I stedet for et omfattende system af dopingprøver kunne man teste atleternes helbred for at afgøre, om de kan stille op i konkurrencer, siger professor i idræt Verner Møller.

02.07.2013 | Helge Hollesen

Drømmen om en sport uden doping er et ideal. Derfor er nytænkning nødvendig, hvis man har et mål om at beskytte sportsfolks helbred.

Det mener Verner Møller, der er professor i Idræt ved Aarhus Universitet. Han foreslår, at man i stedet for at kontrollere atleternes dopingbrug tester deres helbred.

”Det paradoksale ved indsatsen mod doping er, at man vil beskytte atleternes helbred. Men når man tester dem for de stoffer, der er lette at opdage, fordi de er længe i kroppen, så begynder atleterne at bruge stoffer, der hurtigere bliver nedbrudt. Til gengæld er de også mere skadelige for kroppen, forklarer Verner Møller.

Mange atleter doper sig stadig

Verner Møller fastslår, at sporten kun kan blive sundere, hvis atleterne ikke doper sig.

”Men det gør mange stadig, og nu ser vi ryttere, der har brugt stoffer, som endnu er i forsøgsfasen, fordi man kan spore de stoffer, de plejer at bruge og har været trygge ved, siger han.

Verner Møller har sammen med lektor Ask Vest Christiansen talt med en række tidligere og nuværende internationale topatleter om deres holdning til doping. Her dukkede forslaget om en helbredstest frem.

”Det handler om at måle atleternes fysik, hæmatokritværdi, hormonspejl osv. i forbindelse med konkurrencerne. Ligger de inden for et normalområde, har de ret til at deltage, og er de uden for, får de ikke lov til at starte,” uddyber Verner Møller.

Er et renere løb mere retfærdigt?

Skal man så også kunne medicinere sig til at kunne konkurrere på lige vilkår?

”Der er ingen lette løsninger. Hvis man accepterer, at atleterne har sunde værdier på testosteron, væksthormoner osv. og ikke tester direkte på stoffet, så har man jo de facto frigivet doping. Men er det et argument? Det kommer jo helt an på, hvad man ønsker.

Det man ønsker er en ren sport?

Hvordan vil man sikre den? Nu håber og tror man, at Tour de France er blevet renere, fordi færre doper sig. Men er det dermed blevet mere retfærdigt? Hvis nu kun en tredjedel af rytterne bruger doping, fordi de har de allerdygtigste læger, så er løbet jo blevet mere uretfærdigt end i 1990’erne.

Dengang vidste alle, at der var epo, som ikke kunne spores, og derfor brugte de stoffet, hvis de turde, siger Verner Møller. Han tror ikke, at der er et rent felt i årets Tour de France.

”Men jeg tror, det er blevet renere,” siger han.

Medicin flytter marginaler og frister

I Verner Møllers optik er det store problem ved cykelsporten, at den er blevet professionaliseret.

”Vinder du et stort løb, får du en kontrakt med en årsgage på 10 til 20 millioner kroner og alle sponsorkronerne. Andre må nøjes med 300.000 til 500.000 kroner i årsindtægt,” konstaterer han. Men det er kun marginaler, der skiller stjernerne fra vandbærerne.

”I de store løb består feltet af atleter med næsten samme ydeevne. Så det er virkelig marginaler, der afgør, hvor meget de kommer til at tjene, og de marginaler kan flyttes med medicin. Derfor er fristelsen stor for dem, der er lige ved at være blandt de bedste.

Kontakten mellem ryttere og bagmænd er dog blevet mere besværlig, efter at en række cykelryttere har indrømmet doping og fortalt om doping-nettet inden for cykelsporten.

”For bagmændene er det et spørgsmål om, hvem de tør satse på, nu hvor sporten ikke længere er underlagt den tavshedens lov, som herskede førhen. Derfor er hjælpen ikke så direkte, at bagmændene skaffer stofferne. Men de giver rytterne råd om, hvor de kan få dem, og så må de selv tage ansvar for doping.

 

Mit bedste Tour de France

Det var 1996. Ikke på grund af den nationale vinkel, men fordi det var så eventyrligt dramatisk og tæt. Den væsentligt forkortede 9 etape til Sestrieres, hvor Riis angreb og tog den gule trøje, står for mig som løbets højdepunkt sammen med den afsluttende enkeltstart, hvor Riis' løjtnant Jan Ullrich kørte fænomenalt, og det en overgang så ud til, at han ville tage sejren ud af Riis' hænder.

Mit værste Tour de France

var 2006. Trods dopingmistanken var forhåndsudelukkelserne af blandt andre Ivan Basso og Jan Ullrich uden hjemmel i sportslige regler. Udelukkelserne betød derfor reelt, at løbet var aflyst som sportskonkurrence fra begyndelsen, så det var helt ligegyldigt, hvem der kom først. Hvilket i øvrigt blev understreget af skæbnens ironi da vinderen, Floyd Landis, efter at festen var forbi blev fundet skyldig i doping med testosteron.