Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Edith Nielsen er årets underviser på medicin

Hun er en levende formidler, hun er dygtig til at gøre svært stof tilgængeligt, og så har hun en pæn portion humor. Sådan siger de medicinstuderende om klinisk lektor og uddannelsesansvarlig overlæge Edith Nielsen - nykåret ’årets underviser’ på medicinstudiet.

02.04.2019 | Louise Kastrup Scheibel, AUH

Edith Nielsen fra IKM er de medicinstuderendes yndlingsunderviser. Foto: Karen Villumsen, AUH.

Edith Nielsen fra IKM er de medicinstuderendes yndlingsunderviser. Foto: Karen Villumsen, AUH.

De medicinstuderende har valgt Edith Nielsen fra Institut for Klinisk Medicin som årets underviser i semesterundervisningen i 2018.

”Når det lykkes for mig som underviser, skyldes det nok flere ting. Men jeg brænder for mit fag, og det tror jeg ikke, at de studerende er i tvivl om,” siger Edith Nielsen.  

Det er et stort ansvar at undervise kommende læger

”At modtage en pris for den indsats, man yder, er altid en stor glæde. Men for mig betyder denne pris rigtig meget. Jeg er meget glad for at undervise og synes, at uddannelse er en vigtig opgave. Vi har et stort ansvar for, at kommende læger har de kompetencer og den viden, som patienterne har brug for,” siger Edith Nielsen og fortsætter:

”Jeg bliver virkelig glad for og også stolt over, at de medicinstuderende i så høj grad værdsætter min tilgang til underviseropgaven. Jeg underviser i et lille fag, neuroradiologi, som den enkelte studerende kun møder i få timer, hvilket gør de få timer ekstra vigtige. Jeg kan da kun glædes over, at de timer er værd at møde op til.”

Det er de studerende, som ved afstemning kårer årets underviser på medicinstudiet på Aarhus Universitet. Prisen uddeles hvert år på medicinernes faglige dag.

Kontakt

Klinisk lektor og uddannelsesansvarlig overlæge Edith Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Røntgen og Skanning
Mail: edith.nielsen@aarhus.rm.dk

Uddannelse, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Navnenyt, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder