Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Debatmøde: Eksperternes ansvar i mediernes coronadækning

Har man som sundhedsforsker pligt til at udtale sig til medierne? Hvilket ansvar har eksperterne for mediernes coronadækning? Og kan relationen mellem journalist og ekspert blive for tæt? Tag med på debatmøde torsdag den 5. november, hvor eksperter og journalister mødes og taler ud.

15.09.2020 | Ulla Krag Jespersen

Mød Søren Riis Paludan (t.v.) og Lars Østergaard til en debat om eksperternes ansvar i mediernes coronadækning. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Mød Søren Riis Paludan (t.v.) og Lars Østergaard til en debat om eksperternes ansvar i mediernes coronadækning. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Med flere hundrede forsidehistorier, radioindslag og tv-nyheder på samvittigheden er de to AU-professorer, Søren Riis Paludan og Lars Østergaard, blandt de mest citerede eksperter i danske medier, når det handler om coronarelaterede udtalelser.

Men hvordan navigerer man bedst som forsker i medieverdenen, når man pludselig står i en pandemi og på én gang skal levere seriøs rådgivning og hurtige svar, der påvirker mange menneskers liv og dagligdag? Skal man altid stille op, når journalisterne ringer? Har man med sin særlige viden også et særligt samfundsansvar? Og hvor kritiske skal journalister egentlig være, når landet står i sin største sundhedsmæssige krise i flere årtier?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som vil blive diskuteret på debatmødet ”Eksperternes ansvar i mediernes coronadækning” torsdag den 5. november 2020.

Ud over Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi på Institut for Biomedicin, og Lars Østergaard, professor i infektionsmedicin på Institut for Klinisk Medicin er der mulighed for at møde redaktør ved DR P1, Tine Rud Seerup, og redaktør ved Altinget, Kasper Kaasgaard; begge tidligere fellows fra Constructive Institute, samt Inger Knude Larsen og Kresten Roland Johansen, begge lektorer ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Mødet indledes af dekan ved Health, Lars Bo Nielsen, og er blevet til i samarbejde med Constructive Institute og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Se programmet og tilmeld dig her.

På grund af coronasituationen er der begrænsede pladser, så tilmelding i god tid er tilrådeligt.

Kontakt

Kommunikationschef Ulla Krag Jespersen
Aarhus Universitet, Health Kommunikation
Mobil: +45 31 69 10 14
Mail: ulla@au.dk

Arrangement, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder