Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Digital eksamen er en succes

AU har testet en ny, digital eksamensform på udvalgte uddannelser, herunder bl.a. idræt og folkesundhedsvidenskab. Projektet er nu afsluttet med gode resultater og erfaringer og udbredes til alle Healths uddannelser efter næste vintereksamen.

05.09.2016 | Sabina Bjerre Hansen

Efter gode erfaringer fra et pilotprojekt skal digital eksamen nu udrulles på hele fakultetet.

Efter gode erfaringer fra et pilotprojekt skal digital eksamen nu udrulles på hele fakultetet.

Health-studerende fra idræt og folkesundhedsvidenskab byttede i vinter papir og blyant ud med computere, da de i forbindelse med deres skriftlige eksaminer deltog i pilotprojektet ’Digital eksamen’.

Da HE Studier for nylig evaluerede projektet sammen med både studerende og undervisere, viste erfaringerne, at projektet var en succes, både fagligt og teknisk. Derfor er det nu besluttet, at alle uddannelser på Health – med en enkelt undtagelse – skal afvikle eksamen digitalt efter næste vintereksamen.

På kandidatuddannelsen i medicin har man de såkaldte MCQ, OSCE og porteføljeeksamener. De kan ikke digitaliseres i systemet, så derfor har man her fundet andre løsninger.

Vores fælles setup virker

Viceinstitutleder og lektor ved Institut for Folkesundhed Niels Trolle Andersen har været med fra starten af pilotprojektet. Han refererer til forløbet som en god oplevelse uden de store udfordringer.

”Uddannelsesadministrationen på Health udviste et stort engagement i implementeringsfasen, hvor såvel styring som kommunikation var velplanlagt. Efter implementeringen har jeg både som eksaminator og som censor været glad for det fælles setup på tværs af universiteterne, og jeg har stort set ikke oplevet problemer – hverken med aflevering af hjemmeopgaver, karaktergivning eller den helt store udfordring: stedprøverne,” siger Niels Trolle Andersen.

Også de studerende er glade for den nye og mere tidssvarende eksamensform.

”Jeg oplevede, at processen med at aflevere og få svar har været væsentligt nemmere end tidligere.  Digital eksamen giver et godt og hurtigt overblik over frist for aflevering, bevarelse og svarfrist. Det er især rart at have alle informationer om den enkelte eksamen samlet ét sted. Systemet er desuden meget intuitivt og nemt at tilgå, både for individuelle eksaminer og gruppeeksaminer,” fortæller Nanna Husted, der læser folkesundhedsvidenskab på 7. semester.

Vi får en mere effektiv studieadministration

I HE Studier har implementeringen af digital eksamen optimeret og effektiviseret processen omkring udlevering og registrering af eksamen. Det betyder, at der frigives mere tid til andre opgaver.

”Digital eksamen har lettet administrationen af eksamenerne, da vi i systemet kan starte planlægningen af eksamenerne i bedre tid. På den måde kan vi udjævne nogle af planlægningspuklerne i afdelingen. Derudover erstatter systemet en række manuelle processer. Og det er både med til at effektivisere administrationens interne processer og til at minimere risikoen for fejl,” siger projektleder Terkel Rørkær Sigh, der er ansvarlig for implementeringen af digital eksamen på Health.

Den digitale eksamensform skal nu udbredes til resten af fakultetets uddannelser. I den proces arbejder HE Studier tæt sammen med fagmiljøerne i forhold til at finde de egnede eksaminer.


Om projekt ’Digital eksamen’

AU er forpligtet til at udbyde digital eksamen til alle studerende, da det er et krav fra Digitaliseringsstyrelsen. Den nye fælles platform gør AU i stand til at leve op til de gældende lovkrav, og når den fælles platform er fuldt implementeret, vil den medføre en række fordele for AU, eksempelvis:

  • Øget fleksibilitet i forhold til bedømmelsesmuligheder for undervisere, som nemmere vil kunne udføre bedømmelsesopgaver uafhængigt af tid og sted, fordi det foregår online.
  • Studerende og undervisere får en tidssvarende og ensartet service på tværs af fakulteterne.
  • Færre administrative systemer og dermed billigere drift.
  • Effektivisering af arbejdet med at planlægge og afholde eksaminer.
  • Bedre sikring mod eksamenssnyd (plagiering).

Systemet er udviklet i samarbejde med universiteterne i København, Roskilde og Aalborg samt Copenhagen Business School.

Læs mere om digital eksamen på AU.


Yderligere oplysninger

Projektleder Terkel Rørkær Sigh
Administrationscenter Health – Undervisning og eksamen
Mobil: 51 37 76 61
Mail: trs@au.dk  

Lektor, viceinstitutleder Niels Trolle
Institut for Folkesundhed – Biostatistik
Mobil: 21 72 54 80
Mail: trolle@ph.au.dk

Uddannelse, Videnskabelig medarbejder, Health, CESU, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Studerende, Institut for Folkesundhed, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin