Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dekanatet flytter ind i parken

Tættere på. Det er mantraet bag beslutningen om at rykke dekankontoret – og den samlede stab – fra de gule bygninger på Nordre Ringgade til den hvidklædte Victor Albeck-bygning midt i Universitetsparken. Flyttekasserne skal være klar til afgang omkring den 1. februar 2018.

14.08.2017 | Ulla Krag Jespersen

Dekan, prodekaner og fakultetssekretariat flytter i begyndelsen af det nye år til Victor Albeck-bygningen. Foto: Lars Kruse/AU.

Dekan, prodekaner og fakultetssekretariat flytter i begyndelsen af det nye år til Victor Albeck-bygningen. Foto: Lars Kruse/AU.

Dekan Lars Bo Nielsen vil være tættere på studerende og fagmiljøerne på Health. Derfor fraflytter han og resten af dekanatet i begyndelsen af det nye år universitetsledelsens bygninger på Nordre Ringgade for i stedet at nedsætte sig i Victor Albeck-bygningen, også kendt som den tidligere fødselsstiftelse – eller VAB, som den hedder i daglig universitetstale.

Flytningen sker ud fra et ønske om at øge nærheden til de faglige miljøer og de studerende.

”Det er vigtigt for mig at være i tæt dialog med studerende, forskere og andre medarbejdere på fakultetet. Man kan være synlig på mange måder, men mail, telefon og andre kommunikationskanaler kan ikke erstatte muligheden for let at få personlig kontakt,” siger dekan Lars Bo Nielsen.

Han lægger ikke skjul på, at han ønsker mere samarbejde på tværs af fakultetet.

”Jeg tror på, at den fysiske nærhed kan være med til at styrke både de faglige og de personlige relationer. Vi er en stor organisation, så det er selvfølgelig ikke realistisk, at alle kender alle, men det har alligevel en betydning i hverdagen,” siger Lars Bo Nielsen.

Det er planen, at dekan, prodekaner og fakultetssekretariat skal have kontor på 2. etage i Victor Albeck-bygningen, hvor en række medarbejdere fra AU Library Sundhedsvidenskab i dag holder til. Biblioteksmedarbejderne forbliver ligesom biblioteket i bygningen, men samles i andre lokaler. Flytningen påvirker ikke læsefaciliteterne for de studerende.

Victor Albeck-bygningen ligger centralt placeret i Universitetsparken mellem institutterne Biomedicin, Folkesundhed og Odontologi. Healths studieadministration har lokaler ved Tandlægeskolen, IT-enheden holder til ved både Tandlægeskolen og i Bartholinbygningen, mens fakultetets kommunikationsenhed har haft adresse i VAB siden efteråret 2012.

Ansatte på institutterne i Skejby, Klinisk Medicin og Retsmedicin får også let adgang til dekanatet, da letbanen har stoppested på Nørrebrogade, lige ud for VAB.

Med flytningen til VAB er Health det tredje fakultet, som fraflytter AU’s hovedkvarter på Nordre Ringgade. Tidligere har Science and Technology og Aarhus BSS valgt at bosætte sig sammen med deres fagmiljøer.

Her ligger Victor Albeck-bygningen

Administrativt, Administration (Faglighed), Ph.d.-studerende, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, IOOS