Udmelding fra universitetsledelsen: Der er nu givet endeligt grønt lys fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til, at Aarhus Universitet sammen med landets øvrige universiteter kan sætte gang i en delvis genåbning af forskningslaboratorierne. Bemærk, at det er forskningsaktiviteter, som ligger ud over varetagelsen af de kritiske funktioner samt den corona-relaterede forskning, som allerede er i gang.
22.04.2020 |
Den delvise, begrænsede genåbning sættes i gang fra torsdag den 23. april. De omfattede medarbejdere får direkte besked onsdag den 22. april. Der vil være tale om forskere, herunder postdocer og ph.d.-studerende, samt fx laboranter og teknikere på Health, Nat og Tech samt i mindre omfang på Aarhus BSS.
Desuden vil der kunne gives adgang til enkelte specialestuderende med laboratoriearbejde. Der vil blive tale om specialestuderende, som er særligt afhængige af laboratorier med henblik på at sikre progression i deres projekter. Adgang for specialestuderende aftales mellem institutleder og specialevejleder.
Der er tale om en delvis genåbning, som i omfang er fastsat af ministeriet. Den delvise genåbning af laboratorierne er meget begrænset og koordineret, ikke bare universiteterne imellem, men også fakulteterne imellem på AU. Det er alene arbejde i laboratorier, der nu gives adgang til. Alt andet arbejde end aftalt laboratoriearbejde skal fortsat udføres hjemmefra.
Det ubetingede, overordnede krav til den delvise genåbning er, at der tages nødvendige forbehold for at undgå smitte, og hensynet til smittespredning i samfundet er afgørende for, at der ikke bliver givet fuld adgang til laboratorierne. Nogle steder vil det være nødvendigt at tilrettelægge adgang på forskellige tidspunkter af dagen, hvis det ikke er forsvarligt at have alle tilstede på samme tid.
Der vil være en række retningslinjer, som skal overholdes, for at kunne få denne adgang til at genoptage arbejdet i laboratoriet. Der vil desuden være ekstra fokus på rengøring.
I første omgang bliver der givet adgang til, at ca. 400 forskere er samlet samtidigt på AU, samt til et begrænset antal specialestuderende. Det koordineres på det enkelte institut efter aftale med dekanen.
Ledelsen på fakulteterne vil løbende følge op på, at den begrænsede, aftalte adgang til forskningslaboratorierne respekteres, og vi har fuld tillid til, at ansatte på AU respekterer de vilkår, vi har for den gradvise genåbning.
Dette er en meget begrænset genåbning. Vi er fuldt klar over, at der er forskningsaktiviteter, der ikke foregår i laboratorier, som også i stigende grad er udfordret af den fysiske nedlukning. Universitetsledelsen på Aarhus Universitet følger situationen nøje og vil løbende vurdere, hvordan en videre kontrolleret, gradvis genåbning af universitetet kan tilrettelægges forsvarligt i forhold til den generelle udvikling og myndighedernes anvisninger.
Som følge af en national aftale vedrørende udvidelsen af den første fase af en kontrolleret genåbning gives der mulighed for en delvis genåbning af forskningslaboratorier for ansatte og studerende.
Gennem Danske Universiteter er der aftalt særlige retningslinjer, som gælder for forskningsarbejde i laboratorier, pr. 21. april.
Derudover er den delvise genåbning af laboratorieforskning også betinget af, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer efterleves: