Sig ”cykelsport”, og den gennemsnitlige dansker vil svare ”doping”. Det kan man næppe klandre ham eller hende. Nu er feltet så blevet renere, hører vi. Eller er snyderne stadig lige gode til at narre et antidopingsystem, der kronisk halter mindst et skridt bagefter?

02.07.2013 | Steffen Sinning

Af:Steffen Sinning,
Institut for Klinisk Medicin, Translational Neuropsychiatry Unit,
og medarbejder ved Cykelmagasinet

Mange faktorer kan afgøre et cykelløb. Men evnen til at restituere fra dag til dag i tre uger og evnen til at flytte sig op ad et bjerg hurtigst muligt er de to, der lover bedst for succes i Tour de France. Begge forbedres med doping, særligt bloddoping, og forklarer, hvorfor podierne i Tour de France har været deprimerende tæt befolket med dopingsyndere. Hvor stor tillid kan vi have til, at årets podie er renere?

Rytternes hemmelighed: watt og kg

Evnen til at klatre hurtigst muligt op ad et bjerg kan i altovervejende grad karakteriseres ved, hvor mange watt kroppen kan levere til baghjulet af cyklen per kilo kropsvægt. Watt/kg er den guldstandard, som trænere og sportsdirektører bruger til at måle, hvor trænet og tunet en maskine cykelrytteren møder op med. Den perfekte optimering af vægtpineri og kraftudladning vinder Tour de France.

En veltrænet motionist kan levere 3 watt/kg eller derover, en amatørrytter i den nationale elite kan levere omkring 5 watt/kg, men skal man være i den spidse ende af en Grand Tour, så kræves der omkring 6 watt/kg – eller mere. Flere sportsfysiologer regner med, at 6,2 watt/kg er det biologiske loft, som kroppen i de ypperste naturtalenter rammer – uden biokemisk assistance. I sine velmagtsdage var Marco Pantani god for 6,8 watt/kg.

Cykelrytteren kan kigge på sin wattmåler og vide, om han er sin løn værd, men vi betragtere udefra har ikke adgang til de data. De fleste ryttere vogter dem som en forretningshemmelighed. Men heldigvis skal de køre op ad bjerge, der er stejle nok til næsten at eliminere gevinsten ved at sidde på hjul og lange nok til at give et validt mål for rytterens aerobe (iltkrævende) kapacitet. Her kan man måle tider og omregne dem til VAM (vertical altitude meters per hour eller antal højdemeter i timen) og watt/kg. Og de værdier sladrer.

Bjarne og Alberto

På vej op til Verbier i 2009 er Alberto Contador beregnet til at have præsteret 6,78 watt/kg, hvilket placerer ham højere end det, der af de fleste er blevet set som en af de mest ekstreme dopingfaciliterede udladninger på to hjul, nemlig en bogstaveligt talt frådende Bjarne Riis’ grusomme leg med og aflivning af Miguel Indurain og Richard Virenque på Hautacam i 1996.

Som man kan se, så skal man langt ned på listen for at finde topresultater fra de seneste år, hvis man ser bort fra Contador i 2009.

Var Contador dopet i Verbier? Måske. Han har i hvert fald siden hen spist en berømt bøf og afleveret en positiv dopingprøve. Men der kommer flere usikkerheder i spil. Starten af Verbier-stigningen blev kørt med voldsom pace fra hjælperyttere, og stigningen er kun cirka halvt så lang som eksempelvis l’Alpe d’Huez, hvilket gør det muligt at levere en hurtigere tid. Desuden var der angiveligt også en stærk medvind op gennem dalen – alt sammen faktorer, der taler i Contadors favør. Så måske en særlig situation under særligt gunstige forhold? Lad os se på, hvordan det generelle billede ser ud.

De er langsommere

Der er altså usikkerheder, som kan give en varians på den enkelte præstation, men man kan vinde over variansen, hvis man gentager målingen flere gange. Dermed bliver det interessant at se på udviklingen over tid og sammenholde med vores viden om antidopingarbejdets frem- og tilbageskridt.

L’Alpe d’Huez er en passende lang stigning til, at den giver et mål for en udelukkende aerob præstation, og har været et regelmæssigt indslag på Tour-ruten siden 1976. Den optræder igen i år på Tourens program og har adskillige gange ageret afsluttende stigning med mål på toppen, hvilket i stor udstrækning sikrer, at tiderne for at komme derop sker med fuld gas, og dermed yder de dygtigste ryttere deres maksimale præstation. Med andre ord: Tiden, det tager at forcere de 13,8 km og 21 hårnålesving, er en ret pålidelig indikator for, om loftet for en maksimal udladning har flyttet sig.

