Groteske, frastødende og latterlige indslag er år efter år en fast del af Melodi Grand Prix. Og det er det, der får sangdysten til at virke, siger kulturforskeren Lisanne Wilken.

06.05.2014 | Helge Hollesen

Den finske monstergruppe Lordi vakte både begejstring og forundring ved Melodi Grand Prix i 2006. Men det er den slags indslag, der mere end noget andet får Melodi Grand Prix til at virke, mener kulturforskeren Lisanne Wilken. Foto: Indrek Galetin.

Millioner af europæere har prøvet det år efter år. Krummet tæer, rystet på hovedet, smilt overbærende og været forargede. Hvis de da ikke er brudt ud i et latterbrøl over deltagere i det årlige Melodi Grand Prix.

Her er det nemlig ikke musikken, der gør den tilbagevendende internationale sangdyst til en uforglemmelig oplevelse.

”Det er det pinlige, der berører os mest, og som vi er fælles om” siger kulturforskeren Lisanne Wilken. Hun har brugt Melodi Grand Prix som en indgang til at studere, hvordan europæerne opfatter og taler om Europa.

Fælles venten på og forundring over det pinlige

År efter år sidder vi foran skærmen i fælles venten på, hvad der kan dukke op af groteske, latterlige eller frastødende optrædener på scenen. Og både den type bidrag og mere politisk prægede indslag er steget betragteligt, efter at der er indført semifinaler i Melodi Grand Prix.

”Vi undrer os jo over, at et land i ramme alvor kan sende ualmindelig pinlige repræsentanter, der uundgåeligt må vække stor forundring i andre lande. Men det er de indslag, der mere end noget andet får Melodi Grand Prix til at virke,” mener Lisanne Wilken.

Næsten alle lande har haft bidrag, hvor seerne har tænkt ”det her er ikke rigtigt!”

Den ukrainske drag queen Verka Serduchka eller monstergruppen Lordi fra Finland er iøjnefaldende eksempler. Irlands repræsentant i 2008, dukken Dustin the Turkey endnu et, som Lisanne Wilken trækker frem.

Et enestående europæisk fænomen

Argumentet for, at netop pinlighederne giver et fundamentet for en fællesskabsfølelse, finder Lisanne Wilken blandt andet hos den amerikanske antropolog Michael Herzfeld.

”Han bruger begrebet ”kulturel intimitet”, når befolkningsgrupper er fælles om traditioner og begivenheder, som de ved vækker undren hos andre eller måske ligefrem får dem til at fremstå som latterlige. Mere end noget andet er det denne kulturelle intimitet, der skaber en følelse af fællesskab,” forklarer Lisanne Wilken.

Det fællesskab hænger også sammen med, at Melodi Grand Prix er et europæisk fænomen. Og som sådan er det det mest folkekære uden for sportens verden.

“Melodi Grand Prix er en fest, der rækker helt ud til kanten af Europa – og så lidt længere. Men der findes ikke noget lignende andre steder,” siger Lisanne Wilken.

Kontakt 

Lisanne Wilken,
Lektor i Europastudier, Institut for Kultur og Samfund,
ceklw@hum.au.dk
Tlf.: 8716 2235