Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Epidemiolog ny professor ved AU og AUH

John Acquavella er ny professor ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Han forsker i, hvor hyppigt sygdomme af betydning for folkesundheden ses, faktorer som knytter sig til vækst eller fald af sygdommene, og hvor effektiv behandlingen er.

02.12.2015 | Malene Løvig Nielsen

John Acquavellas forskningsområde er sygdomme af betydning for folkesundheden som blandt andet cancer, hjerte-kar-sygdomme og andre kroniske sygdomme.

John Acquavellas forskningsområde er sygdomme af betydning for folkesundheden som blandt andet cancer, hjerte-kar-sygdomme og andre kroniske sygdomme.

Hvor hyppigt optræder specifikke sygdomme blandt befolkningen, og hvilke forhold har indflydelse på, hvordan sygdommene fordeler sig? Det undersøger John Acquavella i sin forskning. Han er netop blevet udnævnt til professor ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

”Klinisk Epidemiologisk Afdeling, AUH er kendt og respekteret ude i verden. Jeg er beæret over at være en del af afdelingen. Efter 30 år i det private erhvervsliv ser jeg frem til at bruge mine erfaringer i undervisning, rådgivning af studerende og i arbejdet med mine kolleger ved fakultetet,” siger John Acquavella.

John Acquavellas forskningsområde er klinisk epidemiologi. Han undersøger, hvor udbredte bestemte sygdomme er, og om der er tale om epidemier. Hans forskningsområde er sygdomme af betydning for folkesundheden som blandt andet cancer, hjerte-kar-sygdomme og andre kroniske sygdomme. Han forsker i, hvilke faktorer der har indflydelse på hyppigheden af disse sygdomme blandt befolkninger.

”Men vi har også fokus på effektiviteten og sikkerheden under udvikling af medicinsk behandling mod disse sygdomme, og på anvendelsen af denne behandling i klinisk praksis,” forklarer han.

Forskningen har som mål at forebygge, lindre eller helbrede nogle af disse seriøse sygdomme, og er til gavn for både patienter, læger, statslige reguleringsorganer og forskere inden for sundhedsområdet.

John Acquavella har en ph.d. i epidemiologi fra State University of New York at Buffalo. Han har arbejdet i den private biovidenskab- og medicinalindustri gennem de sidste 30 år.

Yderligere oplysninger

Professor John Acquavella
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologisk Afdeling
joac@clin.au.dk

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin, Health, Offentligheden/Pressen, Videnskabelig medarbejder