Det er ikke kun tegn på krise i sundhedsforskningen, når forskere publicerer forskningsresultater, som ikke kan genskabes. Forskere har en pligt til at publicere deres fund, også selv om der er risiko for forkerte konklusioner.

14.03.2018

Af Lars Bo Nielsen, dekan ved Health, Aarhus Universitet

Sundhedsvidenskabelig forskning til gavn for den enkelte patient og samfundet er en kombination af langvarige processer i forskningsmiljøer verden over. De endelige resultater, som kan synes simple og som mærkes i dagligdagen, baserer sig derfor oftest på utroligt store mængder af viden skabt i samspillet mellem grundforskningsmiljøer og kliniske forsknings- og udviklingsenheder. De bygger på utallige eksperimenter, forsøg, fejl og successer, som andre har båret videre. Netop på grund af den lange proces, hvor mange delresultater og involverede forskere tilsammen bygger vores viden, er det essentielt, at man skal kunne regne med resultaterne. Det være sig basale fund i laboratoriet såvel som opgørelser af værdien af en given intervention over for en patient.

Den præmis er udfordret, skriver professor og overlæge Anders Perner i sin kronik i Berlingske. Han mener ligefrem, at vi har at gøre med en sundhedsvidenskabelig krise, når tidsskrifter som fx Nature kan rapportere om forskningsresultater, der ikke kan genskabes.

Der kan ikke herske tvivl om, at vi som forskningsinstitutioner har vi en væsentlig opgave med at højne forskningskvaliteten og forebygge dårlig videnskabelig praksis, ikke mindst i en tid, hvor førende tidsskrifter kritiseres for at publicere forskningsresultater, som ikke kan reproduceres. 

Men vi skal også værne om retten til at tage fejl. For forskere tager naturligvis fejl. Hypoteser viser sig ikke at holde, og sammenhænge, man forventede, findes alligevel ikke. God forskning er ofte karakteriseret af uventede resultater, som sender andre forskere i en helt ny retning. Det kan betyde, at tidligere forskningsresultater ender i skraldespanden, ikke fordi forskningen var dårlig, men fordi analyserne var lavet på et forkert - eller nok oftere – forsimplet grundlag. Der er intet angribeligt i at tage fejl i sin forskning. Fejl bliver før eller siden rettet, om ikke af en selv, så af andre. Det er en normal og væsentlig del af forskningens proces at opstille hypoteser, som viser sig forkerte.

Af samme grund vil jeg mane til besindighed i forhold til at erklære krise i sundhedsvidenskaben. Jeg vil nødig repræsentere et forskningsmiljø, hvor forskere bliver bange for at publicere deres fund og hypoteser, fordi de kan vise sig at være forkerte. Vi skal derimod være grundige i metodevalg og nøje beskrive dem for andre forskere. Vi skal selv gøre opmærksom på de begrænsninger og mulige synlige (og usynlige) skævheder, der ligger i vores resultater og fortolkning. For vi må ikke tøve med at fortælle, hvad vi finder, og hvordan vi tolker fundene. At forske er at publicere. Også de negative resultater. Det er en del af det globale forskningsetiske kodeks, at resultater skal offentliggøres.

Samtidig bør vi i forskningsmiljøet tage diskussionen om, hvordan vi forholder os til publikationsræset. Det er efterhånden en udbredt (mis)opfattelse, at en sundhedsvidenskabelig ph.d.-afhandling baseres på tre artikler, hvor den ph.d. studerede helst skal være førsteforfatter.  Vi bør turde råde en ung forsker til at publicere én fremragende og solid artikel – evt. med delt førsteforfatterskab med andre (internationale) ekspertmiljøer frem for tre mindre, der hver for sig kan angribes. Vi skal støtte, at unge forskere går sammen om at publicere opsigtsvækkende resultater, som er resultat af interdisciplinære samarbejder på tværs af forskningsmiljøer og landegrænser. På den måde kan vi fremme, at den kommende generation af forskere får større fokus på international gennemslagskraft og kvalitet af forskningen end på længden af egen publikationsliste. 

I den diskussion skal vi forholde os til, at vi befinder os i en virkelighed, hvor antal af publikationer og bibliometriske data vejer tungt. Ikke mindst i forhold til at få sin forskning finansieret. Vi skal her holde fast i, at peer review i ordets egentlige forstand – gerne med involvering af patienter i vurderingen af støtteværdigheden af klinisk forskning – ikke kan baseres på bibliometri alene. Den bedste vurdering af forskningen, dvs. værdien for andre forskere og dermed i sidste ende den enkelte patient og samfund, sker nemlig, som den altid har gjort, ved at læse og ikke blot tælle artikler.

Indlægget er bragt i Altinget 15. marts 2018