Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

”Det er synd for de studerende – og træls for os”

Det er ikke gjort med at sætte strøm til undervisningen. Så meget står klart syv måneder efter, coronaen første gang spændte ben for den fysiske undervisning på universitetet. Samtidig giver skiftende retningslinjer og jævnlige undervisningsomlægninger underviserne kamp til stregen, fortæller to af fakultetets undervisere.

13.10.2020 | Lise Wendel Eriksen

Klinisk underviser Sonja Top (i midten) omgivet af kolleger og iført visir og genskin. Foto: Privat foto.

Professor MSO Jacob Giehm Mikkelsen fra Biomedicin håber, at universitetet har en klokkeklar ambition om at få de studerende tilbage på campus hurtigst muligt. Foto: Privat.

Da universitetet lukkede ned i marts, lykkedes det stort set at digitalisere al undervisning ’over night’ efter en fælles kraftpræstation og gensidig velvilje fra både undervisere og studerende. Der var også tale om en nødsituation. Men her ved begyndelsen af efterårssemesteret er undtagelsestilstanden på undervisningsområdet stadig ikke overstået.

Det ved professor MSO Jacob Giehm Mikkelsen fra Institut for Biomedicin. Han står i spidsen for et spritnyt kursusforløb om genetik og personlig medicin, som havde premiere med starten af dette års semester. Det første modul forløb helt som planlagt med fysisk undervisning af de ni hold medicinstuderende på 1. semester. Men så blev flere studerende smittet, holdene blev sendt hjem, og endelig blev fravigelsen af to meter-afstandskravet på stamholdene lagt i graven i begyndelsen af oktober.

”Vi har måttet flytte undervisningen over på zoom, og vi ved endnu ikke, hvornår de studerende kommer tilbage på campus og til den undervisning, vi egentlig har planlagt. Uvisheden er frustrerende i sig selv, men det er også helt konkret noget bøvl, fordi det igangværende kursusmodul bl.a. indeholder laboratorieundervisning, og den kan man ikke gennemføre online,” fortæller Jacob Giehm Mikkelsen, der ud over at være koordinator og kursusansvarlig på ’Genetik og personlig medicin’ også selv underviser på kurset.

Er I med derude?

I et debatindlæg i Altinget Forskning understreger prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet Berit Eika, at fysisk fremmøde i undervisningen klart er at foretrække:

”Det er ikke en optimal situation, vi er i nu, men den delvise genåbning er meget bedre end alternativet. Endnu en nedlukning vil have meget store konsekvenser. Undervisning udelukkende bag en skærm er ikke holdbart i længden. De studerende vil blive hårdt ramt,” skriver Berit Eika sammen med Hanne Leth Andersen, der rektor på RUC og formand for Danske Universiteters uddannelsespolitiske udvalg.

Det er Jacob Giehm Mikkelsen enig i. Han fortæller, hvordan man med distanceundervisningen nemt mister fornemmelsen af de studerende – er de med, forstår de undervisningen, og synes de, det er spændende eller vanskeligt?

”For mig er undervisning lig med deltagelse. Når det hele foregår online, er det i højere grad underviseren, der kører seancen, så resultatet er, at det bliver mere underviserstyret. Vi taler til de studerende i stedet for at tale med dem,” siger Jacob Giehm Mikkelsen.

Visiret giver genskin

Sonja Top, der er klinisk underviser på professionsbacheloruddannelsen i Tandpleje under Institut for Odontologi og Oral Sundhed, er blandt de få, der fortsat er fysisk sammen med de studerende, hun underviser i klinikken. Men heller ikke det er optimalt i en coronatid.

”Når vi står midt i det fysiske, kliniske arbejde, er det de skærpede hygiejneforskrifter, der fylder. Det tager lang tid at skifte de mange værnemidler, hver gang vi hjælper en ny studerende med en patient. En af udfordringerne er, at vi skal kigge på både computerskærm og ind i munden gennem et visir. Synet bliver nedsat af visiret, og lyset fra loftslamperne giver genskin i viseret. Det overanstrenger øjnene og giver hovedpine. Det tager lidt af arbejdsglæden,” siger Sonja Top, der underviser på både 1., 2. og 3. årgang.

Hun fortæller videre, hvordan både undervisere og studerende i august skulle indhente et efterslæb fra forårets nedlukning af universitetsklinikkerne, så de studerende kunne opnå den tilstrækkelige kliniktid, der giver dem lov til at gå til eksamen. Det skulle klares i en periode, som normalt er helliget forberedelse af næste semesters undervisning.

”Vi har vænnet os til tilstandene, og jeg synes efterhånden, at vi er gearet til omlægning. Det er besværligt med den konstante skemaomlægning for alle tre årgange, men fra klinikken er vi vant til at være praktisk orienterede, så det her løser vi også,” fortæller Sonja Top og tilføjer, at det også motiverer, at de studerende meget gerne vil være på campus.

Pas på de studerendes trivsel

En af pointerne i Berit Eikas debatindlæg er netop også, at det får negative konsekvenser, hvis de studerende kun skal modtage undervisning hjemme i stuen. Hun skriver:

”Prisen vil være en nedgang i undervisningskvalitet, og det vil ramme de studerendes trivsel og studiemiljø, som i høj grad medvirker til den faglige succes. Vi har lært meget i foråret. En helt afgørende erfaring er en påmindelse om, at undervisning også er en social aktivitet, der kræver nærvær og tilstedeværelse.”

Det sidste kan Jacob Giehm Mikkelsen bekræfte. Han fortæller, hvordan de i styregruppen bag det nye kursusforløb har diskuteret, at de nok er nødt til at gå ned på ambitionerne og skære nogle hjørner for at få undervisningen til at lykkedes i en omlægningstid. Lige som prorektor er Jacob Giehm Mikkelsen også bekymret for undervisningskvaliteten og de studerendes trivsel. Han mener derfor, man skal strække sig endog meget langt for at få de studerende tilbage i den fysiske undervisning igen:

”Særligt på 1. semester er det et problem, at det fysiske fremmøde er begrænset. Alt er nyt for dem, og der mangler simpelthen det sociale element, som er en afgørende del af et læringsforløb og et vigtigt element for at fastholde de studerende på studiet. Det er synd for de studerende – og træls for os,” siger han.

Spot on til streamings-generationen

Det er dog ikke alt sammen skidt. Ifølge Sonja Top foregår den klinisk teoretiske undervisning på tandplejeruddannelsen stadigvæk i universitetets lokaler – vel at mærke i de lokaler der er så store, at man kan sikre tilpas afstand. Og da auditorieforelæsningerne er omlagt til et online format, er der flere store ledige lokaler, der kan indgå skemaplanlægningen.

Jacob Giehm Mikkelsen fortæller også, at båndede forelæsninger fungerer godt for de studerende. ”Det er jo podcast- og streamingsgenerationen, vi underviser, så de er vant til at have alt ’on demand’. Det er smart, at de kan se forelæsningen, når de vil, og så tit de vil. Den del kan vi godt arbejde videre med i de næste semestre,” siger han.

Kontakt

Professor MSO Jacob Giehm Mikkelsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 23 61 72 53
Mail: giehm@biomed.au.dk

Klinisk underviser Sonja Top
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 27 59 21 92
Mail: sont@dent.au.dk

Uddannelse, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, IOOS