Fire professorer ved universitetet blev interneret, da tyskerne for 70 år siden erklærede Danmark i undtagelsestilstand. Samtidig blev universitetet lukket.

26.08.2013 | Palle Lykke

Fire gidsler under tysk bevogtning i august 1943. Fra venstre redaktør Jakob Martin, professorerne Ad. Stender-Petersen og Franz Blatt samt lærer Grønborg. Fotograf Rud. Iversen (AU Universitetshistorie).

Af Palle Lykke

29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand. Dagen kaldes ofte "bruddet med besættelsesmagten"og anses af nogle som ophøret for forhandlings- og samarbejdspolitikken.                       danmarkshistorien.dk

Klokken fem om morgenen 29. august 1943 blev der ringet på døren hos professor i romansk filologi Andreas Blinkenberg. Det gjorde der også andre steder i byen, bl.a. hos yderligere tre professorer, men Blinkenberg har nedskrevet, hvad han selv husker, så hans beretning bliver hovedkilden til det følgende.

To "sværlemmede og sværtbevæbnede Feltgendarmer" trådte ind i soveværelset og erklærede Blinkenberg for anholdt. Der forekom ingen unødvendig brutalitet, og ’gendarmerne’ tillod oven i købet "Thedrikning før Afskeden med Familien". Han blev kørt til Langelandsgades Kaserne og fik ved ankomsten at vide, at han var gidsel. Det samme gjaldt kollegerne Ad. Stender-Petersen, Franz Blatt og Ernst Frandsen.

De internerede blev anbragt på fjerde etage og tilbragte en lang dag uden oplysninger om, hvad der foregik og uden kontakt til hjemmet.

Næste dag indtraf  under en gårdtur "et let komisk Intermezzo", for da en udefrakommende mælkevogn passerede, sagde et af gidslerne så højt, han nu turde: "Ni danske her!". Vagten hørte det, indberettede sagen, og en rapport blev udarbejdet. Heri var bemærkningen blevet forvansket til "Ni danske Helte her"! De lærde gidsler morede sig også over at skulle underskrive en erklæring, der forbød dem enhver "Ulejlighed" med omverdenen.

På et tidspunkt klagede de så meget over forholdene, at de blev flyttet ned i Sømandshjemmet, hvor der var lidt friere forhold og tilladelse til avislæsning.   

Mandag den 30. august henvendte universitetets bestyrelsesformand Carl Holst-Knudsen og rektor Johannes Munck sig til den tyske kommandant i byen i anledning af arrestationerne, og først da fik de at vide, at universitetet ikke måtte påbegynde efterårssemestret, før tilladelse forelå fra værnemagtens overledelse i København.

De følgende dage gik med forhandlinger mellem universitetet og undervisnings- og udenrigsministeriet samt med de tyske myndigheder i Aarhus, men uden at der blev opnået noget i de to sager. Studenterne var rasende, og på et studenterrådsmøde taltes der om at foranstalte en demonstration. Det opgav man dog og udfærdigede i stedet et udkast til en protestskrivelse til de tyske myndigheder i byen i anledning af professorernes internering, men universitetets ledelse fandt, at det var en mindre god idé. Rektor Munck gav derfor 7. september Studenterrådet oplysninger om de igangværende forhandlinger for at få professorerne fri og få genåbnet universitetet.

Det fremgår af nogle notater, som Carl Holst-Knudsen har gjort næsten hver dag i første del af september, at han og rektor Munck forgæves søgte at finde ud af, hvorfor netop Aarhus Universitet fortsat skulle holdes lukket, når alle de københavnske videregående uddannelsessteder var åbne igen efter en kortvarig lukning. Den tyske major Kruse var kommet med nogle antydninger om, at de århusianske studenter var skyld i det på grund af visse aktiviteter, men han havde ikke villet uddybe det, og Holst-Knudsen og rektor fik aldrig opklaret spørgsmålet.

11. september blev Blinkenberg og Frandsen løsladt, mens Blatt og Stender-Petersen blev sendt til Horserød, og fire dage senere kom - uden nogen forklaring - tilladelsen til at genoptage universitetets virksomhed.

På det tidspunkt var tre af de fire professorer igen på fri fod, idet også Stender-Petersen var blevet løsladt, mens Blatt først blev frigivet en måned senere.

Blinkenberg skriver, at når tyskerne ikke fik brug for at henrette gidslerne, skyldtes det, at den tyske terror faktisk virkede. Hvis det danske samfund i protest mod undtagelsestilstanden var gået i generalstrejke mandag d. 30. august, ville det have set sort ud for dem.

Kilder: Andreas Blinkenberg: ”Omkring den 29. August”, Georg Andrésen (red.): Aarhus under Besættelsen (1946), s. 187-196; Johannes Munck: ”Aarhus Universitet under Besættelsen” (ibid.) s. 143-158; Palle Lykke: ”Aarhus Universitet under besættelsen”, Århus Stifts Årbøger 1995-96 (1996), s. 36-59; ”Aarhus Universitet under Besættelsens to sidste Aar”, Aarsberetning. Aarhus Universitet 1944-1945, s. 17-21; diverse materiale i AU Universitetshistories arkiv.