Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

EDU IT: Gratis adgang til 2.400 internationale videoforelæsninger

Der er godt nyt til underviserne og den digitale undervisning på Health. AU Library har tegnet prøveabonnement på videoteket HSTalks – Biomedical & Life Sciences Collection, der indeholder mere end 2.400 videoforelæsninger med nogle af de førende eksperter inden for feltet medicin og biovidenskab.

20.08.2018 | Lise Wendel Eriksen

Prøveabonnementet på videoteket HSTalks løber frem til udgangen af året. Foto: Screendump fra HSTalks

De mange videoforelæsninger i HSTalks kan være én af mulighederne for at integrere educational it i undervisningen.

”Videooptagelser og screencast-præsentationer har vist sig at være værdifulde for både studerende og undervisere, som vi bl.a. har set i dermatologi-undervisningen på medicin. Med adgangen til HSTalks får vi også den internationale dimension med, når topforskere fra de bedste uddannelsessteder gennemgår viden og teorier fra deres forskningsområde på video,” fortæller Mads Roald Dahl fra EDU IT-gruppen på CESU.

EDU IT er et af de større satsningsområder ikke blot på Health, men på hele AU, da de moderne læringsteknologier har vist sig at understøtte mulighederne for højt læringsudbytte hos de studerende.

”Med adgangen til HSTalks opruster vi på video- og multimediaområdet. På sigt forestiller vi os, at mere undervisning på Health er suppleret med eller funderet i egenudviklet videomateriale,” siger Mads Roald Dahl.  

Se også artiklerne ’Video tilføjer en ny dimension til undervisningen” og ”Aarhus Universitet investerer i teknologisk udvikling af undervisningen”.

Viden på video

Videoforelæsningerne i HSTalks er inddelt i serier, emneområder og behandlingsområder, og systemet har flere fordele ved implementering i undervisningen:

  • Videoteket tilbyder gratis at matche pensum med relevante videoer, hvis man som underviser ikke har tid til at se videoerne igennem.
  • Videoerne eller uddrag fra dem kan integreres direkte i Blackboard og/eller i PowerPoint-præsentationer.
  • Der er IP-adgang fra campus, fjernadgang via vores proxy-server og direkte adgang fra Blackboard via referal-URL, så der burde ikke opstå adgangsproblemer.
  • Alle videoforelæsninger er søgbare i bibliotekskataloget. De er indekserede som e-bøger.
  • Direkte link til HSTalks: https://hstalks-com.ez.statsbiblioteket.dk:12048/biosci/

Feedback – ja tak

Prøveadgangen på HSTalks løber året ud, og tanken bag den lange testperiode er at give undervisere på Health mulighed for at eksperimentere med at integrere videoforelæsningerne i efterårets undervisning.

”Vi håber, at mange undervisere har mulighed for og lyst til at afprøve HSTalks og give os kvalificeret feedback i løbet af testperioden. Systemet er ikke helt billigt, og derfor vil vi rigtig gerne vide, om produktet understøtter blended learning-undervisningsformen, og om det er værd at investere i,” siger bibliotekar Lone Skovsgaard Aidt.

HSTalks dækker disse kategorier:

  • Biochemistry
  • Cancer
  • Cell Biology
  • Clinical Medicine
  • Diseases, Disorders & Treatments
  • Genetics & Epigenetics
  • Immunology
  • Metabolism & Nutrition
  • Methods
  • Microbiology
  • Neuroscience
  • Omics & Systems Biology
  • Pharmaceutical Sciences
  • Reproduction & Development

Kontakt, spørgsmål og feedback til

Bibliotekar Lone Skovsgaard Aidt
Aarhus Universitet, AU Library, Sundhedsvidenskab
Telefon: 89 46 23 74
Mail: lsa@kb.dk

Uddannelse, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder