Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Disse syv uddannelser kan du læse i Kina

Sino-Danish Center i Beijing udbyder syv engelsksprogede kandidatuddannelser. Se dem her og læs vurderinger fra nuværende danske studerende i Kina.

01.05.2014 | Andreas G. Jensby

Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) er et strategisk forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem de otte danske universiteter, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Chinese Academy of Sciences (CAS) og University of Chinese Academy of Sciences (UCAS).

SDC udbyder syv engelsksprogede kandidatuddannelser indenfor det naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige felt:

Fakta om uddannelserne
Uddannelsernes primære formål er at give de studerende en unik uddannelse og gøre dem særligt attraktive for danske og kinesiske virksomheder og organisationer. Hver af de syv uddannelser:

  • er to-årige kandidatforløb ved centeret i Beijing, Kina
  • optager hvert år op til 15 danske og 15 kinesiske studerende. I 2014 er 96 danske og 154 kinesiske studerende tilknyttet centeret
  • er engelsksprogede uddannelser, hvor de studerende undervises af forskere fra Danmark og Kina
  • involverer danske og kinesiske virksomheder i uddannelserne, gennem cases og projektforløb
  • giver de danske studerende en dobbeltgrad fra et dansk universitet og fra UCAS

Det siger de studerende:

Tanja Krawack, Public Management & Social Development, 4. semester:

”Jeg tog til Kina, fordi jeg søgte andre udfordringer og andre himmelstrøg, og så fordi jeg synes, at det kinesiske samfund er utroligt interessant at studere. I mit praktikforløb har jeg været i en kinesisk virksomhed, fordi jeg gerne ville opleve hvordan kulturen var det, og jeg har lært, at den bestemt er anderledes. Det, jeg især har fokuseret på i mine studier, er hvordan man kan udbrede mere miljøvenlige virksomhedsløsninger til Kina, og hvilke udfordringer man møder, når man forsøger på dette.”  

Mette Hansen, Water & Environment, 4. semester:

”Jeg valgte at læse Water and Environment i Beijing, fordi kandidaten fagligt bød på mange spændende kurser, og fordi Kina har enormt store vand- og miljøudfordringer. Uddannelsen er bygget op således, at man bruger sit første år på at studere relevante teorier og metoder. Uddannelsens andet år  lægger derefter fokus på, at de studerende lærer at anvende den viden, man har tildelt sig. Gennem det sidste semester har de studerende mulighed for at specialisere sig gennem deres speciale og projektforløb. Uddannelsen giver en bred forståelse af vand og miljø i Kina og giver de studerende indblik i, hvilke udfordringer Kina står overfor. Samtidig giver uddannelsen også en klar forståelse af, hvordan og hvor anderledes vand- og miljøproblemer håndteres i Kina i forhold til Danmark. At studere med kinesere har været udfordrende, men meget nyttigt og givtigt, i forhold til at forstå den kinesiske kultur.”

Julie Engelsborg Karlsen, Public Management & Social Development, 4. semester:

”Jeg valgte SDC, fordi jeg var tiltrukket af at komme til Kina. Jeg havde været på udveksling i Hong Kong på min bachelor, og jeg syntes, at det var svært at vende hjem til pæne Danmark. Jeg savnede uforudsigeligheden og spændingen i hverdagen og havde brug for andet end rene faglige udfordringer. Samtidig var jeg tiltrukket af, at være en af de første studerende ved SDC, da det har givet mig mulighed for at være med til at præge samarbejdet. Jeg valgte at læse Public Management & Social Development, da jeg synes, det lød spændende at undersøge velfærdsudvikling i et internationalt og dansk-kinesisk perspektiv. Jeg er pt. i gang med et praktikforløb hos OW Bunker i Shanghai, hvor jeg arbejder med markedsføring. ”

Jan Ole Pedersen, Neuroscience & Neuroimaging, 4. semester:

”Jeg har valgt at læse på SDC for at udfordre mig selv med andre udfordringer end dem, man møder fagligt i Danmark, og for at få en oplevelse for livet. Jeg læser Neuroscience & Neuroimaging, hvor jeg i mit specialeforløb har arbejdet med udvikling af hardware til brug i neuroscience. Rent teknisk drejer det sig om RF coil til MRI. Mit speciale er lavet i samarbejde med det kinesiske Institute of Biophysics, UCAS, Beijing, og to danske vejledere fra Danmarks Tekniske Universitet.”

Uddannelse, Alle grupper, Studier, Studier