-
Uddannelse
Find uddannelse
Studievejledning
Besøg AU
Kvalitet
-
Forskning
Aktuel forskning
Talent
-
Samarbejde
Gymnasier
Myndigheder
Alumner
- Om AU
Professor Ida Vogel vil gerne inspirere andre kvinder til en forskningskarriere – og så kæmper hun for lige vilkår i den akademiske verden, selv om det ikke altid føles strategisk smart at være den, der peger på uretfærdighederne.
06.05.2021 |
Det dybe, faglige fællesskab og muligheden for at skubbe ny forskning ud i patienternes virkelighed er to af de store gevinster ved livet som forsker, mener professor Ida Vogel. Foto: Jann Thiele Zeiss
Adspurgt i telefonen, om hun vil medvirke i en interviewserie med temaet ”Kvinde og topforsker”, svarer Ida Vogel først, at hun ikke er sikker på, hun hører til i den kategori.
I samme sekund retter hun sig selv og siger: ”Hvor er det typisk en kvinde at svare sådan!”
Hun vil gerne være med i interviewserien.
Professor Ida Vogel er meget bevidst om de strukturelle, institutionelle og kulturelle årsager, der gør, at vi stadig ikke har ligestilling i Danmark eller blandt topforskerne på Aarhus Universitet. Hun har markeret sig i debatten i så høj en grad, at de fleste umiddelbart kommer til at tænke på hende og en lille håndfuld andre kvindelige forskere, hvis man nævner ligestilling i forskning på Health.
Men hun vil helst ikke indlede interviewet med at tale om kvindernes modvind på cykelstien – det kommer senere. Den 54-årige professor på Institut for Klinisk Medicin (AU) og Klinisk Genetisk Afdeling (AUH) vil først og fremmest inspirere. Hun vil begynde med at fortælle, hvorfor kvinder skal gå efter en karriere i forskning.
Hvis de går efter professoratet af samme grund, som Ida Vogel, så gør de det, fordi det er vanvittigt spændende. Fordi det giver en helt særlig tilfredsstillelse at gøre en forskel for konkrete patientgrupper. Fordi man træder ind i et vidensfællesskab på tværs af landegrænser. Fordi man kan være foregangskvinde inden for et felt, man brænder for, og derigennem sætte sit lille aftryk på verden.
Ida Vogel er læge og uddannet inden for det klinisk genetiske felt. Hun har altid været fascineret af graviditet og diagnostik, men omkring 2010 havde hun en skelsættende oplevelse.
Et forældrepar fik diagnosticeret en hjertefejl hos det kommende barn og ønskede at finde ud af, om hjertefejlen skyldtes et bagvedliggende syndrom.
Som andre kliniske forskere inden for feltet stod Ida Vogel midt i et banebrydende diagnostik-spring, hvor helt nye muligheder havde åbnet sig. Hun vidste, hvordan hun ved hjælp af metoden kromosom mikroarray kunne undersøge fosteret og påvise alvorlig udviklingshæmning eller medfødte misdannelser. Men hun nøjedes med at tilbyde parret den diagnostik, der stod i de gældende guidelines.
Kort efter fødslen mødte Ida Vogel parret igen.
”Drengen havde et syndrom. Det kunne jeg have jeg set, hvis jeg havde benyttet den nye diagnostik, som jeg havde adgang til. Jeg oplevede forældrenes bebrejdelse og min egen forfærdelse over, at jeg ikke havde givet familien adgang til den ønskede viden. Det var en forandringsskabende oplevelse for mig,” fortæller hun.
”Jeg lærte noget om betydningen af ny diagnostik – og om ikke at være bange for at anvende den. Det er, hvad al min forskning har drejet sig om siden: Hvordan får vi styrket patienterne og deres muligheder?”
Siden 2015 har Ida Vogel været forskningsleder på Center for Fosterdiagnostik, som er et videns- og forskningscenter forankret i føtalmedicin, antropologi og genetik. Centeret har blandt andet fokus på kromosomsygdomme og misdannelser og dokumenterer detektionsrater ved forskellige ultralydsmæssige og genetiske teknikker, og så udvikler det en ny ikke-invasiv testmulighed (cellebaseret NIPT) sammen med et mindre dansk biotekfirma. Centret undersøger samtidig, hvordan patienter oplever den nye viden.
Ida Vogel betegner fosterdiagnostik som et både spændende, farligt, nyskabende, fordomsfyldt, upopulært og forandrende område. For selv om omkring 97 % af de gravide takker ja til tilbuddet om fosterdiagnostik, kan den teknologiske udvikling give både etiske, faglige og informationsmæssige udfordringer.
De svære spørgsmål drøfter hun med kolleger over hele verden.
”Mit arbejde har givet mig tætte relationer til forskere i bl.a. Israel, USA, Sydafrika og Australien. Det er mennesker, som er blevet mine personlige venner. Når jeg går en tur med min veninde fra Sydafrika, som er muslim og tildækket, og vi skridter ud ad stranden i gummistøvler begge to, så taler vi om den nøjagtigt samme kliniske virkelighed. Vi ser de samme typer af patienter, og vi kan arbejde intellektuelt og med vores faglighed på helt samme måde. Det bliver ophøjet for mig – at vi er fælles om at indhente og anvende den samme viden,” fortæller hun.
Det faglige fællesskab er endnu en stor gevinst ved livet som forsker – og Ida Vogel oplever det måske ekstra stærkt, fordi der er en følelse af udsathed, når man arbejder med fosterdiagnostik. Emnet vækker store følelser, og hun har især efter en forskningsansættelse på Centers for Disease Control and Prevention i USA oplevet at modtage mails med fotos af fosterdele og ophidsede beskeder.
”Abort er under pres i det meste af verden. Jeg forherliger ikke abort, men jeg går helhjertet ind for videns- og informationssamfundet, selv om det ind imellem sætter os i dilemmaer om, hvordan vi anvender den viden, vi har fået,” forklarer hun.
Ida Vogel vælger ikke den lette vej – hverken i sit valg af forskningsfelt eller når hun i organisationen DANWISE og initiativet Linje X arbejder for, at kvinder får samme vilkår for en forskerkarriere som mænd.
”Det er virkelig veldokumenteret i den akademiske verden, at det på alle fronter er sværere for kvinder at nå til tops i forskning. De får flere undervisningsopgaver og de sidder i flere udvalg, som måske ikke gavner karrieren. De bruger mere tid end deres mandlige kollegaer på akademiske serviceopgaver, som er forbundet med lav prestige. Det er ikke fordi, de rækker hånden op - de bliver bedt om at lave de opgaver og får ikke sagt fra,” siger Ida Vogel.
”Det er bevist, at kvinder har færre eksterne forskningsbevillinger, og at de samlet set hjemtager et mindre beløb gennem eksterne bevillinger. Hvis man tager et curriculum og vilkårligt sætter et mandligt eller et kvindeligt navn på, så vil både mænd og kvinder hellere ansætte manden - og de vil give ham en højere løn. Jeg vil gerne gøre det lettere for kvinderne, fordi vi har brug for dem. Men som det er i dag, skal de lave mere, det er hårdere for dem, de bliver desillusionerede både på universitetet og sygehusene,” erklærer den 54-årige professor, som tit møder et særligt sprogbrug om kvinder, der beskæftiger sig med lige vilkår.
”Hold op, hvor får jeg tit titlen som irriterende eller besværlig. I stedet kunne man kalde mig ildsjæl eller engageret. Ligestilling er et engagement, som er strategisk usmart af mig. Jeg ville klare mig bedre ved at være lidt glattere og ikke støje så meget – men både sygehuset og universitet har brug for, at vi taler mere om ligestilling.”
At være mor til tre døtre har ikke lagt en dæmper på lysten til at arbejde for kvinders rettigheder.
”Jeg ser sexismen og hører om de uskønne ting, der bliver råbt efter mine døtre, og om at de bliver taget på i bussen. Jeg oplever, at jeg kommer til at få en mindre månedlig pensionsudbetaling end min mand trods samme indbetaling – det er jo for pokker hele vejen rundt. Det kan være svært at tale om uretfærdigheden. På universitet vil vi for eksempel hellere tale om, at det største ligestillingsproblem er, at vi går glip af talent i forskningen. Men det er uretfærdigt - kvinder har simpelthen mere modvind på cykelstierne,” siger hun.
”Jeg ser kvinder, som bliver ved med at slå sig på karrierevejen. De bliver bremset af, at de ikke kan se, at de også er ofre for problemer med ligestilling. De kan ikke se, at det er systemisk - at de aldrig blev inviteret med i de rigtige netværk, at de skulle lave mere, at de blev promoveret mindre. Den individfortolkning gør, at de føler sig alt for alene. Det medfører, at de ikke føler sig succesfulde og dropper drømmen om at forske.”
Dog oplever hun en meget større forståelse for debatten end for bare et par år siden.
”Hvor man før trak på skuldrene, er der nu en anerkendelse af, at der er et problem. Jeg møder en helt anden respekt og interesse for ligestilling i ledelseslagene på Aarhus Universitet – man ved bare ikke rigtigt, hvad man skal gøre ved problemet.”
En start på samtalen kunne handle om tid og opgaver.
