DEBAT: Manglende finansiering og ministeriel forståelse for høje uddannelsesomkostninger tvinger AU og KU til at bruge forskningsbevillinger til at uddanne nye tandlæger.

25.09.2015

Af Allan Flyvbjerg og Ulla Wewer, sundhedsdekaner på Aarhus Universitet og Københavns Universitet

Læge- og tandlægeuddannelserne har mere til fælles end de hvide kitler og den svimlende høje adgangskvotient.

Begge uddannelser byder på et krævende teoretisk pensum og så den altafgørende og vigtige kliniske træning, hvor de kommende kandidater konkret får fingrene i - og afprøvet - det, de skal arbejde med fremover.

Offentlige tandlægehospitaler mangler

Det er en velgennemarbejdet uddannelsesmodel til nytte for de studerende og ikke mindst til gavn for borgerne, som senere kommer i behandling hos de færdiguddannede kandidater.

Har man været patient på et offentligt sygehus, er sandsynligheden for at være tilset af lægestuderende da også ganske stor. Det ser anderledes ud for tandlægernes klinikforløb. Da der ikke findes offentlige tandlægehospitaler, driver universitetet sine egne odontologiske hospitaler.

Det sker for at sikre, at de tandlægestuderende får lært og trænet færdigheder - for eksempel i at kunne diagnosticere og behandle mund- og tandsygdomme. I sagens natur helt forventelige kompetencer hos en tandlæge. Også hos den helt nyuddannede.

Ingen bagvagt til tandlægen

Det stiller særlige krav til universitetets tandlægeuddannelse og -hospital. For mens en nyuddannet læge ved tvivlstilfælde kan ty til bagvagten, den særligt erfarne kollega, står en nyuddannet tandlæge ofte alene med patienten på klinikken. 

Det bliver der taget højde for under uddannelsen af tandlægerne. Øvefaciliteterne på tandlægehospitalet er fuldt udstyrede, og undervisningen i klinikken sker under supervision af kliniske undervisere. Problemet er imidlertid, at det er dyrt at drive et hospital.

Som driftsherrer står universitetet for alt fra rensning af spildevand fra klinikstolene, over udfasning af sølvamalgam til efteruddannelse af de kliniske undervisere. Tidligere blev universitetet tildelt en særligt øremærket ’klinikbevilling’ til hospitalsdriften, men den er slet ikke fulgt med tiden. Konsekvensen er, at universitetet bruger stadig større del af sin forskningsbevilling til at drive hospital for.

En helt uholdbar løsning, som sender tandlægeforskningens konkurrenceevne ud i en dødsspiral, særligt når det i forvejen er meget vanskeligt for de odontologiske forskere at skaffe eksterne bevillinger.

Usynlig kamp for overlevelse

Det er almen viden, at driften ved landets sygehuse er under et hårdt og vedvarende pres, om end med stærk politisk og offentligt bevågenhed.

Til sammenligning er driften af landets to tandlægehospitaler en ensom kamp for overlevelse og uden tilskuere. Vi har igen opfordret forskningsministeren til at overveje en løsning i form af et såkaldt ’kliniktaxameter’, der tager højde for de høje omkostninger ved uddannelsen af tandlæger.

I England og Norge bliver tandlægeuddannelsen finansieret på denne måde. Vi mener, at det er en både rimelig og fair model.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark fortsat skal uddanne tandlæger af høj kvalitet? Og om vi skal acceptere, at vores internationalt anerkendte odontologiske forskningskvalitet bliver udhulet?

Det er op til politikerne at give et svar!

 

---

Debatindlægget er bragt på Altinget.dk 25. september 2015.