Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Depressionsforsker får talentpris for sin forskning og formidling

Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) uddeler hvert år priser til universitetets særligt talentfulde nyuddannede ph.d.er. I år er læge og ph.d. Ole Köhler-Forsberg fra Health blandt prismodtagerne. Han har påvist, at immunsystemet kan hænge så tæt sammen med psykisk sygdom, at betændelseshæmmende medicin kan være med til at behandle depression.

04.06.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Ole Köhler-Forsberg fra Institut for Klinisk Medicin får en af AUFF’s ph.d.-priser på 50.000 kr. Foto: Anne Kring.

Ole Köhler-Forsberg fra Institut for Klinisk Medicin får en af AUFF’s ph.d.-priser på 50.000 kr. Foto: Anne Kring.

Da Ole Köhler-Forsberg som lægestuderende stødte på ordet psykoneuroimmunologi, var han straks interesseret. Forskningsfeltet, som på det tidspunkt var i sin spæde start, kombinerede flere ting, han særligt havde fattet interesse for: psyke, hjerne og immunsystem. Inden for dette felt undersøger man den gensidige påvirkning mellem systemer, som hver især er yderst komplekse.

”Meget længe har man troet, at hjernen og immunsystemet var to adskilte systemer. Op gennem historien har der ellers været masser af observationer af, at immunsystem-sygdomme sagtens kan påvirke psyken. Man mente dog at blod-hjerne-barrieren, som adskiller hjernevævet fra blodet, beskyttede hjernen, og at der derfor ikke fandtes noget immunsystem i hjernen,” forklarer Ole Köhler-Forsberg.

I sin ph.d. har han i høj grad bidraget til at hjælpe ny viden videre på feltet, dels gennem en metaanalyse, som samler resultaterne af en mængde international forskning, og dels gennem omfattende danske registerstudier. Begge dele understøtter den overordnede konklusion i hans afhandling, nemlig at mange forskellige lægemidler, som påvirker immunsystemet, samtidig kan have antidepressive effekter.

Det hjælper faktisk

”Med vores metaanalyse undersøgte vi nærmere, hvad de kliniske studier på området viser omkring forskellige medikamenter og patientgrupper. Ud fra undersøgelser af samlet set omkring 10.000 mennesker står det klart, at betændelseshæmmende behandling faktisk har en effekt på depression,” fastslår Ole Köhler-Forsberg. Et vigtigt fund er i den sammenhæng, at næsten alle de mange typer af medikamenter, som er anvendt i forsøgene, ser ud til at have den ønskede effekt.

”Mange af studierne ser på gigtmedicin, fordi folk med en smertetilstand som gigt også mere hyppigt har depression. Men gigtmedicin kan have store bivirkninger og være direkte farlig for hjertepatienter, som er en anden gruppe, der ofte lider af depression. Derfor er det godt, at kolesterolsænkende midler blandt andet også virker,” siger Ole Köhler-Forsberg.

Undersøgte danskerne

Han sørgede for en markant underbygning af disse fund gennem omfattende studier af danskerne via Sundhedsstyrelsens registre, som giver unikke muligheder for at undersøge kombinationer af lægemidler på en hel befolkning. Og andre forsker nu videre: Der er oprettet flere kliniske studier baseret på fund i det store registerstudie, og Ole Köhler-Forsberg håber, at man på sigt kan hjælpe flere af de mange patienter med depression, som ikke reagerer særlig godt på antidepressiv medicin alene.

”Det kunne være, at man i psykiatrien skulle tage blodprøver for at måle, hvor meget betændelse den enkelte patient med depression har i kroppen. Men der er brug for mere forskning i, hvordan man tilpasser behandlingen til den enkelte patient,” konstaterer han.

Ole Köhler-Forsberg arbejder som læge og er sideløbende ansat som ekstern lektor. Han undersøger i øjeblikket, hvilke undergrupper af patienter med depression, der kan have gavn af betændelseshæmmende medicin.

Hør Ole Köhler-Forsberg fortælle om sin forskning i videoen på AUFF’s hjemmeside, og læs om de øvrige prismodtagere på universitetets hjemmeside.

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Aarhus Universitets Forskningsfond.

Kontakt

Læge og ph.d. Ole Köhler-Forsberg
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital - Psykiatrien, Forskningsenheden for Psykoser
Mobil: 23 42 06 61
Mail: karkoe@rm.dk

Bevillinger og priser, Forskning, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Videnskabelig medarbejder, Health