Talen om det komiske dukker op overalt i Søren Kierkegaards univers. Den danske tænker synes aldrig at blive træt af at betone, hvor vigtig det komiske er for eksistensen. Hvorfor egentlig det?

31.05.2013 | Af Anne Louise Nielsen

Som mange andre af Kierkegaards kategorier er det ikke ligetil at gribe om det komiske, som var det en eller anden genstand. Snarere skal det komiske forstås som et spørgsmål om modsigelser, og de er, ifølge pseudonymet Johannes Climacus, tilstede overalt, hvor der er liv og mennesker.

Ethvert menneskeliv bærer altså en modsigelse i sig. Groft sagt skyldes det, at mennesket er et stræbende, lidenskabeligt væsen, og den stræben støder konstant sammen med omverdenen med et brag.

”… jo dygtigere et Menneske existerer, jo mere vil han opdage det Comiske”, siger Climacus.

Et godt blik for det komiske

Climacus mener, det gælder om at få et godt blik for det komiske: Sagt med teatrets metafor afspiller verdens forskellige karakterer konstant interessante tragedier og komedier, men ikke mindre interessant er den komedie, som hans eget liv afspiller – og som han som regel er blind for. Erkendelsen kommer og går her som en latter, der straks er væk igen.

Kierkegaards sigte med det komiske er blandt andet at opøve den kristne næstekærlighed i den forstand, at man ikke blot øver sig i at nære forkærlighed for sine nære, hvis liv synes fri for modsigelser. Man skal også øve sig i have næstekærlighed over for fremmed, hvis liv er så åbenlyst fuld af modsigelser. Kierkegaard kalder det ”Det komiskes stille gennemsigtighed”.

Mennesket skal bygge alvor og komisk sans sammen

Det komiske udgør ikke mindst selve det værktøj, der kan strukturere Kierkegaards berømte teori om æstetikeren, etikeren og den religiøse. Spørgsmålet til de tre stadier er, om de har det komiske udenfor eller indenfor sig, dvs. i hvor høj grad den enkelte er sig bevidst om sin egen modsigelse.

I sidste ende gælder det om at gøre sig fri af det komiske og turde fæste lid til sit lidenskabsfulde væsen. Kierkegaard minder derfor nutidsmennesket om, at det på den ene side ikke skal forfalde til ren ironi, karikatur og tomhed og på den anden side til ren alvor og mangel på selvironi, men at det skal bygge alvor og komisk sans sammen!

Anne Louise Nielsen er ph.d.-studerende i teologi