kommer til sammenhængende behandling. Sundhedsstyrelsen lancerede for flere år siden forløbsprogrammer for diabetes, hjertekarsygdomme og andre kroniske sygdomme. Også kræftpatienter har fået mere sammenhængende behandlingsforløb med kræftpakkeforløbene. Det er helt oplagt at overføre de mange værdifulde internationale og danske erfaringer med sammenhængende patientforløb inden for de fysiske sygdomme til psykiatrien. I stedet for, at regioner og kommuner tænker i kasser og systemer, er det altså bydende nødvendigt, at der kommer større fokus på gode forløb for psykiatriske patienter – på sammenhæng i behandlingen.

Det gode forløb starter ved den praktiserende læge, der spiller en helt afgørende rolle på dette område. Langt de fleste danskere har deres første kontakt til den praktiserende læge, og det er derfor afgørende, at de praktiserende læger er klædt på til at håndtere borgere, hvor der enten er mistanke om eller allerede er kendt psykisk sygdom. Det indebærer blandt andet, at der skal være helt klare aftaler om hvem, hvor og hvordan, de kan få borgerne ind i de rette forløb.

Det er blandet andet her, at vi på universiteterne kommer ind i billedet. For gennem tættere samarbejde med regioner, kommuner og de praktiserende læger, kan vi sammen skabe større viden om, hvad der virker og ikke virker. Præcis som det er tilfældet med de somatiske sygdomme, er solid og evidensbaseret viden en afgørende brik i indsatsen for bedre forebyggelse og behandling. Universiteterne har et ansvar for at levere valid viden, der løbende skal bidrage til at forbedre behandlingen ude i behandlersystemet. Det er derfor ligefrem skadende for behandlingen af psykiatriske patienter, når en højt profileret forsker som Gøtzsche, kommer med skævvredne og unuancerede udfald mod medicinforbruget i psykiatrien. Vi skal arbejde tættere sammen af hensyn til patienterne - ikke imod hinanden.

Overordnet set og ikke mindst i et internationalt perspektiv har vi i Danmark rigtig stærke forskningsmiljøer, der producerer god, værdifuld og veldokumenteret psykiatriforskning. Vi kan også glæde os over, at vi har særdeles gode muligheder for forskningsstøtte til psykiatriområdet i form af den massive støtte danske miljøer har modtaget og fortsat modtager fra offentlige kilder, og ikke mindst fra private kilder, bl.a. Lundbeckfonden.   

Et eksempel er en stor bevilling fra Lundbeckfonden på over 240 mio. kr. til et tværdisciplinært forskningscenter drevet i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Psykiatrien i Region Midt og Region Hovedstadens Psykiatri. Forskerne tilknyttet centeret forsker i hvilke arvelige og miljømæssige faktorer der udløser psykisk sygdom, og hvordan nye behandlingsprincipper kan udvikles. Formålet med centeret er at udvikle ny og mere skræddersyet medicin, der er mere effektiv og samtidig giver færre bivirkninger.

Et andet eksempel er støtte med 16 mio. kr. til forskningsprojekt ved Aarhus Universitet, der kortlægger den praktiserende læges rolle i behandlingen af psykisk sygdom. Hovedparten af vores viden om psykiske lidelser stammer fra forskning, som er foretaget i psykiatrisk hospitalsregi. Derfor kan resultaterne ikke altid overføres til almen praksis, hvor op mod 90 procent af patienterne bliver diagnosticeret og behandlet. Ud over at fokusere på at producere ny viden om psykiatrisk behandling hos de praktiserende læger, har dette projekt også et særligt fokus på håndtering af de kroniske sygdom, der opstår i kølvandet af psykisk sygdom.

Sådanne projekter vil uden tvivl vil være med til at skabe værdifuld viden, der kan forbedre behandlingen af psykisk syge. Der er heldigvis mange andre af den slags værdifulde projekter i gang rundt om i Danmark. Men noget tyder alligevel på, at der er for få. For når psykiske sygdomme koster mere end de somatiske, som flest trods alt bliver ramt af, ja, så må og skal vi gøre noget for at blive klogere. Vi skal vide meget mere om hvilken medicin og behandling, der virker og ikke virker på forskellige patienter, og hvordan vi skaber sammenhæng på tværs af sektorer. Kort sagt, viden der gør os bedre til at forebygge og behandle.

