Sveden løber ned i øjnene på mig. Det svier. Tallet på pulsuret stiger og stiger. Hvor længe kan det blive ved? Jeg er allerede over min sædvanlige maxpuls. Metalsmag i munden – og benene er ved at eksplodere. Fedt!

03.07.2013 | Hans Buhl

Af Hans Buhl
Museumsinspektør, Steno Museet

Vi havde snakket om det mange gange i løbet af foråret – og glædet os. Nu var det alvor. Nu skulle det være. Eller med Jørgen Leths ord: ”Nu er scenen ryddet, og Mont Ventoux klar til at spille sin rolle som dommer. Alt kan stadig ske. Næsten alt.”

Jeg har altid cyklet. Husker stadig de første forsøg på at holde balancen og den lille græsplæne, jeg lod mig vælte på, fordi jeg endnu ikke havde lært at komme af cyklen. Siden har jeg slidt mange cykler op.

Henning og jeg stod i Bedoin og kikkede op på bjerget, der med sine 1.912 meter knejsede truende mod nordøst. Dækkene var pumpet, dunkene fyldt – og vi var rede til dommen.

Det meste af mit liv har cyklen bare været et smart og effektivt transportmiddel. Og Touren var noget, andre så. Utroligt at de gad!

Det er bare en smuttur på godt 21 km. Men det går opad hele vejen, over 1.600 meter. Dvs. den gennemsnitlige stigning er 7,4%, men nogle steder stiger den over 11%. Ikke underligt, at det går for at være en af Europas hårdeste stigninger. 

Min interesse for Touren blev vakt i begyndelsen af 90’erne. Det skyldtes nok et samspil af mange ting: bjergetaperne, de mange danske ryttere som Skibby, Riis, Hamburger og rene Rolf og måske ikke mindst TV2 med sprogekvilibristerne Mader og Leth.

Profferne kører den på under en time. Iban Mayo klarede det på kun 55 minutter og 51 sekunder i 2004.

Passionen blev tændt i 1996. Jeg indrømmer det gerne: det er Bjarnes skyld, at jeg købte min første racercykel. Hvilken gave! I forhold til det betyder det intet, at han snød – ligesom alle konkurrenterne.

Det første stykke er ikke så slemt. Cedertræerne giver lidt skygge. Men luften er allerede varm og helt stillestående. Huden glinser af sved, og fluerne svirrer om hovedet på mig.

Med passionen fulgte også utallige timer foran skærmen, selvom det er eftermiddag og sommersolen skinner udenfor. Det er noget ganske særligt at se cykelløb.

Så er jeg oppe på det helt bare – og stejle stykke af bjerget. Hiver efter vejret. Kikker på den sidste flue, der stadig sidder på styret. Jeg kan godt mærke i pedalerne, at der er en passager med, men nænner ikke at vifte den væk.

Selvom de ”bare cykler”, er det jo et episk drama man overværer, nej som man er med i. Løbene i løbet. Det pludselige angreb: kan han slå hullet – og holde det? De vanvittige nedkørsler – og styrtene. ”Der er styrt!”

Sveden løber ned i øjnene på mig. Det svier. Tallet på pulsuret stiger og stiger. Hvor længe kan det blive ved? Jeg er allerede over min sædvanlige maxpuls. Metalsmag i munden – og benene er ved at eksplodere. Fedt!

Det er meget mere end cykling. Som al god dramatik eksponerer cykelløbet hverdagens sociale spil, f.eks. på arbejdspladsen: intrigerne og ambitionerne, de skjulte aftaler og alliancer, rollefordelingen og rivaliseringen, den søde sejr og de sure nederlag.

Hold dig på den næstinderste krans. Det giver overskud at vide, at der er et lavere gear tilbage.

Fascinationen af bjergetapperne bliver bestemt heller ikke ringere af, at man har prøvet at sidde der selv. Rytterne præsterer det ekstreme, uanset om det er rød sodavand eller noget stærkere, de kører på.

Så går den ikke længere. Op på den sidste krans. Hvis det bliver værre, må jeg køre på egerne.

Det er ikke et forsvar for doping. Jeg synes, det skal være ”så lowli, som mowli”. Så det er fint med alle kontrollerne.  Men det ødelægger ikke fascinationen, at de måske snyder. Kærligheden tåler alt.

1,5 km til toppen. Det var her Tom Simpson faldt af cyklen og døde den 13. juli 1967 af en blanding af amfetamin, alkohol og overophedning. Det sidste kan jeg godt genkende. Kæmper mig forbi mindesmærket – og håber jeg overlever.

Det er vel også derfor, tilskuerne gider at stå og vente i timevis på noget, som er overstået på et øjeblik. I cykelløbet bliver vi en del af en kollektiv fortælling og kommer tættere på atleterne end i de fleste andre sportsgrene.

Så kan jeg se op til det sidste sving. Sitrer i kroppen af udmattelse. Hvordan skal jeg overhovedet komme af cyklen uden at vælte?

Nok er det en stor fortælling, men også såre simpelt. Den hurtigste vinder. Styrker og svagheder bliver omsat til håndgribelige sekunder. Uret tikker og viser ingen nåde.

Pigerne er kørt i forvejen i bil. Og dér, oppe ved tårnet står Anna, min datter, med en kold cola. Sjældent har den været så tiltrængt. 1:59. Det er vist ok med min konstitution. Lidt efter kommer Henning. Vi klarede det!

Hold da fast, hvor jeg glæder mig til sommerferiens cykelture i Alperne og årets affære med Touren. Og specielt vil jeg lide med rytterne, når de skal op ad Ventoux den 14. juli.

Min bedste Tour

må være den i 1996, for hvor tit får man en ny passion?

Min værste Tour.

Det er straks vanskeligere at sætte årstal på den. Selvom løbet ikke altid er lige godt, er det jo dejligt hver gang. Men det blev lidt trivielt i nogle af de år, hvor Lance Armstong kontrollerede løbet totalt og vandt igen og igen.