”Selvfølgelig skal man lave academic citizenship. Men hvis der skal være kvinder i alle udvalg, og der kun er 20 pct. kvindelige professorer på AU, så får vi travlt. Hvad er vigtigst? At jeg hjælper min egen karriere som forsker, eller at jeg hjælper universitetet af med den flaskehals? Her så jeg gerne, at universitetet tog samtalen med os om, hvordan vi løser det. At man spørger os, om man kan tage andre opgaver fra os, så vi kan bidrage der, hvor det er mest nødvendigt.”
Budskabet fra gruppen Linje X, som Ida Vogel har dannet sammen med fire andre kvindelige forskere på Institut for Klinisk Medicin, er, at det aldrig er for sent for kvinder at lave forskning.
”Man behøver ikke gå direkte videre fra ph.d.’en – man kan også komme, når børnene er større, og der er mere tid. Der kan altid tænkes gode tanker. Det sker ikke kun, når man har en bestemt alder. Det er derfor, vi kalder det Linje X. Vi vil skabe nye busser, så flere kan komme tilbage på forskningssporet,” fortæller hun.
Selv har hun været ledende overlæge i seks år, men sagde op for at komme tilbage til forskningen. I dag arbejder hun halvdelen af ugen med forskning og tager den anden halvdel i klinikken.
”Min mand er også professor, og man kan spørge, hvordan det er lykkes for os at lave begge dele begge to? Vi har udnyttet den flextid, som forskningen også har givet i vores familieliv. Typisk har én hentet tidligt, men sad så og forskede om aftenen,” fortæller hun.
”Vi har givet hinanden plads, hvis der var forskningsintensive ting, den ene skulle nå. Så tog den anden over derhjemme. Vi har tit siddet og forsket ved siden af hinanden om aftenen og har en fælles forståelse for, at det kan være lige så spændende og meningsfuldt at snakke om forskning som at se en film. Min mand har såmænd også holdt barsel, og så har jeg en indre alarm, som hyler, når jeg har lavet 51 pct. af opgaverne derhjemme.”
Når det er sagt, har Ida Vogel også en agenda om, at fortællingen om en topforsker ikke skal være fortællingen om en 60 timers arbejdsuge.
”Vi var barnløse i mange år, så vi har dyrket og nydt forældreskabet. Vi har sat tid af til det og gået til blandt andet fodbold med pigerne. Familie er et fælles projekt, hvis man skal lykkes begge to.”
Derfor sagde hun også ja i telefonen, da hun blev spurgt, om hun ville medvirke i dette interview.
”Jeg er nødt til at påtage mig opgaven som rollemodel. Jeg skal være med til at omskrive fortællingen. Nogle af de yngre læger kan stadig blive overraskede over, at jeg er så meget mor, at jeg stryger fra arbejde, når min datter er faldet på cykel, selv om hun nu er voksen. Jeg vil gerne fortælle, at det at være forsker sagtens kan kombineres med et aktivt liv med familie og fritidsinteresser. Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man vil til tops, men det skal man i alle brancher. Belønningen for mig har altid været, at min forskning giver mening for de næste patienter, jeg ser.”
Kønsfordeling på Health – opdelt på stillingskategorier og institutter pr. 31. marts 2021
Klinisk Medicin | Biomedicin | Folkesundhed | Odontologi og Oral Sundhed | Retsmedicin | ||||||
♀ | ♂ | ♀ | ♂ | ♀ | ♂ | ♀ | ♂ | ♀ | ♂ | |
Professorer* | 34 | 121 | 5 | 26 | 10 | 14 | 4 | 4 | 1 | 1 |
Lektorer** | 146 | 198 | 32 | 45 | 20 | 14 | 7 | 11 | 2 | 5 |
Adjunkter*** | 6 | 21 | 14 | 13 | 6 | 4 | 0 | 0 | 1 | 2 |
Ph.d.-studerende**** | 169 | 102 | 38 | 23 | 20 | 11 | 9 | 1 | 4 | 3 |
*Inkl. professor MSO, klinisk professor og statsobducent, **Inkl. seniorforsker, klinisk lektor og vicestatsobducent, ***Inkl. tenure track, ****Omfatter udelukkende lønnede ph.d.-studerende pr. 31. marts 2021. Antallet af indskrevne ph.d. studerende kan være højere.
Kilde: Health HR.
Professor Ida Vogel
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Klinisk Genetisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
iv@clin.au.dk
Mobil: +4531523156
_
Ligestilling og diversitet er igen i år et af Healths vigtigste indsatsområder. Men trods ledelsesfokus og årelange drøftelser er der fortsat kun få kvinder i topforskning, også på Health. En række af fakultetets kvindelige forskere fortæller henover foråret og sommeren om deres karrierevej. Om forhindringer og forslag til forbedringer i form af erfaringsbaserede og konkrete initiativer.