Der er taget et skridt i den rigtige retning. En national strategi fra maj 2015 blev søsat for netop at give psykiatrisk forskning et rygstød. I alt 75 millioner kroner er der afsat til formålet. Endvidere har Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann netop afsat knap seks millioner kroner til udvikling af bedre patientforløb indenfor det psykiatriske område. Det er selvfølgelig en god, men også en noget spinkel start. Hvis vi bruger den berømte brosammenligning kunne man spørge, om det er rimeligt, at vi bruger 64 milliarder kroner til en kommende Femern-forbindelse, men kun 81 millioner kr. til mere forskning i psykiske sygdomme? Nu hvor vi har dokumentation for, hvor meget psykiske sygdomme faktisk koster, er behovet for større ’investeringer’ i bedre mental sundhed for danskerne blevet ekstra synligt.

Viden bliver dog først værdifuld, når den bliver brugt. Når den gør gavn. Det er derfor mindst ligeså vigtigt, at regioner og kommuner bliver bedre til at omsætte eksisterende og ny viden til mere effektiv forebyggelse og behandling. Og den slags kræver ressourcer. Som bekendt er en kæde ikke stærkere end det svageste led. Og psykiske sygdomme har desværre traditionelt set været det svage led. Sammenlignet med de store somatiske sygdomme – kræft, diabetes, hjertekarsygdomme m.fl. – har psykiske sygdomme politisk set levet et liv i skyggen. Hvis man vil gøre alvor af de flotte ord om at ligestille psykiatriske sygdomme med de somatiske, skal det altså også afspejle sig i flerårlige budgetlægninger rettet mod psykiatrien i både stat, regioner og kommuner.

For når alt kommer til alt, er der noget om snakken: ’Money makes the world go round’. Med manglende penge, følger manglende prestige.  Og med manglende prestige følger manglende kompetencer og evne til at meritere nye dygtige behandlere til området. Det er velkendt, at psykiatrien i mange år har haft mere end svært ved at rekruttere læger og sygeplejersker, og at der fortsat mangler speciallæger ude på afdelingerne.

Endelig er det vigtigt, at de relevante patientforeninger får en stærkere stemme. Patientforeninger har en vigtig rolle i at formulere kvalificerede input til, hvordan patienter selv og deres pårørende kan bidrage til en bedre behandling.  Men også her er der en udfordring. Kræftpatienterne har Kræftens Bekæmpelse. Diabetikere har Diabetesforeningen. Hjertepatienterne har Hjerteforeningen. Når vi derimod taler om psykiske sygdomme findes der mange forskellige patientforeninger og interesseorganisationer, der når man ser det udefra, ikke taler med én stærk og samlet stemme. Hvis patientforeningerne på området i højere grad fandt fælles fodslag og kom med fælles udmeldinger, kunne disse opnå meget større gennemslagskraft og lydhørhed i kampen for at skabe bedre vilkår for patienterne.

Et lyspunkt er dog de ydre rammer, hvor der i mange år været plads til forbedringer. De psykiatriske sygehuse får et tiltrængt løft, når regionerne de næste 10 år investerer 4,6 milliarder i nybyggeri, udbygning og renovering af psykiatriske sygehuse. Begge dele giver udsigt til, at vi i fremtiden får moderne og tidssvarende rammer for den psykiatriske behandling i hele Danmark.

Der er ikke nogen lette løsninger på, hvordan vi bliver bedre til at forebygge og behandle psykiske sygdomme, men vi har fundament, der er værd at bygge videre på. Hvis godt begyndt skal blive til mere end halvt fuldendt kræver det som skitseret ovenfor indsatser på mange forskellige niveauer:

1. Der skal vedvarende være et politisk fokus på det psykiatriske område, fra kommunal- og regionspolitikere til Christiansborg.

2. Der skal afsættes tilstrækkelige midler, hvis de mange gode intentioner skal blive til virkelighed.

3. Der skal tilsikres en større sammenhæng i de psykiatriske udrednings- og behandlingsforløb.

4. Der skal målrettet arbejdes om at skabe ny viden og implementerer allerede kendt viden i den psykiatriske behandling.

5. Alle parter involveret i det psykiatriske område, skal medvirke til en aftabuisering af psykiske lidelser. Dette er selvsagt vigtigt for borgere med psykiske sygdomme, men også for at sektoren bliver attraktiv for bl.a. forskere og behandlere.

6. Slutteligt er det vigtigt, at de mange patientforeninger og interesseorganisationer indenfor det psykiatriske område, bidrager med en stærkere og mere koordineret stemme, end tilfældet er i dag. 

Vi har i Danmark alle forudsætningerne for at være foregangsland indenfor det psykiatriske område. Og vi er godt på vej. Nu skal vi gå resten af vejen og realisere de mange gode intentioner.

---

Kronikken er bragt i Politiken den 20. oktober 2015.