Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Efterlysning af coronapatienter som vil deltage i forskningsprojekt

Er du smittet med COVID-19, men ikke indlagt, har du nu mulighed for at deltage i et forskningsprojekt, hvor det undersøges, om lægemidlet Camostat Mesilat kan bruges som behandling af sygdommen.

03.09.2020 | Ellen Kristensen

Camostat: Information om forskningsprojekt

Aarhus Universitetshospital udvider nu et igangværende studie af Camostat Mesilat til også at indbefatte personer med COVID-19, der ikke er indlagt. Studiet rulles løbende ud i hele Danmark.

Hvad er formålet med forsøget?

COVID-19 skyldes et coronavirus, kaldet SARS-Coronavirus-2 (SARS-CoV-2), som først blev opdaget i Kina i december 2019 og siden har spredt sig som en verdensomspændende epidemi.

Da virusset potentielt kan smitte millioner af mennesker verden over, er der akut behov for medicin, der kan bekæmpe virusset og nedsætte sygelighed og dødelighed hos de, der rammes af sygdommen. Derfor undersøges lægemidlet Camostat Mesilats effekt mod virusset ikke bare hos folk, der er hospitalsindlagte, men nu også i den tidlige og mildere fase.

Hvorfor teste Camostat Mesilat?

Fra laboratorieforsøg ved vi, at lægemidlet forhindrer virus i at komme ind i menneskelige lungeceller og gøre skade. Desuden har forsøg med mus, der var smittet med ”det gamle SARS-virus”, vist, at musene blev mindre syge, når de fik Camostat Mesilat. Derfor håber forskerne at se samme effekt hos mennesker.

Lægemidlet er godkendt i Japan til behandling af halsbrand og er blevet brugt i mange år. Der er få, der oplever bivirkninger, og bivirkningerne er generelt meget milde.

Hvem kan være med i forsøget?

I samarbejde med hospitaler i hele landet, kører Aarhus Universitetshospital allerede test af Camostat Mesilat på indlagte COVID-19-patienter.

Dette forsøg udvides nu, således, at voksne med en positiv test for COVID-19, som ikke er indlagt, nu også kan deltage.

For at kunne teste lægemidlets effekt tidligt i sygdomsforløbet, må deltagerne højest have haft symptomer på COVID-19 i 5 dage. 

Hvordan foregår forsøget?

For den enkelte deltager varer forsøget 30 dage. Folk der efter podning får besked om, at de er COVID-19 positive, kan kontakte projektgruppen i Aarhus og blive henvist til nærmeste hospital der er med i forsøget. Her vil de kunne få mere information og aftale en tid til yderligere info omkring studiet.

Deltagere i forsøget får behandling med projektmedicin i form af tabletter, der tages 3 gange dagligt i 5 dage. De skal ligeledes hver dag under behandlingen udfyldes et kort spørgeskema elektronisk eller over telefonen.

Hvad kigger forskerne efter?

Deltagerne bliver delt i to tilfældige grupper. Den ene gruppe (200 personer) vil få det aktive lægemiddel Camostat Mesilat, og den anden gruppe (200 personer) får kalktabletter (placebo). Hverken patienterne eller projektpersonalet ved, hvilken gruppe, patienterne kommer i.

Ved at sammenligne de to grupper kan forskerne derfor se, om gruppen der får Camostat Mesilat får et mildere sygdomsforløb end dem der får placebo.

Mere information

Der kan læses mere om forsøget i:

Kontakt

Hvis du har lyst til at høre mere om projektet eller hvordan man kan deltage, kan du kontakte:

Telefon (hverdage 8-15): 40459781 eller 40459718
Email: camoco-19@auh.rm.dk

eller udfylde kontaktformularen på siden

https://www.auh.dk/om-auh/afdelinger/infektionsmedicinsk-afdeling-q/sygdom-efter-rejse/forskning-i-covid-19/camostat

Forskning, Offentligheden/Pressen, Farmakologi, Farmakologi