Kom bredt ud med din forskning - og hav det sjovt samtidig! Tilmeld dig Forskningens Døgn 2017.
08.02.2017 |
Under temaet FASCINERENDE FORSKNING inviterer Aarhus Universitet torsdag den 27. april 2017 kl. 14 -18 befolkningen indenfor til Forskningens Døgn på Campus Aarhus. Arrangementet finder sted i og omkring Stakladen på Aarhus Universitet, Fredrik Nielsens Vej 2, 8000 Aarhus C. Vi inviterer derfor forskere og ph.d.-studerende til at tilmelde sig med en aktivitet enten i form af speedforedrag i foredragslokalerne eller en stand i Stakladen. Det er sjovt at deltage – og som forsker kommer man bredt ud med sin forskning.
Citater fra forskere, der tidligere har deltaget i Forskningens Døgn:
”Forskningens Døgn er en glimrende mulighed for at komme i dialog med almindelige skattebetalende danskere, som interesserer sig for, hvad der foregår i den videnskabelige verden. Det er udfordrende og underholdende at formidle forskningen til alle aldersgrupper uden særlig indsigt i de videnskabelige problemstillinger.”
Mogens Christensen, lektor i kemi/nanoteknologi på Aarhus Universitet
”Forskningens Døgn er en fed mulighed for at formidle sin forskning meget bredt – og en rigtig god øvelse i at gøre det nørdede område, man selv arbejder med, levende og vedkommende i et samfundsmæssigt perspektiv. Man kan også være heldig at blive stillet uventede spørgsmål og derigennem få nye vinkler på sit område med hjem.”
Annette Bruhn, forsker i marin økologi på Aarhus Universitet