Vi ser, at da epo bliver tilgængeligt, stiger hastigheden, og klatretiden falder til under 40 minutter. Den ikke synderligt effektive epo-urintest kan måske tilskrives en lille effekt i 2003, men i 2004 er tiderne nede på niveau med de uregerlige 1990’ere.

Frem til blodpassets indførelse er alle vindertiderne (røde prikker) under 40 minutter, med Marco Pantanis 37,35-rekord fra 1997 og Lance Armstrongs næsten lige så hurtige tid på bjergenkeltstarten i 2004 som de mest ekstreme eksponenter for hurtige tider af dopede cykelryttere.

Med vindertiden i 2011 er vi tilbage ved tiderne præ-epo og på niveau med, hvad Lucho Herrera og Gert-Jan Theunisse klarede på stålcykler uden keramiske kuglelejer og med alt for langt nakkehår. Tendensen er, at det går langsommere. Betyder det, at de er rene, eller at de bare er mindre dopede?

Blodet sladrer

UCI indførte i 2008 blodpasset, som bygger på, at bloddoping efterlader karakteristiske udsving i bestemte blodparametre. Antallet af retikulocytter, som er umodne, røde blodceller, er måske den tydeligste indikator for bloddoping.

Hvis man tager epo, vil man have en forhøjet andel af retikulocytter, og hvis man injicerer eget eller andres blod, så vil man have en lav andel af retikulocytter. Et abnormt antal reticulocytter er således en indikator for doping, og niveauet indikerer, om blodmanipulationen er foregået med epo eller med blodtransfusioner.

Dr. Mario Zorzoli, der er UCI’s medicinske chef, har samlet analyserne af blodparametrene siden 2001.

Grafen viser, at i 2001 var næsten 14 % af de tagne blodprøver suspekte vurderet ud fra et abnormt antal retikulocytter, primært ved et højt antal reticulocytter (grønne søjler), der indikerer epo-brug. Efter epo-urintestens indførelse falder antallet af suspekte prøver ikke markant, men mønstret ændrer sig til et lavt antal reticulocytter (pink søjler), der indikerer blodtransfusioner. Dopingsynderne tilpasser sig altså.

I efteråret 2004 blev blandt andet Tyler Hamilton og hans ufødte tvilling knaldet for blodtransfusioner, og i 2005 er antallet af suspekte prøver så faldet markant til under 8 %. Især er den mest galopperende brug af blodtransfusioner mindsket.

Det tager dog langsomt til igen frem mod blodpassets indførelse i 2008, der giver et voldsomt fald i prøver med abnorme blodparametre. Man kan diskutere, hvor fintmasket et net blodpasset udgør, men dets adfærdsregulerende effekt er ganske spektakulær.

At der er 2 % suspekte prøver i 2010, er ikke ensbetydende med, at 2 % af feltet bloddoper sig. Prøverne tages i høj grad blandt løbsvindere og podiepladser, og der kan forventes en højere andel af dopede ryttere blandt de testede. Det vil sige, at bloddoping i cykelfeltet i 2010 ser ud til at være en ret sjælden foreteelse – og det kunne tyde på, at under 2 % af rytterne gør det.

Lovende tal

Jonathan Vaughters er sportsdirektør for Garmin-Sharp og har som aktiv haft dopingen i kroppen og helt inde på kroppen som en af Lance Armstrongs dopede holdkammerater. Konvertitter er som regel de helligste, og Vaughters gør en ihærdig og åbenmundet indsats for at rense sporten og holder indefra et vågent øje med udviklingen.

Han vurderer, at feltet overordnet set er rent, og at det i dag er mere sandsynligt, at det er en ren rytter, der vinder Tour de France, end en dopet rytter. Store ord, men den tid, som Pierre Rolland vandt en etapesejr på l’Alpe d’Huez med i 2011, ville have givet ham en placering som nr. 40 i 2001! Noget er der sket.

Vi er tilbage til klatretider som i midtfirserne, som bestemt ikke var rene, men hvor epo endnu ikke var tilgængelig. Medregner man, at cyklerne i dag er lettere og hurtigere og træningsmetoderne forbedrede, så er det lovende tal. Sidder du klar med stopuret, når de rammer l’Alpe d’Huez i år?

Kilder:

Zorzoli og Rossi. Implementation of the biological passport: the experience of the International Cycling Union. Drug Test Anal. 2010 Nov-Dec;2(11-12):542-7.

www.sportsscientists.com

Cyclists’ Alpine Times May Hint at Past Doping, NY Times, 2010