Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

En retfærdig organisation kan forebygge depression

Uoverskuelige bunker på skrivebordet er ikke årsagen til depression. Men det kan uretfærdige chefer og arbejdspladser med uklare arbejdsgange være, viser en stor undersøgelse fra Aarhus.

29.10.2013 | Anne Westh, Aarhus Universitetshospital

En ny undersøgelse fra Aarhus viser, at uretfærdige chefer og arbejdspladser med uklare arbejdsgange kan være årsag til depression. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital.

En ny undersøgelse fra Aarhus viser, at uretfærdige chefer og arbejdspladser med uklare arbejdsgange kan være årsag til depression. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital.

Man skulle tro, at en stor mængde arbejdsopgaver kunne udløse en depression. Men sådan behøver det ikke at være. Først når bunkerne på skrivebordet får følgeskab af en uretfærdig chef og en arbejdsplads med ugennemskuelige arbejdsgange, kan det gå galt.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Bispebjerg Hospital, Hospitalsenheden Vest og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Knap 4.500 offentlig ansatte fra Aarhus har deltaget i en omfattende undersøgelse af sammenhængen mellem psykisk arbejdsmiljø og depression. Undersøgelserne blev udført i 2007-2009 og bestod både af spørgeskemaundersøgelser, personlige interviews og spytprøver, som skulle måle stresshormonet kortisol hos deltagerne.

Retfærdighed er afgørende

”Vi var overraskede over at se, at retfærdighed på arbejdspladsen er så afgørende for, om man udvikler en depression,” fortæller Matias Brødsgaard Grynderup, ph.d. og psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital.

”Vi målte både deltagernes oplevelse af den organisatoriske retfærdighed; altså om arbejdspladsens organisering opleves som retfærdig. Og den relationelle retfærdighed; altså om lederen opleves som retfærdig. Resultaterne viste, at arbejdspladser karakteriseret ved en lav grad af retfærdighed havde større risiko for at udvikle depression.

Nye metoder gav mere præcise resultater

Undersøgelserne lavet af Matias Brødsgaard Grynderup og hans kolleger adskiller sig fra lignende internationale undersøgelser ved, at de ikke tager udgangspunkt i den enkeltes oplevelse af arbejdsmiljøet, men i den gennemsnitlige oplevelse blandt de raske medarbejdere i en afdeling. På den måde er resultaterne ikke påvirket af, at deprimerede medarbejdere på grund af deres sygdom ofte har en negativt farvet oplevelse af deres arbejdsmiljø.

Forskerne pointerer også, at man skal være varsom med at bruge deres undersøgelser til at forklare, hvorfor den enkelte medarbejder får en depression. Det er fordi, at depression er en sygdom med mange og ofte ukendte årsager.

Opgavebunker og stresshormon ikke farlig

Ud over retfærdighed på arbejdspladsen undersøgte forskerne også, om en stor arbejdsmængde eller et stort arbejdspres var en udløsende faktor for depression. Men det viste sig ikke at være tilfældet.

”Mange tidligere undersøgelser har peget på, at et stort arbejdspres øgede risikoen for en depression. Men den sammenhæng kan vi ikke finde. Vi kan derfor heller ikke konkludere, at mindre arbejdspres skulle være en måde at forebygge depression på.”

Forskerne lavede også en biologisk test, hvor de målte niveauet af stresshormonet kortisol i spytprøver fra deltagerne. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at et højt niveau af kortisol kan føre til depression.

”Men vores resultater viste faktisk det modsatte – altså at et højt niveau af stresshormonet kortisol forebyggede depression.”

Depressioner kan forebygges

Samlet set mener Matias Brødsgaard Grynderup, at der bør være mere fokus på lederens rolle.

”Populært sagt viste vores undersøgelser, at det er lige meget, om du har travlt på arbejdet – bare du føler dig retfærdigt behandlet af din leder.”

”Vores resultater åbner nye muligheder for at forebygge depressioner, for et arbejdsmiljø, der opleves som uretfærdigt, kan ændres. Her tænker jeg på en lederstil, hvor man tydeligt har udtrykt et ønske om at behandle sine medarbejdere ordentligt - kombineret med en organisation, der har klare og gennemskuelige arbejdsgange.”

Yderligere oplysninger

Psykolog, ph.d. Matias Brødsgaard Grynderup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Arbejdsmedicinsk Klinik
Direkte telefon: 2028 778
matigryn@rm.dk

Forskning, Alle grupper, Health, Health